TV 2 viste for nylig en fremragende og rørende dokumentar om livet på demensplejehjemmet Dagmarsminde, som er et friplejehjem ejet og drevet af sygeplejersken May Bjerre Eiby. ”Det er ikke slut endnu”, hedder den.
Dokumentaren følger beboere og personale over en længere periode og viser et plejehjem, som yder en helt fantastisk pleje og omsorg for beboerne – i så overvældende grad, at man bliver rørt til tårer. Det blev jeg i hvert fald. Personalet er enestående nærværende og omsorgsfulde, ja, faktisk kærlige, over for beboerne. De tager sig god tid til den enkelte. De udviser omtanke og behandler beboerne med respekt.
Dokumentaren står i skærende kontrast til skandaledokumentaren ”Plejehjemene bag facaden”, der viste omfattende plejesvigt og fornedrelse af beboerne på to kommunale plejehjem.
Og desværre ved vi, at der er kritisable forhold på mange kommunale plejehjem. Som det fremgår af dokumentaren, har Dagmarsminde de samme ressourcer, som kommunale plejehjem med tilsvarende plejekrævende ældre. Forskellen i kvalitet i plejen skyldes, at Dagmarsminde er fremragende ledet, mens mange (ikke alle) kommunale plejehjem er dårligt ledet. Og ingen kommunale plejehjem har opnået den kvalitet i plejen, som Dagmarsminde opnår.
Dagmarsminde har med andre ord løst den opgave, det offentlige og politikerne ikke har kunnet løse.
Hvordan har det været muligt? Svaret skal findes i begrebet iværksætteri. May Bjerre Eiby er iværksætter. Og ligesom andre dygtige iværksættere har hun formået at opfinde noget nyt af stor værdi for samfundet. Mens Steve Jobs (blandt andre ting) opfandt smartphonen og snedkeren Ole Kirk Christiansen i 1953 opfandt legoklodsen, har May Bjerre Eiby opfundet en smartere måde at drive et demensplejehjem på. En måde, som giver bedre pleje og omsorg for de samme penge. I denne podcast beskriver hun (i en samtale med undertegnede), hvordan hun med en iværksætters tilgang har nytænkt ældreplejen på demensområdet.
Det kan i princippet vise sig at blive en mindst lige så stor og betydningsfuld opdagelse som de to andre, hvis politikerne vil tillade, at opfindelsen spreder sig. Der er meget på spil. 85-90.000 danskere anslås at have demens. Om 20 år vil antallet formentlig være ca. 130.000. Globalt anslås 55 mio. mennesker at have demens. Værdien af at have opfundet en bedre måde at pleje og yde omsorg for demente på er altså enorm – både økonomisk og menneskeligt.
Problemet er, at mens Steve Jobs og Ole Kirk Christiansen bare kunne lægge deres opfindelse frem for menneskeheden via markedet, hvorefter kunderne tog dem til sig, er velfærdsiværksættere ofte bundet på hænder og fødder af firkantede regler og bureaukrati. De kan ikke sælge deres ideer direkte til brugerne – i May Bjerre Eibys tilfælde de demente og deres pårørende – men er afhængige af politikeres og bureaukraters velvilje.
Ofte er det de selvsamme politikere og bureaukrater, som selv driver deres egne kommunale plejehjem. Det svarer til, at Steve Jobs skulle have haft Nokias godkendelse til at sælge sin smartphone. Eller at Netflix skulle have bedt Blockbuster om lov til at skabe en ny forretningsmodel for videoudlejning baseret på streaming i stedet for fysiske butikker med dvd’er på hylderne.
Modstanden imod May Bjerre Eibys iværksætteri inden for ældreplejen har da også allerede vist sig. For eksempel skriver SF’s velfærdsordfører Kirsten Normann Andersen på Facebook i en reaktion på dokumentaren, at svaret ikke er flere private plejehjem. I stedet for flere private plejehjem skal vi ”investere” i offentlige plejehjem, skriver hun. Selv om May Bjerre Eibys plejehjem netop ikke har haft flere ressourcer end kommunale plejehjem. Det er hendes iværksætterånd, der har gjort forskellen.
Kirsten Normann Andersen og andre politikere har i årtier talt og talt om, hvordan de vil forbedre den kommunale ældrepleje. Deres løfter har været omtrent de samme som i hendes Facebook-opslag. Det er bare ikke blevet bedre. Og det bliver ikke bedre af fortsat snak og flere af de initiativer, politikerne allerede har forsøgt igen og igen.
May Bjerre Eiby har givet Danmark og verden en utrolig gave: et privat plejehjem, som har løst den opgave, det offentlige og politikere som Kirsten Normann Andersen ikke har formået at løse. Alligevel konkluderer SF-politikeren, at svaret ikke er flere private plejehjem. Hun sætter sin ideologiske modstand imod privat initiativ på velfærdsområdet over de dementes ve og vel.
Denne ideologiske modstand imod privat initiativ og frit valg på ældreområdet forhindrer, at velfærdsiværksættere som May Bjerre Eiby gradvist kan udbrede deres nye ideer til plejehjem i hele landet. Eller for den sags skyld i hele verden. Det er en tragedie.
(Bragt i Jyllands-Posten d. 28. september 2021)
