Danskerne har udvist en imponerende og prisværdig grad af ansvarlighed og samfundssind siden det blev klart, at Corona-epidemien var kommet til Danmark. Vi har stået sammen ved at holde afstand. Og det har formentlig spillet en langt mere afgørende rolle for, at smittespredningen er kommet under kontrol, end Folketingets nedlukning af Danmark. Mere om det nedenfor.
Denne indsigt er ekstremt vigtig. Den indebærer, at regeringen, Folketinget, virksomheder, civilsamfund og ja, os alle sammen – du og jeg – bør tænke over, hvordan vi bedst bevarer gejsten og motivationen. For vi kan forvente, at der vil være behov for, at vi fastholder vores ændrede adfærd i mange måneder, nemlig indtil vi enten har en vaccine eller epidemien er overstået, fordi nok er blevet immune. Hvor lang tid, vil det tage? Det ved vi ikke, men formentlig mindst et halvt til et helt år.
Jeg vil i denne blog vise en vej til, hvordan vi kan fastholde danskernes motivation og selvdisciplin.
Et er at bede danskerne om at lægge deres liv fundamentalt om i nogle få uger. Noget andet er at forvente, at de vil fortsætte med det i et år. Allerede nu hører vi historier om, at nogle begynder at slække på selvdisciplinen. Det skyldes nok i høj grad to ting. For det første stiger de personlige omkostninger ved social afstand med tiden. Man savner sit gamle liv og samværet med venner og familie mere og mere. For det andet er det fristende at agere ”free rider” – at slække på sin egen adfærd. Hvis andre ikke slækker på deres, sker der ikke noget ved dét. Og hvis andre også slækker på deres adfærd, gør det ingen forskel, om man selv er standhaftig eller ej. Så risikoen ved at snyde er lille.
Mølbaks og Frederiksens strategi er næppe langtidsholdbar
Men derudover står det nu klart, at regeringen og myndighederne mener, at selve det at åbne samfundet, vil slække på danskernes motivation og selvdisciplin. Den centrale begrundelse for fastholdelse af en ret stram nedlukning på trods af flere ekspertrapporter, som viser, at der er grundlag for en meget omfattende åbning af samfundet, er frygten for ”psykologiske effekter” af åbningen. Frygten går ud på, der at disse psykologiske effekter kan få danskerne til at slække på deres smittebegrænsende adfærd. Mere om dette ræsonement nedenfor
Der er mindst tre problemer med denne måde at tænke på:
- Nedlukning er en ekstremt omkostningskrævende måde at sende et signal til danskerne på. Omkostningerne er både menneskelige, sociale og økonomiske.
- På grund af disse høje omkostninger, kan nedlukning næppe fastholdes i de 6 til 12 måneder, som det mindst vil være nødvendigt for at bekæmpe epidemien.
- Selv hvis nedlukning kan fastholdes, er der stor risiko for, at den som følge af de høje omkostninger i længden vil have den modsatte effekt på danskerne og underminere deres velvilje.
Derfor er Kåre Mølbaks og Mette Frederiksens strategi næppe langtidsholdbar. Der er brug for at udvikle alternative måder, hvorpå vi kan fastholde danskernes ansvarlighed og samfundssind. Her er nogle forslag.
Vejen frem er kort fortalt at involvere danskerne meget mere i smittebekæmpelsen, end man hidtil har gjort. Indtil nu har Mette Frederiksen mere talt til danskerne end med dem. Tiltag er kommet via hastlovgivning og ovenfra og ned. Firkantet nedlukning. Forbud og påbud. Danskerne er alene blevet involveret ved regeringens formaninger og appeller til ansvarlig adfærd.
Det går måske på kort sigt, men ikke i længden. Det er i strid med vores grundlæggende normer og værdier. Danmark er et samfund, som bygger på ideen om tillid. Det er via overdragelsen af ansvar til borgerne, at vi forventer, at ansvarlighed vokser frem. Nedefra og op, ikke ovenfra og ned. Sådan er andelsbevægelsen, fagbevægelsen, foreningslivet og det private erhvervsliv opstået.
