Ja, lad os spare tre milliarder kroner på jobcentrene, vi ved jo ikke, om de virker

I Berlingske 18. august rejser en række organisationer kritik af Venstres forslag om at beskære jobcentrene. Det er en skepsis, der undrer mig. Der er meget lidt evidens for, at den aktive arbejdsmarkedspolitik har positive effekter.

Der er cirka 12.000 fuldtidsansatte på de kommunale jobcentre. Ledigheden er de senere år faldet betydeligt, men det ser ikke ud til at have påvirket antallet af ansatte på jobcentrene. Det er bare en af de klare indikationer på, at man kan og bør slanke jobcentrene.

Danmark er det land i verden, som bruger flest penge på aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Finansministeriet har tidligere opgjort, at vi bruger tre gange mere end gennemsnittet i OECD.

Man kunne forsvare de høje udgifter på 13 milliarder kroner, hvis den aktive arbejdsmarkedspolitik havde positive effekter på beskæftigelsen. Det er der dog ikke meget, der tyder på. En undersøgelse fra Rockwool Fonden i 2020 har vist, at det ikke havde nogen effekt på kontanthjælpsmodtagernes beskæftigelse, at kommunerne skar ned på aktiveringsindsatsen.

Rockwool Fonden konkluderer endvidere, at resultaterne peger på, at et højt aktiveringsomfang ikke i sig selv er afgørende for andelen, der forlader kontanthjælp. Dette resultat er ifølge Rockwool Fonden i overensstemmelse med nyere litteraturstudier på området.

Det harmonerer med resultaterne af tidligere undersøgelser. De økonomiske vismænd undersøgte i 2007 området og vurderede, at den samlede aktiveringspolitik gav et samfundsøkonomisk tab på tre milliarder kroner og havde en negativ effekt på beskæftigelsen. Altså det modsatte af formålet. Siden 2007 er udgifterne vokset betydeligt.

Finansministeriet har i 2018 analyseret fire ordninger, som er del af den aktive arbejdsmarkedspolitik. De fandt, at ordningerne »jobrotation« og »seks ugers jobrettet uddannelse« begge giver et negativt samfundsøkonomisk afkast. Det er kun løntilskud, der i analysen giver et samfundsøkonomisk overskud, mens »Mentor-ordningen« går i nul samfundsøkonomisk (dvs. ikke en gevinst).

De fire ordninger, som Finansministeriet har undersøgt virkningen af, udgør kun 1,2 milliarder kroner af de samlede udgifter på 13 milliarder kroner. De har ikke undersøgt, om de resterende udgifter har gavnlige effekter. Altså kender Finansministeriet ikke effekten af ni ud af ti kroner, der anvendes på området.
Tilsvarende blev Beskæftigelsesministeriet i 2016 spurgt om, hvor mange job, der blev formidlet af de 9.000 medarbejdere på jobcentrene på daværende tidspunkt. Svaret fra ministeriet var, at de ikke opgør det.

Så det er en god idé at spare tre milliarder kroner på jobcentrene. Og naturligvis er de tre milliarder kroner ikke et fata morgana: Hvis man vedtager, at bevillingen nedsættes med tre milliarder kroner, så sparer man naturligvis tre milliarder kroner på det forslag. Så derfor ser jeg ikke nogen risiko for, at pengene mangler. På samme vis kom en del af finansieringen af Arne-pensionen fra en besparelse på jobcentrene på en milliard kroner. En besparelse, der efterfølgende er blevet indfriet.

Bragt i Berlingske d. 22. august 2022.