Kommunerne beklager sig over at mangle penge til at løse sine kerneopgaver. Så meget mere springer det i øjnene, at et stort antal kommuner har kastet sig over en opgave, som de ikke har forudsætninger for at løse: Klimapolitik. Det sker med meget små effekter på drivhusgasudledningen, men ofte store omkostninger for borgerne.
I en ny analyse fra Cepos har vi beregnet de samfundsøkonomiske omkostninger af de københavnske politikeres beslutning om at sænke hastighedsgrænserne med 10 km i timen.
Det koster borgerne mere end 400 mio. kr. om året i længere transporttid, trængsel og opgivne rejser. Det er vel at mærke inklusive gevinsten ved mindre CO 2 -udledning og andre miljøeffekter mv. Klimagevinsten kan opgøres til knap 4 mio. kr., og i alt vil tiltaget reducere Københavns CO 2 -udledning med blot 1 pct.
Mindre partikelforurening, støj, uheld og vejslid tegner sig for knap 30 mio. kr. Forureningen er ellers en anden af begrundelserne for tiltaget. Men kun 3 pct. af partiklerne i den københavnske luft stammer fra bilkørsel i kommunen, så heller ikke her batter mindre kørsel meget.
Københavns fartgrænse er bare ét eksempel på kommunal klimapolitik med små effekter og enorme omkostninger. Ligesom i København griber mange af landets kommuner til trafikpolitiske indgreb for at mindske drivhusgasudledningen, uagtet at personbiler i forvejen er et af de dyreste steder at gøre det, bl.a. fordi afgiftstilskyndelsen til at købe elbiler er meget stor.
Politisk decentralisering er en stor fordel, når det gælder om at løse lokale problemer. Men klimaproblemet er globalt og bør løses på højest mulige niveau. Derfor har vi globale aftaler som Parisaftalen, regulering af store dele af klimagasserne på EU-niveau og resten på nationalt.
Når kommunerne fører klimapolitik, savner de ikke alene de omkostningseffektive redskaber; de risikerer også et stort omfang af CO 2 -lækage. Det vil sige, at de samlede udledninger ikke bliver mindre, men bare flyttes rundt. Hverken loftet over den såkaldte kvotesektor i EU (energi, industri og fly) eller over de samlede danske ikke-kvotesektorudledninger bliver påvirket af særlige kommunale tiltag.
Derimod bør kommunerne naturligvis - som alle andre - reagere på CO 2 -afgifter og andre overordnede incitamenter, ligesom de bør forebygge lokale skader fra klimaforandringer.
Vi skatteborgere bør insistere på, at kommunerne koncentrerer sig om at løse de opgaver, de er sat i verden for. Eller er det netop svigtende evne til at løse kerneopgaverne effektivt, der får kommunerne til at kaste sig over ting som klimapolitik?
Bragt i JP Finans den 28. september 2023
