Københavns Kommune mangler evidens for deres velfærdstiltag

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

I Jesper Christensens (S) svar på min kritik af Københavns Kommunes manglende evidens for virkningen af velfærdstiltag udstiller han endnu en gang kommunens problemer med at retfærdiggøre de mange skattekroner, der bruges på velfærdsprojekter.

I 1959 begyndte man i Danmark at behandle gravide kvinder med Thalidomid. Bare to år senere stoppede man igen, da man opdagede, at Thalidomid havde nogle forfærdelige bivirkninger i form af blandt andet kraftigt deformerede lemmer hos børnene.

Historien viser med frygtelig tydelighed, hvorfor man i medicinalindustrien har meget klare standarder for, hvordan man tester medicin, inden man giver det til patienterne. Man skal jo nødig skade mere, end man gavner.

Helt så galt som med Thalidomid går det heldigvis ikke, når det offentlige laver sociale programmer. Men man bruger for ofte tiltag, der lyder godt, men hvor evidens mangler. For eksempel har Københavns Kommune valgt at bruge 220 millioner kroner på at øge folkeskoleelevernes motivation.

Medicinen, man anvender, har positivt klingende navne som »samarbejdspuljer«, »styrket forældresamarbejde«, »stærkere brobygning« osv.

Men denne velfærdsmedicin – som vi kan kalde den – er altså ikke testet.

Og det er en risikabel måde at behandle menneskers liv på. Der er masser af eksempler på kemisk medicin, der lyder godt, men som ikke er det for brugerne. Det samme vil være tilfældet for megen af den velfærdsmedicin, Københavns Kommune og andre kommuner bruger på deres borgere. For et tiltag, der lyder positivt, kan godt have meget uønskede effekter.

Mentorordninger

Det så man blandt andet i et af de få randomiserede forsøg (og det første), der er lavet inden for det sociale område. I 1939 startede filantropen dr. Richard Clarke Cabot et studie, som skulle vise, at mentorordninger kunne hjælpe udsatte til at undgå kriminalitet.

Studiet omfattede 500 drenge, som blev matchet og delt tilfældigt i to grupper. Den ene gruppe fik en behandling, den anden gjorde ikke. ’Medicinen’ var en mentorordning, hvor mentoren jævnligt mødtes med drengene, hjalp med lektier, tog dem med på sommerlejr mv. Alt sammen noget, der lød og føltes rigtig godt.

Det første studie af effekterne af mentorordningen er fra 1948, da drengene var i 20’erne. Her fandt man ingen effekt af mentorordningen. Der var simpelthen ikke forskel på, hvor godt de to grupper klarede sig. Umiddelbart virkede ressourcerne, der var brugt på mentorordningen, altså til at være spildt.

I slutningen af 1950’erne fulgte professor Joan McCord op på forsøget. Drengene var nu godt i gang med karrierer og familieliv, og igen fandt man ingen effekt af mentorordningen. Men Joan McCord var overbevist om, at det skyldtes manglende muligheder for at regne alt med. Så i 1970’erne undersøgte hun effekten igen.

Denne gang var resultaterne slående. På alle syv parametre, hun målte på (levetid, kriminalitet, mentalt og fysisk helbred, alkohol, tilfredshed med job og ægteskab) klarede kontrolgruppen sig bedre, end dem der havde haft en mentor. Alle syv parametre!

De personer, der blev tildelt en mentor, blev simpelthen mere kriminelle, mere syge osv. Man fandt endda en doseringseffekt – jo længere tid, drengene havde haft en mentor – jo mere skade tog drengene.

Mere skade end gavn

Forsøget med mentorordningen viser med al tydelighed, at man ikke bare skal behandle mennesker med tiltag, der lyder godt. For det kan ende med at skade mere, end det gavner. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi som samfund ikke skal forsøge at hjælpe de mest udsatte. Ligesom Thalidomid ikke førte til, at vi droppede al medicin, skal dårlige erfaringer ikke føre til, at vi dropper al hjælp til de svageste.

Men det viser, at det ikke er for sjov, når Etisk Råd mener, at det er »afgørende, at den indsats, man tilbyder […], har en dokumenteret effekt«.

Når Københavns Kommune løbende har cirka 50 igangværende integrationsprojekter og vil bruge 220 mio. kroner på at ’velfærdsmedicinere’ skolebørn, bør vi kræve, at vi enten ved, at det virker, eller at tiltaget designes, så forskere senere kan undersøge, om velfærdsmedicinen rent faktisk virkede.

Derfor bør vi, når vi laver nye tiltag, gøre os klart, om vi ønsker at:

1) gøre noget godt for målgruppen eller

2) bidrage med ny viden.

Hvis det er 1), skal vi vælge tiltag, hvor der er solid dokumentation for effekten, så vi ved, at vi hjælper målgruppen.Hvis det er 2), skal vi sikre, at evalueringen bliver grundig.

Det kan betyde randomiserede forsøg og opfølgning på folks liv i årevis. Og at evalueringen kan være mange gange dyrere end selve tiltaget og kun i få tilfælde vil vise den ønskede effekt. Men det skal vi være villige til at acceptere, så vi ikke uagtsomt behandler borgene med socialsektorens version af Thalidomid. Alt andet er uansvarligt!

For det er lige så lidt i orden, at vi behandler folks liv med ikketestet velfærdsmedicin, som det er, at vi behandler folks kroppe med ikketestet kemisk medicin.

Fodnoter

    Tags