Ingen ønsker bureaukrati, men det vokser

Vi kommer kun overflødigt bureaukrati til livs ved at øge konkurrencen i velfærdssektoren. Vi skal give borgerne et frit valg imellem konkurrerende udbydere af velfærdsydelser.

HVAD HAR offentligt bureaukrati tilfælles med dårligt vejr? Alle taler om det, men ingen kan gøre noget ved det.

Bureaukratisering er ellers en fjende både af det liberale demokrati og sand socialisme. Derfor har det også altid været en vindersag, når skiftende regeringer gennem tiden med mellemrum har igangsat afbureaukratiseringsreformer, for eksempel Poul Schlüters ”Operation Regelstorm”, Poul Nyrups ”Kampen mod bøvlet” og Lars Løkkes ”Meld en regel”.

Hensigten har blandt andet været, at offentligt ansatte skulle bruge mere tid på omsorg og service, og ikke være hæmmet af stive regler og snærende systemer.

På trods af, at alle partier går ind for afbureakratisering og til trods for mange udvalg og kommissioner, så ser intet af det ud til at have ført til væsentlig regelforenkling.

Tværtimod ser det ud til, at problemet løbende er blevet værre. Hvordan kan det være? Og var det måske en idé at prøve noget helt nyt?

For at gøre noget ved problemet, må vi forstå, hvorfor denne tilsanding af den offentlige sektor finder sted.

Mange ser new public management som en af skurkene. New public managementer meget kort fortalt et sæt ledelsesredskaber, der blandt andet bygger på styring og evaluering. Men systemet blev faktisk indført i begyndelsen af 1990’erne for netop at afbureaukratisere. Fristyrelsesforsøg blev det kaldt, fordi det gik ud på at give institutionerne større frihed til selv at disponere.

Disse forsøg var succesfulde. Men da new public management blev udbredt til større dele af velfærdsstaten, gik det gradvist galt. Det, der i starten gav mere frihed til de enkelte institutioner, kom efterhånden til at virke modsat. Problemet var ikke new public management som sådan, men at noget i selve velfærdsstatens måde at fungere på fik omdannet new public management til et bureaukratisk monster.

Det er katastrofalt, for bureaukratiet medfører det kæmpe problem, at de såkaldte varme hænder såsom læger, sygeplejersker og pædagoger skal bruge mere tid på møder og papirarbejde og dermed har mindre tid til det egentlige: at gøre de syge raske og at passe børn.Man siger, at definitionen på vanvid er at gentage den samme handling igen og igen og forvente et nyt resultat. Det er på tide at prøve noget nyt. Vi må se på, hvad det er i indretningen af den offentlige sektor, der fører til bureaukratisk tilsanding.

Sandheden er, at den offentlige velfærdssektor er organiseret på en måde, som fremmer bureaukrati. Det helt centrale problem er fraværet af konkurrence. Alle organisationer må slås imod bureaukrati – også private virksomheder.

Men i private virksomheder er der stærkere mekanismer end i offentlige monopoler, som trækker i den modsatte retning: Konkurrencen skaber et pres på både ledelse og medarbejdere for at undgå unødigt bureaukrati, som gør produkterne dyrere uden at gøre dem bedre, for så skifter kunderne til konkurrenterne. Denne markedsmekanisme fungerer ikke perfekt, men den holder tilsandingen i den private sektor nede på et tåleligt niveau.

I den offentlige velfærdssektor er den mekanisme langt svagere. I dag er det for eksempel kun omkring en fjerdedel af de opgaver, der ville egne sig til at blive udsat for konkurrence, som rent faktisk bliver det. Derfor ser vi et gradvist voksende bureaukrati, selvom alle er imod det, og selvom der bliver sat det ene initiativ til afbureaukratisering i gang efter det andet.

Vi kommer altså kun overflødigt bureaukrati til livs ved at øge konkurrencen i velfærdssektoren. Vi skal give borgerne et frit valg imellem konkurrerende udbydere af velfærdsydelser.

Debatindlæg udgivet i Kristeligt Dagblad d. 26/08/2019