Ja, liberalismen i Danmark gisper efter vejret i dag. Men den skal nok komme stærkt igen

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Liberalismen har trange kår i øjeblikket. Blandt årsagerne er et Dansk Folkeparti uden kompromisvilje, fraværet af akutte økonomiske balanceproblemer og opfattelsen af klima og indvandring som eksistentielle trusler. Men der bliver igen brug for liberale svar. 

Anders Samuelsen hævdede i Debatten på DR2 den 9. maj, at liberalismen i Danmark ”ligger og gisper i hjørnet”. Det er nok – desværre – ikke helt forkert. Det har en række årsager, hvoraf jeg her vil skitsere tre af de vigtigste, set fra min stol.

Det parlamentariske: Dansk Folkeparti har spændt ben for det borgerlige Danmarks funktionsduelighed
I sin tid som formand for partiet, forstod Pia Kjærsgaard, at DF i sin essens er et borgerligt parti. Og hun forstod, at det indebærer, at man som støtteparti til en borgerlig regering skal træde til og i et rimeligt omfang hjælpe regeringen med at gennemføre sin politik. Det var faktisk en væsentlig grund til dannelsen af DF, at man så Fremskridtspartiet, hvis økonomiske politik man i store træk var enig med, som alt for kompromisløst. DF’s kompromisvilje så vi for eksempel i forbindelse med tilbagetrækningsreformen i 2011, som modigt og ansvarligt blev båret igennem med Dansk Folkepartis stemmer.

Thulesen Dahl overtog formandsposten i 2012. Med tiden lagde han en anden kurs, hvilket den store valgsejr ved folketingsvalget i 2015 formentlig var med til at fremme. DF blev det største parti i blå blok. Men det betød ikke, at de gik i regering med Venstre. Partiet støttede dannelsen af Løkkes regeringer og dermed implicit regeringsgrundlaget, men det viste sig nærmest notorisk uvillig til at hjælpe regeringen med at gennemføre sin politik. I mange situationer har partiets ordførere endda været forhandlingsvillige, men aftaler er blevet stoppet af Thulesen Dahl selv.

Et støtteparti kan aldrig skrive blankt under på alt, hvad regeringen lægger frem. Men hvis det største borgerlige parti i Danmark ikke vil acceptere borgerlig politik, kan det borgerlige samarbejde på Christiansborg ikke fungere – og det er, hvad vi har bevidnet de seneste år.

De borgerlige står i en anden situation end Socialdemokraterne, hvis støttepartier er mere røde end dem selv. S kan samarbejde med de borgerlige, hvis et muligt samarbejde med støttepartierne på venstrefløjen bliver for rødt. VLAK har derimod stået med et støtteparti, som reelt ikke ville føre blå politik. Men VLAK kan ikke gå til Socialdemokraterne for at gøre politikken mere blå. Derfor har DF magten til at få det borgerlige samarbejde til at bryde sammen. Denne magt ønskede Thulesen Dahl at bruge i modsætning til Kjærsgaard.

DF står ikke alene med ansvaret for denne udvikling. Ikke mindst Liberal Alliance har opført sig uklogt – både langsigtet strategisk og taktisk i det daglige. Men Anders Samuelsens rolle i fortællingen om sammenbruddet – hans famøse ultimative krav om topskattelettelser – udgør en birolle i forhold til Thulesen Dahls hovedrolle.

Hele det borgerlige Danmark lider lige nu under det sammenbrud, som DF har fremkaldt. Men DF selv lider allermest. Da partiet gik med i diverse forlig under Kjærsgaard, blev det belønnet af vælgerne. I dets nye rolle som kæp i hjulet på den borgerlige politik bliver partiet straffet. Forhåbentlig drager DF en lære af dette. Partiet har brug for at genfinde en borgerlig identitet. I dag er det reelt et enkeltsagsparti i stil med hedengangne Centrum-Demokraterne. Hvor CD havde fokus på bil- og boligejere, er DF et parti for de ældre og de islam-bekymrede. Når andre overtager de dagsordner, har DF ikke meget andet at byde på.

Det økonomiske: Liberal politik nyder mest fremme, når der er uløste økonomiske problemer
Det er et mindretal af befolkningen i Danmark, der ser sig selv som ideologisk liberale. Oveni det trækker økonomisk egeninteresse heller ikke i liberal retning, da det stort flertal på 63 procent af vælgerne enten har en overførselsindkomst som sin primære indtægtskilde eller er offentligt ansat.

