Ord er taknemmelige. Men når socialdemokraterne taler om frisættelse af den offentlige sektor, mener de ikke, at borgernes frie valg af leverandør skal styrkes.
Det socialdemokratiske frisættelsesprojekt risikerer tværtimod at føre til det modsatte, hvis Venstre og Moderaterne ikke kender deres besøgelsestid, nemlig en begrænsning af borgernes frie valg, mindre konkurrence og færre private og selvejende institutioner på velfærdsområdet.
Da jeg for et par uger siden deltog i Debatten på DR2, spurgte jeg skatteminister Jeppe Bruus om frisættelse i regeringens optik kun er et spørgsmål om at sætte de offentlige institutioner fri, eller om borgerne også skal sættes fri ved at give dem mere frit valg og indføre mere konkurrence i velfærdsstaten.
Jeppe Bruus svarede: »Det, vi lægger fra land med, er at sørge for, at kommunerne bliver mere fri. Det, du beder mig om, er at diktere over for kommunerne præcis, hvordan de skal løse en opgave.«
For Bruus og socialdemokraterne er en del af frisættelsen af kommunerne altså også en frisættelse fra kravet om, at borgerne skal have et frit valg mellem forskellige leverandører.
I denne avis' spalter har jeg stillet socialdemokraterne Astrid Krag og Frederik Vad samme spørgsmål. De svarede, at socialdemokraterne har »en tro på, at bedre og friere rammer til at sætte sin faglighed i spil giver en bedre velfærd med større rum for tilpasning og medbestemmelse for hver enkelt borger. Reelt frit valg, om man vil, hvor man som borger selv er med til at afgøre, hvad der er vigtigt. Og et valg, der ikke kun er begrænset til, hvilket firmalogo der pryder trøjen på den medarbejder, man møder«.
Når de to socialdemokrater har brug for at sætte ordet »reelt« foran frit valg, skyldes det, at de netop ikke ønsker, at borgeren frit skal kunne vælge imellem forskellige udbydere. De ser for sig, at det er de kommunale monopoludbydere, der skal sættes fri. Og de banaliserer den værdi, det har for borgeren frit at kunne vælge imellem flere udbydere ved at gøre det til et spørgsmål om, »hvilket firmalogo, der pryder trøjen på den medarbejder, man møder«.
Socialdemokraterne tænker systemet før borgeren. Det gælder blot om at frisætte de offentligt ansatte, så de via deres faglighed kan give borgeren den ydelse, vedkommende har brug for. Så har borgeren slet ikke brug for noget alternativ til kommunen. Borgeren kan få medbestemmelse, men egentlig selvbestemmelse afvises. I sidste ende vil socialdemokraterne, at det skal være de offentligt ansatte, der bestemmer, ikke borgeren.
Men der er masser af tragiske erfaringer fra velfærdsstaten, der viser, at der ikke er nogen garanti for, at offentlige velfærdsinstitutioner altid leverer, hvad eleven, patienten eller borgeren har behov for. Derfor er det vigtigt, at der findes konkurrerende alternativer, hvis det offentlige tilbud svigter. Vi har netop været vidner til, at kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital ikke fik det tilbud om alternativ behandling i udlandet, som de havde krav på. I stedet kom de til at vente så længe, at kræften for nogle var blevet for fremskreden til, at den kunne behandles. At have et frit valg imellem forskellige leverandører er altså ikke blot et banalt valg imellem forskellige logoer på trøjen, som Krag og Vad påstår. Friskoler og friplejehjem formår faktisk at tilbyde alternativer, som nogle borgere foretrækker, frem for kommunen.
Jeppe Bruus vil ikke »diktere over for kommunerne«, at de skal tilbyde borgerne et frit valg. Men et sådant diktat er velbegrundet. Kommunerne har en dobbeltrolle: De er både den myndighed, der tildeler borgerne ydelser og samtidig også selv producent af sådanne ydelse. At lade det være op til kommunerne selv at afgøre, om borgerne skal have et frit valg, er som at sætte ræven til at vogte høns. Aarhus Universitetshospital kunne få sig selv til at sætte snubletråde op for kræftsyge borgeres frie valg af livreddende behandling i udlandet, endda tilsyneladende imod gældende regler på området. Det viser med al ønskelig tydelighed, at hverken regioner eller kommuner bør sættes fri til at stavnsbinde borgerne til det offentlige monopol.
Tværtimod er det vigtigt, at Venstre og Moderaterne sørger for, at socialdemokraterne forpligter sig til den del af regeringsgrundlaget, der handler om at øge det frie valg for den enkelte - ikke indskrænke det.
Bragt i Berlingske d. 5. april 2023.