Det er også sådan, en langsigtet bæredygtig Corona-strategi må tænkes, så den er i pagt med den danske folkesjæl og dermed kan overleve det lange, seje træk, som desværre ser ud til at være nødvendigt.
Her er en række forslag til, hvordan man kan involvere danskerne mere i Corona-bekæmpelsen og dermed give dem et ansvar, der fører til ansvarlighed.
Forslag 1:
Lad danskerne følge med i, hvor ansvarligt vi alle sammen og hver især opfører os
Lav et udbud på, hvem der hurtigst og billigst kan udvikle en app, som danskerne frivilligt kan tilmelde sig. App’en sporer anonymt via vores smartphones gps-placering (eller hvis det ikke er muligt, ved at spore nærhed til andre via bluetooth), hvor meget danskerne er i tæt kontakt med hinanden i situationer, der kunne indebære risiko for smitte.
Det er min forventning, at millioner af danskere vil tilslutte sig app’en, hvis de bliver opfordret til det. En handling, som i sig selv giver ejerskab til smittebekæmpelsen.
Der udvikles et samlet indeks for den sociale kontakt, som følges dag for dag og lægges ud i realtid på en hjemmeside, så alle danskere kan følge tallet. Tallet udvikles også for mindre geografiske enheder, så man kan se, hvordan det går i ens egen by – dog ikke så fintmasket, at enkeltpersoners adfærd kan blive identificeret.
Dermed kan alle følge med i, om vi fortsat udviser tilstrækkelig social distance. Denne feedback kan bidrage til at give danskerne medejerskab og motivation.
Brugere af app’en kan frivilligt vælge at modtage private beskeder om ens egen adfærd, herunder advarsler om, at man selv ser ud til at udvise en for risikobetonet adfærd. Hvis folk ønsker det, kan de lægge dagens resultat for deres egen adfærd ud på sociale medier.
Der er naturligvis vigtige spørgsmål om beskyttelse af privatlivet, som skal adresseres. De eneste tal, der skal være offentlig adgang til, skal være de aggregerede tal, som ikke rummer oplysninger om enkeltpersoner. Ingen andre end personen selv skal have adgang til personfølsomme oplysninger. Man skal til enhver tid kunne fravælge app’en.
Forslag 2:
Stil tests til rådighed for befolkningen
Lav et udbud til private virksomheder på udvikling af en testkapacitet, så hver dansker mindst en gang om måneden kan få udført en Corona-test. Som udgangspunkt for egen regning – eventuelt med et tilskud. I øjeblikket forsinkes godkendelsen af tests af langsommelige procedurer. De skal gøres mere smidige. Udbuddet bør også gælde virksomheder i udlandet.
Muligheden for at teste sig selv, gør at danskernes handlingsrum for ansvarlig adfærd udvides. Man kan tage en test kort før man besøger sårbare pårørende, og derved vil risikoen for at smitte være reduceret til tæt ved nul (den er ikke helt nul, fordi der altid vil være en lille mængde falske negative tests).
Endvidere vil folk, der tester positivt, kunne isolere sig selv og dermed også undgå at smitte familien.
Forslag 3:
Få udviklet pålidelige tests for antistoffer
Udlov – eventuelt sammen med andre europæiske lande – en præmie til den virksomhed, som først får udviklet en pålidelig test for antistoffer og sæt den derefter i masseproduktion.
Borgere kan få konstateret om de er immune. Immune borgere kan færdes langt mere frit i samfundet til fordel for dem selv og andre. For eksempel kan immunt plejepersonale pleje og behandle de mest sårbare patienter og borgere, og et immunt familiemedlem kan besøge sårbare pårørende, mens den øvrige familie holder afstand.
Forslag 4:
Støt befolkningens brug af masker
Myndighedernes modvilje mod befolkningens brug af masker kan undre. Det ville være oplagt at tage en maske på i offentlig transport eller ved indkøb. Det involverer borgerne, og dem med maske sender et signal til alle andre om, at de tager bekæmpelsen af smittespredningen seriøst. Selv hvis der ikke skulle være andre effekter (og det kan der meget vel være), er det i sig selv en gavnlig virkning.
Lav et udbud til private virksomheder om at producere de lufttætte masker, som sygehuspersonale benytter for ikke at smitte eller blive smittet. Der er ledig produktionskapacitet i erhvervslivet netop nu. Udbuddet bør også gælde virksomheder i udlandet.
Maskerne bør sælges via passende salgskanaler såsom supermarkeder til markedspris.
Forsalg 5:
Involver det private erhvervsliv i at udvikle ansvarlige modeller for åbning
Regeringen har indtil nu anvendt en planøkonomisk tilgang til åbning af erhvervslivet, hvor man vurderer, om åbning er muligt sektor for sektor.
En involverende og ansvarliggørende model ville indebære, at man ikke enten åbner alle eller ingen cafeer, men i stedet gav mulighed for, at cafeer åbner under ansvar. En model for dette kunne være, at caféer og restauranter kan åbne, hvis de udarbejder en plan for, hvordan de kan tage imod gæster på en ansvarlig måde.
Planen skal lægges ud på caféens eller restaurantens hjemmeside og dermed i første omgang godkendes af kunderne, snarere end myndighederne. I stedet for dyr og besværlig statslig godkendelse, som vil tage lang tid, hvis alle skal igennem den, tager man udgangspunkt i, at kunderne ikke ønsker at udsætte sig selv for unødig smittefare og derfor vil fravælge steder, der ikke ser ud til at have en god plan eller, hvor stedets indretning bare ikke er ideelt i den nuværende situation.
Efter åbning kan myndighederne kontrollere, om forholdene er forsvarlige. Man kunne sætte arbejdstilsynet og lignende myndigheder til opgaven og lade de normale opgaver ligge for en tid.
Man kunne også forestille sig, at man brugte ovennævnte app til at lokalisere hotspots, hvor der ser ud til at være for tæt kontakt mellem mennesker.
Det samme princip kunne anvendes for storcentre og formentlig andre aktører.
Vigtigheden af befolkningens engagement
Længe inden nedlukningen og Mette Frederiksens første pressekonference begyndte danskerne at praktisere social afstand. Det ses blandt andet af en analyse (tidligere omtalt her) af borgernes adfærd i forskellige lande til at søge efter restauranter på Google. Søgeintensiteten begyndte at falde næsten en måned før nedlukningen. Det er en indikation for en generel ændring af adfærd for at undgå smittespredning.
Det er formentlig denne rettidige omhu blandt danskerne, som gjorde, at vi ikke fik den forventede eksponentielle stigning i antallet af indlagte i den første tid efter nedlukningen. Nedlukningen ville først kunne ses på antallet af nye indlæggelser efter flere uger, da der går tid fra en person er blevet smittet, til vedkommende bliver syg og indlagt. Derfor burde der i de første par uger efter nedlukningen havde været eksponentiel stigning i antallet af nye indlæggelser. Det så vi imidlertid ikke, og det antyder, at noget andet end nedlukningen den 11. marts havde nedbragt smittetrykket flere uger inden, den blev iværksat. En mulig forklaring kunne være, at danskerne allerede i ugerne inden nedlukningen havde ændret deres adfærd så meget, at smittespredningen var blevet reduceret til ikke ret meget over 1.
Sundhedsstyrelsen modelberegninger underbygger det indtryk, at danskernes adfærd betyder mere end graden af nedlukning. Ekspertrapporten fra 6. april viste estimater for udviklingen i antallet af borgere, der vil have behov for intensiv behandling i tre scenarier med forskellige grader af åbning – lille, mellem og stor, se figuren:
Der var faktisk ikke den helt store forskel på, effekten på antallet af indlæggelser: I det lille scenarie ville antallet af indlæggelser på intensivafdelingen med 90-95 procent sandsynlighed toppe ved højest 700 (og mest sandsynligt ca. 300), i det mellemste scenarier ved højest 900 (og mest sandsynligt ved godt 300) og ved det store ved højest 1.000 (og mest sandsynligt godt 400). Faktisk ville selv det store scenarie dermed med 90-95 procents sandsynlighed – ifølge Regeringens eget beslutningsgrundlag – kunne gennemføres uden, at sundhedssystemet blev overvældet.
