Francis Fukuyama har ret i, at der ikke findes noget attraktivt alternativ til den liberale samfundsorden. Den er den eneste, der sikrer høj velstand, tryghed hos borgerne, stabilitet og evnen til at korrigere alvorlige fejl begået af magthavere.
Den amerikanske politolog Francis Fukuyama påstod i 1989, at historien var slut – en hypotese, der ofte er blevet misforstået. Fukuyamas pointe skal ses i lyset af Georg Hegel og Karl Marx. Marx så det kapitalistiske samfund som en klar forbedring i forhold til alt andet, der var blevet prøvet i menneskehedens historie. Men Marx forudså, at der ventede os noget endnu bedre på den anden side: Kommunismen, hvilket hos Marx var historiens endepunkt.
Med kommunismens fallit var det snarere det liberale samfund, som fremstod som »afslutningen« på historien. Forstået som det system, der almindeligt anerkendes som bedst i stand til at give borgere og familier et godt liv. Og hvad er så det liberale samfund? Det er en samfundsorden, der rent politisk tager sit udgangspunkt i individet. Vi har rettigheder, som begrænser statens og andre individers ret til at anvende magt eller vold imod os.
De individuelle rettigheder beskyttes af retsstaten, hvor forskellige institutioner har klare roller: Folketinget lovgiver, embedsapparatet forvalter loven, politiet håndhæver den, domstolene dømmer lovovertrædere, centralbanken udsteder penge, vælgerne udskifter politikere, borgerne ejer sig selv og deres virksomheder og formue, på markedet vælger forbrugerne de bedste produkter, arbejdstagere vælger de arbejdsgivere, der leverer bedst løn- og arbejdsvilkår, pressen ser kritisk på magthaverne osv.
De forskellige institutioner anvender deres specifikke magt til at holde hinanden i skak, så det bliver vanskeligt for nogen institution eller enkeltperson at misbruge sin magt. Sker det alligevel, er systemet selvkorrigerende, som vi har set det i for eksempel Støjberg-, mink- og Tibetsagen.
Fukuyama har ret i, at der ikke findes noget attraktivt alternativ til den liberale samfundsorden. Den er den eneste, der sikrer høj velstand, tryghed hos borgerne, stabilitet og evnen til at korrigere alvorlige fejl begået af magthavere. Ikke at alle lande dermed vil blive liberale demokratier. Det har han aldrig påstået.
Kritikken af den liberale samfundsorden finder i høj grad sted på dens egne præmisser, for eksempel når Enhedslistens Pelle Dragsted i sin seneste bog, »Nordisk socialisme«, omfavner det frie marked for forbrugsgoder. At »kunne påvirke produktionsmønstret gennem vores adfærd som forbrugere er uden tvivl den mest genuine demokratiske måde at give magt til forbrugerne på,« skriver Dragsted. De politiske beslutningsprocesser ville blive overvældet af »de myriader af valg og fravalg, som ligger til grund for produktionen af de millioner af produkter, som vi omgiver os med«.
Det er et gigantisk tilbagetog. Dragsted er snublende tæt på at opgive socialismen og omfavne det frie marked – en central liberal institution. Men han fastholder, at produktionsapparatet fortsat skal tvangskollektiviseres. Problemet er, at han har ført en trojansk hest ind i sin tænkning. De politiske beslutningsprocesser ville blive ligeså overvældet af de myriader af valg og fravalg, som ligger til grund for erhvervslivets investeringsbeslutninger som af mængden af forbrugerbeslutninger – de to er i øvrigt tæt forbundet.
Den nationalkonservative liberalismekritik sker også på Fukuyamas præmisser. Et eksempel er Kasper Støvring, som i sin bog »Gensyn med Fremtiden« mener, at han kritiserer den liberale samfundsorden, men i virkeligheden blot kritiserer den aktivistiske udenrigspolitik. Sidst i bogen skriver han endda, at vi i Danmark skal værne om vores: »liberale (ja!) kultur med hævdvundne goder som ytringsfrihed …«
Ligesom Dragsted kan Støvring dog (endnu?) ikke få sig til fuldt at omfavne det liberale samfund. Han bekender sig til nationalismen. Hans fadæse er, at han undervurderer betydningen af liberale institutioner, der beskytter rettigheder og afbalancerer magt. Det er denne blinde vinkel, der i 2018 fik ham til at beskrive Rusland som en opstigende magt, og selv efter invasionen af Ukraine at udtale, at han ser et positivt aspekt ved Ruslands nationalisme.
Andre kunne se, at det ikke var Ruslands magt, der var opstigende, men Putins. Centraliseringen af magten gjorde Rusland mindre liberalt og svækkede landet på afgørende måder, så Putin kunne køre det ud over afgrunden. Fukuyama ser også styrken i nationalismen som en samlende kraft, men kun så længe den sker indenfor rammerne af det liberale demokrati og er tæmmet af liberale institutioner som retsstaten og frie markeder samt liberal besindelse og tolerance.
Bragt i Berlingske d. 4. maj 2022.
