BT skriver søndag, at selv om et flertal i Folketinget i 2016 hævede borgmesterlønnen med over 30 pct., fortsætter mange borgmestre med at tjene kassen på at bijobbe. Kommunalpolitikerne tildeler hinanden diverse ben i form af bestyrelsesposter i kommunale selskaber. Det i et sådant omfang, at otte borgmestre tjener mere end statsministeren.
Ifølge BT ligger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), på førstepladsen med 587.714 kr. i bestyrelseshonorarer i 2019. Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), Herning-borgmester Lars Krarup (V) og Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), sætter sig på de næste pladser. Alle fire borgmestre modtager over en halv million ekstra på bestyrelsesposter.
BT’s historie er især drevet af en forargelse over selve lønniveauet. Men det egentligt forargelige er efter min mening noget andet og langt værre. Disse kommunale ben gør nemlig, at kommunalpolitikere har privatøkonomiske interesser, som ikke nødvendigvis harmonerer med borgernes interesser. Det er ekstremt usundt i et demokrati.
Det usunde består i tre forhold: For det første har kommunalpolitikerne en privatøkonomisk interesse i at fastholde det kommunale ejerskab af selskaber, hvad enten dette er i borgernes interesse eller ej. For det andet har de en interesse i at pege på sig selv og deres politikerkolleger som bestyrelsesmedlemmer selvom de ikke er de mest kompetente til at sikre en god drift af selskabet. Og for det tredje har de en privatøkonomisk interesse i at sikre, at de kommunale selskaber skærmes imod konkurrence.
Forsyningssektoren tjener som et godt eksempel. I en uafhængig rapport udarbejdet af Struense og McKinsey vurderer man, at der for hele forsyningssektoren er et samlet effektiviseringspotentiale på 7,1 milliarder kroner frem imod 2025. Rapporten nævner øget konkurrenceudsættelse og udpegningen af en mere kompetent ledelse, der kan agere politisk uafhængigt som helt centrale forudsætninger for, at sektoren kan realisere besparelsespotentialet.
Men kommunerne fortsætter med at skærme selskaberne imod konkurrence, og de fortsætter med at udpege kommunalpolitikere uden særlige forudsætninger og kompetencer på området. Af de eksterne bestyrelsesposter, kommunalbestyrelsen kan udpege repræsentanter til på forsyningsområdet, går 70 % til lokale byrådspolitikere, hvorimod kun 30 % til går eksterne bestyrelsesmedlemmer. Hvor mange af disse eksternt udpegede som er valgt, fordi de har de rette kompetencer til at varetage bestyrelseshvervet, vides ikke. Men det er meget sandsynligt, at også en stor del af de eksternt udpegede bliver tildelt hvervet ud fra politiske hensyn, for eksempel som tak for mange års tro politisk tjeneste.
Der er kan også være en samfundsgevinst ved at sælge i hvert fald nogle af de kommunalt ejede selskaber, men vederlagene til kommunalpolitikere modarbejder, at det skulle komme på tale i kommunerne. For hvis politikerne sælger kommunens selskaber, mister de samtidig deres politiske ”ben”. Det er naturligvis helt legitimt at kommunalpolitikere ud fra enten principielle eller praktiske grunde ønsker at fastholde selskaber i kommunalt ejerskab. Men det er uholdbart, at politikerne har privatøkonomiske interesser i det.
Byrådspolitikeres mulighed for at udpege sig selv til eksterne bestyrelser afhænger af, at kommunen er involveret i selskabet. Dermed har byrådspolitikerne en direkte privatøkonomisk interesse i at skærme de kommunale selskaber og institutioner, som de repræsenterer i bestyrelsen, imod konkurrence fra private. De har sågar en privatøkonomisk interesse i at oprette nye selskaber, hvis selskaber kommunalpolitikerne kan få bestyrelsesposter i.
Kommunalpolitikere sidder i dag i ledelsen af kommunalt ejede havne, lufthavne, busselskaber, metroselskabet, cateringselskaber, selskaber, der bedriver erhvervsfremme-, integrations- og beskæftigelsesinstitutioner, plejehjem, museer, teatre osv. Spørgsmålet er imidlertid, om nogen af disse institutioner overhovedet er tjent med at blive ledet af folk, der ikke er udpeget på basis af meritter, men som følge af politisk magt og studehandler under en konstitueringsaftale.