Regeringens og myndighederens manglende tillid til danskerne
Årsagen til at regeringen valgte det mindste scenarie – endda i en endnu strammere udgave – var formentlig figuren i nederste højre hjørne, der hedder ”Lille uden social afstand”. Det viser nemlig, at det er adfærd, der er den helt afgørende faktor. Hvis danskerne slækker på den sociale afstand, så vil sygehusvæsenet blive overvældet selv med den mindste åbning. Og ikke bare overvældet men katastrofalt overvældet.
Regeringen turde altså ikke stole på, at danskerne ville fastholde deres ansvarlige adfærd med håndvask, afspritning og 2 meters afstand og fastholdt broderparten af jerngrebet om samfundet.
Dette gentog sig natten til fredag den 17. april, da Folketingets partier blev enige om en yderligere åbning. En ny ekspertrapport viste et endnu større potentiale for at sætte danskerne fri igen. Sundhedssystemet var ikke truet af at blive overvældet i nogen af scenarierne fra Statens Serum Institut. Man kunne således ud over de liberale erhverv som tandlæger, frisører og fysioterapeuter åbne højskoler, efterskoler, foreningsliv og mange andre dele af de dele af samfundet.
Men analysen sendt til partilederne blev ledsaget af et brev fra Seruminstituttets faglige direktør, Kåre Mølbak, som reelt og ganske bizart undsagde sin egen ekspertrapport. Mølbak advarede i kraftige vendinger imod ”de psykologiske effekter i form af mulig overoptimisme”. Med andre ord: Hvis man åbner, sender det et signal til danskerne, om at de nu kan tillade sig at være mindre forsigtige. Og så går det galt.
Det er vigtigt at slå fast, at modellerne selvfølgelig tager højde for, at hvis for eksempel tandlæger bliver åbnet, så vil danskerne begynde at gå til tandlæge igen, hvilket isoleret set vil øge kontakten og dermed smittetrykket. Denne ændring i adfærd, viser modellerne, vil imidlertid ikke føre til at smittespredningen løber amok, så længe danskerne generelt fastholder selvdisciplinen med at holde afstand, vaske hænder, hoste i ærmet osv.
Det sidste stoler Mølbak og Mette Frederiksen imidlertid ikke på, at danskerne vil gøre. De tror på ”psykologiske effekter” af åbningen, som vil få danskerne til at slække på deres generelle adfærd. Og det er de afgørende. Ikke i sig selv, hvor meget, der åbnes for nedlukningen.
Formålet med nedlukningen er altså ikke alene – og ikke engang primært, hvis man skal tro modellerne – at mindske kontakten mellem danskerne. Formålet er psykologisk. Det skal sende et signal til danskerne, som skal få dem til at fastholde deres forsigtighed.
Et af perspektiverne i en alternativ langsigtet tilgang, som i højere grad involverer borgerne er dermed, at det kan føre til bedre Corona-bekæmpelse uden nedlukning eller i hvert fald med et meget mere åbent samfund.
Afrunding: En ufærdig skitse – hjælp mig med at forbedre den
Jeg har ovenfor beskrevet, hvorfor Kåre Mølbaks og Mette Frederiksens strategi næppe er langtidsholdbar. Der er brug for at udvikle alternative måder, hvorpå vi kan fastholde danskernes ansvarlighed og samfundssind i stil med dem, jeg har skitseret her. Der er tale om en ufærdig skitse, som uden tvivl kan forbedres og udvides med andre tiltag, som jeg ikke har tænkt på. Jeg modtager meget gerne ideer, forslag og bemærkninger i kommentarsporet nedenfor. Tak fordi du læste med.
