Jeg under de rigeste at bruge noget af deres rigdom på et kirketårn

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Debatindlæg udgivet i Politiken d. 27/04/2019

Uden markedsmekanismer ville fremtiden for både de elendige og for Notre Dames tag være i betydelig ringere forfatning.

Gløderne fra branden i Notre Dame sidste mandag var knap nok brændt ud, før donationerne til genopbygningen begyndte at strømme ind. På få døgn var et milliardbeløb i kassen, hvilket man skulle tro de fleste opfattede som et lyspunkt i tragedien. Men ikke alle steder blev donationerne taget lige godt imod. For de euro, som kom fra nogle af Frankrigs rigeste familier og virksomheder – f.eks. ejerne bag varemærker som Gucci, Hermes, Saint Laurent og L’Oreal – blev af De Gule Veste anset som en provokation.

Ifølge oprørsbevægelsen var donationerne nemlig et tydeligt udtryk for Frankrigs store ulighed:

»Vi har demonstreret siden 17. november 2018, og vi har intet opnået, man lytter ikke til os«, udtalte demonstranten Josette fra De Gule Veste påskelørdag til DR, mens en anden demonstrant ifølge Jyllands-Posten havde skrevet »Millioner til Notre Dame, men hvad med os, de fattige?« på sit banner.

På Twitter havde den franske forfatter Ollivier Pourriol i et ironisk tweet skrevet:

»Victor Hugo siger tak til de generøse donorer, som vil være med til at redde Paris’ Notre Dame, og foreslår dem at gøre det samme med Les Misérables«.

Pourriols budskab var klart: Mon ikke også Victor Hugo, der både portrætterede livet i Paris’ mest betydningsfulde katedral og blandt ’de elendige’ på bundet af samfundet, ville have ønsket, at de rige havde smidt deres millioner efter de fattige?

Dette sammenstød mellem De Gule Veste og den økonomiske elite er interessant af flere årsager.

FOR DET FØRSTE er der forargelsen over, at de rigeste hellere donerer penge til Notre Dame, end de giver penge til de fattigste. Men mange glemmer, at Frankrigs rigeste familier og virksomheder i forvejen betaler størstedelen af landets skatter og afgifter, hvoraf en betydelig andel går til de fattigste. Sådan er det også i Danmark, hvor de rigeste 1 pct. betaler 9,4 pct. af alle skatter og afgifter, svarende til 9 gange mere end gennemsnitsdanskeren. De Gule Veste mener imidlertid ikke, at de rigeste betaler nok til de fattige. Nogle ville måske mene, at der var tale om en kritik af omfordelingen, der skulle rettes mod politikerne, men De Gule Veste retter kritikken mod den økonomiske elite. For i deres optik er uligheden uacceptabelt stor.

At De Gule Veste anser uligheden i Frankrig som stor, er overraskende, idet den franske ulighed ikke er speciel høj i et internationalt perspektiv. Frankrig ligger solidt i midterfeltet på OECD’s seneste opgørelse af uligheden (målt ved gini-koefficienten) – på niveau med Tyskland og et godt stykke under lande som England, Spanien og Italien. Desuden er Frankrigs samlede ulighed faldet over tid.

Alt i alt understreger dette en pointe, som vi også kender herhjemmefra: Der er forskel på den opfattede virkelighed og virkeligheden. Da den offentlige sektor i løbet af 00’ernes opgangstider voksede hastigt år for år, var der jævnligt demonstrationer mod det, som befolkningen oplevede som nedskæringer. Men i årene fra 2011 og frem, hvor realvæksten i det offentlige forbrug har været relativ lav, hørte man ikke noget. I det lys under jeg bestemt de rigeste at bruge noget af deres rigdom på et kirketårn.

FOR DET ANDET udstiller konflikten spændingerne mellem interessegrupperne på det stive franske arbejdsmarked. Frankrig har OECD’s højeste offentlige udgifter og følgeligt også OECD’s højeste skattetryk, hvilket ganske givet er en medvirkende årsag til, at den franske vækst ligger i slæbesporet. Målt som bruttonationalprodukt pr. indbygger ligger Frankrig på en 18.-plads, hvilket skyldes, at Frankrig er det land i OECD, der arbejder færrest timer pr. indbygger. Det er derfor ikke underligt, at præsident Emmanuel Macron, som gik til valg på en reformdagsorden med fokus på arbejdsmarkedsreformer, og lavere skat på arbejde og kapital, krydser klinger med fagbevægelsen og De Gule Veste.

FOR DET TREDJE er sammenkoblingen til Victor Hugos forfatterskab interessant. For skønt Victor Hugos ’Les Misérables’ bliver annammet af De Gule Veste og dets støtter, så kan Victor Hugos værk netop læses som et opgør med klassetænkningen. Og Victor Hugo ville formentligt have modsat sig De Gule Vestes insisteren på et ’dem og os’, på ’eliten og folket’. For en af hovedpointerne i Les Misérables er netop det kerneliberale budskab, at det enkelte menneske skal opfattes som et individ og ikke som en del af en klasse.

I ’Les Misérables’ udfordrer Victor Hugo gennem hovedpersonen, Jean Valjean, det uliberale menneskesyn, der ligger bag et klassedelt samfund. Valjean har en fortid som straffefange, men har udstået sin straf. Alligevel vil politiinspektør Javert ikke lade Valjean undslippe sin status som forbryder, lade ham forbedre sig og klatre op i overklassen. For er man én gang forbryder, er man altid forbryder. Men ifølge Victor Hugos morale skal du vurderes ud fra, hvem du er, og hvad du gør – ikke hvilken social klasse du tilhører. Og mon ikke Victor Hugo netop ville mene, at det er på den baggrund, vi skal vurdere de franske donorer, dvs. som individer?

Ifølge Victor Hugo er det afgørende, at man har mulighed for at ’arbejde sig op i samfundet’. Og netop her er Victor Hugo relevant for De Gule Veste. For en af de ting, som holder De Gule Veste nede, er den franske marginalskat, dvs. skatten på den sidst tjente krone, som for de lavestlønnede ligger på 69 pct. Det er knap 30 pct. point mere end marginalskatten for de lavestlønnede danskere. Den høje franske marginalskat gør det naturligvis svært for lavtlønnede franskmænd at udfolde deres talenter og arbejde sig til en bedre tilværelse. I det lys kan man godt forstå, at stigende benzinafgifter udfordrede familiebudgettet og i sin tid udløste protester i Paris’ gader.

Det er helt centralt, at vi lærer af Victor Hugo og afviser en opdeling af mennesker i klasser. For gør vi ikke det, taber vi forståelsen af, at samhandel og samarbejde gør os rigere. Vi falder tilbage i en nulsumstænkning, hvor verden kun drives frem af kampe mellem interesser og klasser. Victor Hugos ’Les Misérables’ handler i høj grad om, hvordan fattigdom leder folk i ulykke, og han var politisk dedikeret til at skabe et mere velhavende Frankrig.

Og selvom Frankrig i dag har problemer med lavvækst, så er det historisk set netop markedsmekanismen, der har revet Frankrig ud af fattigdom. Præcis som det også er tilfældet i resten af verden, hvor vi har været vidne til et historisk fald i verdens fattigdom. For 30 år siden levede mere end hver tredje i ekstrem fattigdom – i dag er det mindre end hver tiende. Samtidigt er den globale ulighed faldet, og det er sket til trods for, at verdens befolkning er vokset med ca. 2,5 mia. personer i perioden. Uden markedsmekanismen ville fremtiden for både de elendige og for Notre Dames tag være i betydelig ringere forfatning.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS