DE POLITISKE partier er i en stadig mere intens konkurrence om at love ting, de ikke kan levere. Det fører forståeligt nok til skuffelse på skuffelse hos vælgerne og en stadig større mistro til de etablerede partier og en stadig mere rastløs søgen efter nye friske ansigter, som dog også hurtigt viser sig ikke at kunne levere. Tænk på Obama, Macron, Thorning, Elbæk, Samuelsen.
NÆSTE SKUFFELSE står lige for døren. Dele af den er allerede blevet indfriet, så at sige. Den vindende koalition har i valgkampen udstedt helt urealistiske løfter. De klareste eksempler på dette vedrører klima og pension. På klimaområdet ser vi allerede i den såkaldte politiske forståelse mellem partierne en retræte væk fra nogle af de mest symbolpolitiske (og klimapolitisk ineffektive) forslag såsom et måltal for antallet af grønne biler i 2025 eller 2030.
På pensionsområdet har Socialdemokratiet helt opgivet deres forslag om tidlig pension til folk, der føler sig nedslidte, som en del af ’forståelsen’.
Kommentatorer mener, at de i løftebruddet på pensionsområdet kan se et radikalt fodaftryk. Hvis det er tilfældet, er det i virkeligheden en gave til Mette Frederiksen.
Hun kan nu skyde skylden på Morten Østergaard, mens sandheden er, at hendes forslag (ukonkret, som det var) ikke på noget tidspunkt har været realistisk. Hvis Socialdemokratiet forsøger at gennemføre det, vil det kuldsejle endnu hurtigere end Thornings og Corydons store fupnummer om de 12 minutter, vi alle skulle arbejde ekstra. Ja, det er grove løjer, vi er vidner til.
MEN DET BLIVER formentlig værre. Hvordan vil regeringen for eksempel leve op til sin målsætning om at mindske CO2-udledningen med 70 procent inden 2030?
Det fremgår ikke af forståelsen, men det står klart, at finansieringen ikke er på plads. De samfundsøkonomiske omkostninger ved 70-procents målet vurderes at være mindst 26 mia. kr. om året i 2030. Tallet bliver væsentlig større, hvis man ikke vælger de mest effektive virkemidler.
Omkostningerne for statskassen kan blive større eller mindre end det beløb, afhængig af hvordan man griber det an. Finansieringen til dette er ikke til stede, når det samtidig er målet at bruge hele det nuværende økonomiske råderum på at øge de offentlige udgifter.
Og så er der alle de andre løfter i regeringsgrundlaget såsom opgør med bureaukrati i den offentlige sektor. Samtlige regeringer siden 1980’erne har haft forskellige projekter, der skulle mindske bureaukratiet.
Ingen af dem er lykkedes. Måske sker det denne gang, men jeg holder ikke vejret. Det sandsynlige er endnu mere skuffelse over endnu en regering, der ikke holdt, hvad den lovede.
MANGE SER I DISSE år foruroligende tegn på en svækkelse af demokratiet. Blandt disse tegn er vigende tillid til politikerne og demokratiske institutioner, en stigende polarisering og forråelse af den offentlige debat og en voksende opbakning til partier og politikere, der udmærker sig ved enten ikke at have noget sammenhængende eller tilnærmelsesvis realistisk politisk program eller ved primært at slå sig op på at være imod noget, men ikke for noget.
I andre lande er tegnene stærkere end i Danmark – i hvert fald indtil videre, men også her er der grund til en vis bekymring.
En helt afgørende bagvedliggende årsag til denne udvikling er, at mange vælgere har udviklet urealistiske forventninger til, hvad demokratiet og politik kan udrette.
I DERES KONKURRENCE om vælgernes gunst lover politikerne ting, de ikke har nogen mulighed for at levere. Enten mangler finansieringen, eller også er der tale om løfter, der ligger uden for, hvad man som politiker realistisk kan opnå. Man kunne indvende, at der ikke er noget nyt under solen her.
DET HAR ALTID været en del af politik at love mere, end man kan holde. Men meget tyder på, at problemet er vokset og måske nu er ved at nå en kritisk masse.
Den del af borgernes liv, der gøres til genstand for politisk regulering, bliver stadig større. Lovmængden er blevet tredoblet siden 1989. I konkurrencen om vælgerne må partierne hævde, at de er i stand til via politik at gøre borgernes liv bedre på en lang række områder, hvor de reelt er magtesløse. Men at indrømme det bliver opfattet som manglende vilje eller manglende anerkendelse af problemernes eksistens.
Hvor denne onde spiral ender, kan ingen vide. Forhåbentlig bliver den på et tidspunkt brudt, så vi får en mere realistisk opfattelse af, hvad man kan opnå ved hjælp af politik.
