Berlingske har bedt to økonomer fra hver deres politiske tænketank granske SVM-regeringens økonomiske politik. Mads Lundby Hansen, cheføkonom og vicedirektør i CEPOS, giver her sin vurdering.
Mine forhåbninger til SVM-regeringsgrundlaget var ret store. Både Jakob Ellemann og Lars Løkke signalerede gennem nogle uger, at noget stort var på vej, blandt andet på skatteområdet.
Men det er ikke stort og ambitiøst. Noget er decideret skadeligt for Danmark, andre elementer er positive, men kun små skridt i den rigtige retning.
Det er skadelig symbolpolitik at indføre en top-topskat på fem procent for indkomster over 2,5 millioner kroner. Top-topskatten vil stort set ikke give noget provenu, men straffer dem, der er succesfulde og skaber stor værdi med en marginalskat på 60,5 procent. Det vil få nogle af de mest produktive danskere til at forlade landet, og gøre det vanskeligere at tiltrække produktive udlændinge.
Top-topskatten er et brud på den tendens, der har været i skattereformerne under Schlüter, Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning, hvor man enten har reduceret den øverste marginalskat eller holdt den konstant. I 1986 udgjorde den øverste marginalskat 72 procent, og den er gradvist blevet sænket til 56 procent. Nu skal den altså op igen til 60,5 procent. Og dette er»blåstemplet«af Ellemann og Løkke. En ren rød rengøring havde formentlig ikke kunne gennemføre millionærskatten. Modstanden ville være for stor. Men når Venstre blåstempler, bliver det muligt.
Reduktion af topskatten fra 15 til 7,5 procent for indkomster op 750.000 kroner er et godt skridt i den rigtige retning og vil gavne incitamentet til at arbejde ekstra via overarbejde, bijob mv. Men den samlede topskattepakke er skuffende blandt andet som følge af top-topskatten. Skattelettelsen udgør 0,7 milliarder kroner, hvilket er meget lidt. Til sammenligning ville en forhøjelse af topskattegrænsen med 100.000 kroner indebære en lettelse på 2,5 milliarder kroner.
Samlet er der tale om en beskeden skattereform, der ifølge vores beregninger øger arbejdsudbuddet med cirka 4.000 personer. Det er alt for lidt og i småtingsafdelingen.
I regeringsgrundlaget nævnes skattestoppet. Men det er ikke et rigtigt skattestop. Det er en ladeport for skatteforhøjelser. Og har intet at gøre med Foghs skattestop. Det bedste eksempel er den nye top-topskat samt flyskatten. Skattestoppet skulle være en garanti for borgeren, så han eller hun ikke oplever højere skat.
På erhvervsområdet kan man hæve skatterne ubegrænset uden at lette erhvervsskatterne tilsvarende. Provenuet kan føres tilbage til erhvervslivet via højere offentlige udgifter (gennem for eksempel tilskud og subsidier).
Foghs skattestop forbød skattestigninger, medmindre de var tvingende nødvendige. Det nye skattestop giver fri adgang til at hæve skatterne, så længe andre skatter sænkes tilsvarende. Det giver altså ikke nogen sikkerhed for, at for eksempel boligejere ikke får højere skatter.
På positivsiden er tre milliarder kroner i besparelser på jobcentrene, kortere studietid på universiteterne, reform af seniorpension, afskaffelse af SU-fjumreår og trods alt nogle skattelettelser. Men samlet set legitimerer ovenstående i mine øjne ikke regeringsdeltagelse. Det er tiltag, man formentlig kunne have fået igennem i opposition, særligt set i lyset af at Mette Frederiksen gerne vil lave reformer over midten.
Bragt i Berlingske den 16/12/2022
