Briterne har forladt EU. Politikere i både Bruxelles og medlemslandene er på jagt efter at give unionen en mission, som er mere ”folkelig”, og som kan få rygstød fra populistiske strømninger i stedet for at blive offer for dem. Men det risikerer at bringe EU fra asken til ilden. Der er tværtimod grund til at forstærke indsatsen på EU’s naturlige kerneområder – frem for alt Det indre Marked. Et kedeligt, velfungerende EU er i længden meget mere levedygtigt end et hasarderet politisk projekt.
EU’s naturlige opgaver er dem, som passer til jurisdiktionens størrelse. Ligesom opgaver som gadebelysning bedst håndteres af lokale myndigheder, varetages ting som handelspolitik og grænseoverskridende miljøproblemer bedst på europæisk niveau. Interessant nok viser Kommissionens meningsmåling, at danske vælgere rent faktisk prioriterer netop den slags opgaver højt. Klimapolitik er i toppen. Til trods for dette fører de fleste partier i Danmark en klimapolitik med fokus næsten udelukkende på danske virkemidler.
Til gengæld er der ringe grundlag for at lade EU spille en rolle på områder som beskatning, sociale opgaver eller arbejdsmarkedspolitik, hvor visse danske politikere – såvel som EU-Kommissionen – forsøger at give EU en rolle. Danskerne har traditionelt stemt for udvidelser af EU-samarbejdet, når det fremmer økonomisk vækst, men imod politisk motiverede udvidelser. Vælgerne stemte som bekendt for Det indre Marked i 1986, efter at et flertal i Folketinget havde sagt nej.
Hvis noget har ændret sig siden, er det EU-holdningen på de politiske fløje. Oprindelig var EU-modstanden størst, jo længere til venstre man kom. I dag er det snarere omvendt. Nye Borgerlige anbefaler som det eneste parti en udmeldelse. Derfor er det en alvorlig misforståelse, at mere fokus på venstrefløjpolitik på bl.a. skatte- og arbejdsmarkedsområdet vil øge opbakningen.
Det er også en udbredt misforståelse, at de populistiske strømninger i Europa kalder på mere omfordeling og protektionisme. Et studie af lektor Andreas Bergh og post-doc Anders Gustafsson fra hhv. Lunds Universitet og Örebro Universitet, viser, at tilslutningen til populistiske partier ikke kan forklares med hverken stigende globalisering, stigende økonomisk ulighed eller lav økonomisk vækst. Derimod er selve EU-medlemskabet den vigtigste forklarende faktor bag populisme i analysen. Det tyder på, at politisk centralisering i EU er en drivkraft, det er vigtigt at være opmærksom på.
Briternes farvel kan vise sig at blive en hasarderet beslutning. Men det samme kan forsøgene på at finde en ny ”folkelig” EU-dagsorden – navnlig hvis den undergraver de reelle fordele ved EU.
