Jeg er helt enig med Mette Frederiksen om børnefattigdom

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Det er sjældent, at jeg roser Mette Frederiksen. Men alt, hvad statsminister Mette Frederiksen har sagt om børnefattigdom, er jeg enig i. Jeg tænker på det, som statsministeren sagde omkring midnat efter en lang debat i folketingssalen i efteråret.

Debatten om børnefattigdom blev øjensynlig for meget for statsministeren (og jeg kan godt forstå det): Hun gik på talerstolen, hvor hun tog kraftig afstand fra den skingre debat, der har været om »børnefattigdom«. Her tænkes på debatten om 65.000 fattige børn og om, at en familie med to børn kaldes fattig, hvis den har under 250.000 kr. årligt efter skat.

Statsministeren sagde: »Jeg vil gerne i dag anholde det, som flere bruger som et argument, nemlig den såkaldte fattigdomsgrænse fra AE. Der er ikke nogen, der har besluttet den fattigdomsgrænse, men den bliver brugt som sådan et sandhedsvidne i debatten. Og det vil jeg gerne sætte spørgmålstegn ved,« sagde Mette Frederiksen og opsummerede, hvordan hun ser brugen af de 250.000 kroner og AE-rådets tal:» Jeg mener, at de, der bruger tallene som en indikator på fattigdom, gør skade på diskussionen.«

Den skingre debat tog fat, da Danmarks Statistik i 2018 fik sin egen definition af fattigdom. Ifølge denne definition er man nu pludselig fattig, blot man i et enkelt år har en disponibel indkomst på mindre end halvdelen af medianindkomsten. Det indebærer, at en familie med to børn er fattig, hvis den i blot et år har under 250.000 kr. årligt efter skat. Ud fra dette kriterium var der ca. 65.000 fattige børn i Danmark i 2017.

Dette absurd høje tal har givet en skinger fattigdomsdebat gennem flere år med AE-rådet i spidsen. I 2018 udgør tallet for fattige børn ud fra denne definition 61.000.

Det høje tal for antal børnefattige forudsætter som sagt, at man er fattig, hvis man har lav indkomst i blot ét år. Der er imidlertid (og heldigvis) en stor udskiftning i gruppen af børn, der lever et år med relativ lav indkomst. Cirka halvdelen er ude igen efter et år, fordi forældrene får højere indkomst (f.eks. fordi de kommer i job). Af den grund definerede den tidligere Thorning-regering fattigdom ud fra et kriterium om, at personer skal have lav indkomst tre år i træk, for at de kan betegnes som relativt fattige. Pointen er, at et enkelt år med lav indkomst ikke er et problem. For at lav indkomst udgør et reelt problem, skal det vare nogle år.

S har fornuftigt nok forud for valget tilkendegivet, at deres nye fattigdomsgrænse skal tage udgangspunkt i en tre-årsgrænse. CEPOS har ud fra dette kriterium beregnet, at cirka 15.000 børn lever i relativ fattigdom.

Min forventning er, når Mette Frederiksen kommer ud med sin nye fattigdomsgrænse, at antallet af fattige børn vil udgøre cirka 15.000, fordi man overgår til en tre-årsgrænse. Det er milevidt fra de 64.500, der har givet den skingre og ukonstruktive fattigdomsdebat. Hvad langt vigtigere er, vil en tre-årsgrænse være garant for en mere velafbalanceret fattigdomsdebat.

Når alt dette er sagt, er jeg meget skeptisk over for, at man i det hele taget skal have en fattigdomsgrænse i Danmark. Vores ydelser har et så højt niveau, at det ikke er relevant at tale om »fattigdom«.

Fodnoter

    Tags