Der er ikke nogen rimelig grund til, at kommuner skal eje og drive selskaber, der agerer på velfungerende markeder med private aktører. Og det er overvejende sandsynligt, at de fleste af disse selskaber kunne drives bedre og billigere af private aktører. Alligevel ser vi stort set ingen privatisering af sådanne kommunale selskaber. Det skyldes formentlig i et væsentligt omfang, at byrådet har selviske årsager til at lade selskaberne forblive på kommunale hænder.
Sat lidt på spidsen – men ikke ret meget – kan man hævde, at i en afstemning om salg af eller oprettelse af kommunale selskaber er kommunalbestyrelsen inhabil. Det er ganske enkelt at komme ud over denne mistanke om inhabilitet. Man kan blot indføre ved lov, at kommunalpolitikere ikke kan modtage honorarer for bestyrelsesposter i kommunalt ejede selskaber.
Det var faktisk Vederlagskommissionens anbefaling, da den lagde sine overvejelser frem i 2016. På forhånd havde politikerne på Christiansborg lovet at vedtage Vederlagskommissionens anbefalinger. Det skete ikke. Heller ikke anbefalingen om, at bestyrelseshonorarer modregnes i det almindelige vederlag for kommunalpolitikere.
Det kunne ellers have ført til, at udnævnelser i højere grad skete på baggrund af kompetencer. Det er veldokumenteret, at det ofte ikke er tilfældet i dag. Udnævnelserne er en del af det politiske spil efter et valg, som skal afgøre, hvilket parti, der tager borgmesterposten. Det fører ofte til ganske groteske og usmagelige optrin.
Da Borgerrepræsentationen i København skulle konstituere sig i 2017, kom det frem, at Alternativet havde stillet et krav om at få bestyrelsesposter for 125.000 kr. om året. Ingen store politiske visioner her om at gøre en forskel til gavn for borgerne. Det var Alternativets politikere, der skulle tilgodeses, ikke Københavnerne.
Noget lignende så vi ved konstitueringsforhandlinger i Dragør Kommune efter kommunalvalget i 2013. Under forhandlingerne krævede Venstres spidskandidat lukrative bestyrelsesposter i de lokale forsyningsselskaber som betaling for at støtte Lokallistens repræsentant som borgmester. Svend Mathiasen fra pågældende lokalliste udtalte i den forbindelse følgende: ”Det overraskede mig ved konstitueringsforhandlingerne, at det vigtigste var, hvordan udvalgsposterne blev fordelt – først derefter kom politikken.”
Dette er blot to eksempler til illustration af et generelt problem – ikke nødvendigvis i alle kommuner men i mange. En rapport fra 2016 undersøgte blandt andet, hvilke kriterier kommunerne anvender til at udpege bestyrelsesmedlemmer i forsyningssektoren. Det er en spørgeskemaundersøgelse, hvor kommunerne selv skulle svare. Undersøgelsen viser, at kompetencer spiller en mindre rolle. Kun 28 procent ser for eksempel forsyningssektorfaglig kompetence som relevant. Rapporten har en yderst interessant tilføjelse:
”20 kommuner angiver, at der tillægges andre forhold betydning, hvilket de har haft mulighed for at uddybe. 13 kommuner har supplerende oplyst, at udpegningen af bestyrelsesmedlemmer sker politisk, typisk som led i konstitueringsforhandlingerne”.
Der var altså ikke en fast kategori i spørgeskemaet, som spurgte om udpegningen alene skete på basis af det politiske spil. Alligevel har 26 procent af kommunerne (50 kommuner havde svaret på spørgsmålet) selv anført denne pointe under punktet ”andet”. Man må antage, at langt flere kommuner ville have givet dette svar, hvis det var en fast kategori i skemaet (og hvis de svarede ærligt).
Alt i alt må jeg for en gangs skyld erklære mig helt enig med Enhedslistens Rosa Lund, som til ovennævnte artikel i BT udtaler: ”Borgmestrene får en rigtig god løn i forvejen, og de skal ikke hæve bestyrelseshonorarer for poster, som de kun har, fordi de er folkevalgte”. Jeg er også enig med Rosa Lund i, at Folketinget bør gribe ind.
