Hvordan forhindrer vi verdens undergang?

Udbruddet af Coronavirus er en uvelkommen påmindelse om en realitet, vi har haft det med at overse: At der er ikke én, men mange trusler mod menneskeheden. Fokus har i høj grad været på de risici, som klimaforandringer kan føre med sig. Til tider kan man få indtrykket af, at det er den eneste trussel. Det er den desværre langt fra. Og det har betydning for, hvordan klimaproblemerne bør gribes an.

Klimaforandringer vil ifølge klimavidenskaben have forventelige negative effekter for menneskeheden, men ikke katastrofale. Hvis temperaturen stiger med tre grader frem mod år 2100 i forhold til før den industrielle revolution, skønnes skaderne at svare til under 2 pct. af BNP. Ved en temperaturstigning på 6 grader skønnes skaderne til 8 pct. af BNP. Det er resultatet af de analyser, William Nordhaus fik Nobelprisen i økonomi for i 2018. Til sammenligning vil BNP vokse mere end ti gange, hvis den nuværende økonomiske vækst fortsætter. Fremtidens generationer vil altså være markant mere velstående og have en voldsomt højere levestandard end os. Selv ved en temperaturstigning på 6 grader, vil levestandarden øges små ti gange i stedet for lidt mere end ti gange.

I opgørelsen af de fremtidige klimaskader indgår sandsynligheden for mere alvorlige hændelser, herunder såkaldte ”tipping points”. De kan på den ene side få meget alvorlige konsekvenser, men er på den anden side ikke så sandsynlige.

Som udgangspunkt vil man veje konsekvenserne med sandsynligheden (det kaldes risikoneutralitet). Men hvad hvis vi har en stærk aversion mod at lide store tab, selv om sandsynligheden er lille? Det er tankegangen bag forsikringer. Jeg veksler en lille risiko for at lide et stort tab ved, at mit hus brænder ned, til en sikker årlig omkostning (forsikringspræmie) ved at tegne en brandforsikring.

Det handler en stor del af den økonomiske klimaforskning også om. Problemet er altså slet ikke, at vi med sikkerhed vil opleve ragnarok, hvis temperaturen stiger, men at der er en lille risiko for meget alvorlige skader. Navnlig Martin Weizman har argumenteret for, at vi bør være meget averse over for risikoen for meget alvorlige skader ved klimaforandringer. Nordhaus har derimod argumenteret for, at der ikke er belæg for de store risici (fat tail risks), som Weizman var optaget af. Ser man f.eks. på katastrofale hændelser, der har ramt lande og befolkninger hidtil, spiller vejrrelaterede hændelser en uvæsentlig rolle i forhold til især politisk bestemte begivenheden som krig og borgerkrig.

Og her har vi allerede taget hul på problemet omkring corona-virus. Havde klimaproblemet været den eneste alvorlige trussel, vi står over for, kunne det i en vis udstrækning tale for at forsikre sig særligt imod den. Men som corona-eksemplet viser, så er der desværre også andre risici.

Selv om corona forhåbentlig vil vise sig ikke at være så alvorlig, så er risikoen, at en virusmutation på et tidspunkt udvikler sig til en omfattende pandemi, større end nul. Andre små risici med potentielt katastrofale konsekvenser er asteroidenedslag, udbrud fra solen, voldsomme vulkanudbrud, cyberangreb, muterende nanoteknologi, atomkrig og globalt diktatur. Steven Hawkins advarede, som man måske husker, mod at søge kontakt med intelligent liv fra rummet på grund af risikoen. Den måske alvorligste trussel i form af katastrofale konsekvenser, vi har stået over for, var den partikelkollision, som påviste Higgs-partiklen. Nogle fysikere frygtede, at den kunne have haft katastrofale konsekvenser for selve universet, og en enkelt økonomisk beregning tydede på, at gevinsten ved eksperimentet ikke stod mål med den sandsynlige omkostning. Selve sandsynligheden blev beregnet til ekstremt lille, men den mulige konsekvens var til gengæld enorm.

En del af disse trusler kan måske lyde science fiction-agtige, men det er hele pointen, at sandsynligheden nok kan være meget ringe, hvorimod konsekvenserne ville være så voldsomme, at det kan opveje den lille sandsynlighed. En anden pointe er, at vi kan formindske den mulige omkostning, men at det i sig selv koster noget. Vi kunne sænke risikoen for en pandemi ved at begrænse internationale rejser, men det ville sænke levestandarden meget. Vi kunne prøve at bremse udviklingen af nanoteknologi, men det ville også betyde, at ville afskære os fra f.eks. de potentielle medicinske fordele.

En meget vigtig pointe er, at i en situation med mange trusler, giver det ikke mening kun at bruge ressourcer på at sikre sig mod den ene, f.eks. global opvarmning. Det svarer til at bruge alle sundhedssektorens ressourcer på at bekæmpe én sygdom.

En anden pointe er, at de øvrige trusler sænker gevinsten ved at bekæmpe hver trussel isoleret set. Det er mindre værd at overleve én trussel, hvis man i stedet kan blive ramt af en anden.

En tredje pointe er, at valget af redskaber afhænger af trusselsbilledet. Hvis klimaudfordringen var den eneste, kunne det tale for meget konkrete tiltag. Vi kunne f.eks. indføre en verdensregering med magt til opkræve en global klimaskat. Men truslen fra, at en verdensregering kan udvikle sig til et repressivt diktatur, ville i sig selv få klimatruslerne til at blegne. Reelt er der usikkerhed ikke alene om, hvilke af de nævnte trusler, der kan blive til virkelighed, men også om, hvad der findes af potentielle trusler. Hvor de er ”kendte, ukendte” trusler, er de værste måske de ”ukendte ukendte” trusler. Mange af de trusler, vi taler om i dag, var ukendte for et par hundrede år siden, og man vil sikkert sige det samme om 200 år.

Navnlig ved ukendte trusler er det et spørgsmål om, hvordan vi bedst beskytter os. I hvert fald tre faktorer forekommer vigtige:

1. En stor, spredt befolkning på kloden. En pandemi har lettere ved at udrydde en lille, ensartet population end en stor, varieret.
2. En høj indkomst og formue. Det giver ressourcer til at bekæmpe udfordringerne med. Udfordringerne ved global opvarmning er størst i lande med lav indkomst. Arizona skal nok klare sig.
3. Et ikke for sårbart netværk. Et netværk, som kan inficeres, kan sprede en trussel til alle. Internettet er f.eks. designet med henblik på at kunne fungere, selv om dele af det slås ud f.eks. i krig. En verdensregering ville kunne medføre, at dårlig politik fik negative konsekvenser for alle mennesker.

Mens 1) og 2) heldigvis følges ad (se vor sommerserie på Punditokraterne om det emne), så kan der godt være et trade-off mellem de to første og 3). En høj grad globalisering medfører store økonomiske gevinster, men øger, som vi netop har set, spredningen af vira. Og globaliseringen virker som et (eller i virkeligheden flere) netværk. Men i mange tilfælde er der også en positiv kobling mellem alle tre. F.eks. tyder alt på, at den eksisterende anarkiske verdensorden med mange, selvstændige lande fremmer alle tre, mens politisk centralisering (et globalt politisk netværk) ville virke modsat.

Så der er rigtig gode argumenter for, at vi er bedst beskyttet mod potentielle trusler mod menneskeheden ved en åben, anarkisk verdensorden af selvstændige lande med personlig frihed, privat ejendomsret og frie markeder som uovertruffen maskine til at skabe velstand.  

Kommentar bragt på punditokraterne.dk d. 10. februar 2020.