Set i det perspektiv er det overraskende, at der i de sidste fire årtier er blevet gennemført en lang række reformer, som har gjort Danmark mere økonomisk liberalt. Det skyldes nok hovedsageligt, at en liberal økonomisk politik er den eneste vej frem, når man skal løse alvorlige problemer. Derfor har også socialdemokraterne Nyrup og Thorning i deres regeringstid gennemført reformer, der har trukket i liberal retning.

Det er godt, at det er gået sådan. Men prisen har været, at de blå partier har været for dårlige til at sælge liberal økonomisk politik som andet end oprydning og genopretning, ikke som en positiv og fremadskuende vision. En lignende kritik kan måske rettes imod mig og CEPOS.

I disse år er den generelle opfattelse, at vi står uden væsentlige økonomiske problemer. Derfor har liberal politik det svært netop nu. Det er korrekt, at de store ubalancer er fjernet: Problemet med betalingsbalancen er for længst forsvundet, ledigheden er lav og de offentlige finanser er holdbare. Det skyldes de liberale reformer, der er gennemført siden Schlüter.

Men der lurer oversete problemer under overfladen. Væksten i dansk økonomi har siden finanskrisen ligger langt under de historiske vækstrater. Lav vækst er ikke på samme måde som store underskud på statsfinanserne et akut problem. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før dette problem går op for både politikere og befolkning. Når det sker, vil liberale løsninger igen nyde fremme.

Det andet problem er indretningen af den offentlige sektor, herunder ikke mindst fraværet af velfungerende konkurrence og frit valg imellem forskellige udbydere. Vi ser en gradvis tilsanding af velfærdssektoren. Lægerne bruger for eksempel stadig mindre tid på patienter og pædagoger stadig mindre tid på børnene. Det er konsekvenser af en planøkonomisk velfærdsstat, hvor den politiske detailregulering bliver stadig mere omfattende og bureaukratiet stadig mere kvælende. Løsningen er et system, der i højere grad bygger på at give de enkelte institutioner frihed under ansvar i indbyrdes konkurrence.

På langt sigt er der ingen vej udenom liberale reformer af velfærdsstaten, men det er uvist, hvornår denne erkendelse indfinder sig i brede kredse.

Det politiske: Indvandring og klima ses som eksistentielle trusler
Den liberale dagsorden er svækket af, at nogle borgerlige, der tidligere var optaget af traditionelle liberale mærkesager, i de senere år har flyttet deres politiske fokus til indvandring fra især muslimske lande, hvilket de ser som en eksistentiel trussel imod dansk kultur. Blandt debattører kan for eksempel nævnes Mikael Jalving og Eva Selsing. Tilsvarende ser mange især venstreorienterede vælgere i dag klimaforandringer som en eksistentiel trussel.

Og eksistentielle trusler kalder på illiberale løsninger. Hvis det handler om overlevelse, som mange fejlagtigt tror om både indvandring og klima, må man tilsidesætte andre hensyn såsom individuelle frihedsrettigheder og økonomisk rationalitet.

Den liberale dagsorden vil derfor få det bedre, når proportionerne bliver sat på plads. Klimaforandringer og integration rummer bestemt problemer, men de både kan og bør håndteres uden at gå på kompromis med liberale principper.

De borgerlige partier har imidlertid ikke formået at udvikle en borgerlig klimapolitik. Det gælder især Venstre og Konservative, som peger på planøkonomiske tiltag, der giver alt for små klimaforbedringer for pengene til, at de kan vise en realistisk vej til at bringe CO2-udledningen til ophør – både i Danmark og i særdeleshed globalt.

En liberal indvandringspolitik bør sikre, at indvandrere er selvforsørgende og velintegrerede, og den skal beskytte vores samfundsorden uden at gå på kompromis med det centrale element af selvsamme orden, som er respekten for det enkelte individ og dets frihedsrettigheder.

Analysen er på kort sigt noget dyster set fra et liberalt perspektiv, men omvendt er der gode muligheder for at styrke den liberale dagsorden. Blandt andet ved at udvikle ny liberal politik, der fremmer vækst og integration samt sikrer mere velfærd og mere klima for pengene. De borgerligt-liberale partier skal bare komme i gang. 

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk