De Konservative har fremlagt en ambitiøs og gennemarbejdet 2030-plan. Jeg glæder mig særlig over, at topskatten fjernes, at beskæftigelsesfradraget forøges markant, og at man vil indføre tæt på nulvækst i den offentlige sektor. En arbejderfamilie vinder 11.000 kroner på planen. Og jeg glæder mig over, at planen er solidt finansieret. Faktisk er der en overfinansiering på syv milliarder kroner regnet ud fra Finansministeriets regneprincipper. Og ud fra de samme regneprincipper øges beskæftigelsen med 55.000 og BNP løftes med over 50 milliarder kroner
De Konservative lægger op til rundt regnet nulvækst (0,1 procent) i den offentlige sektor. Det vil sige, at udgifterne bliver reguleret i takt med pris- og lønstigninger og derudover et lille løft på 0,1 procent årligt. Men derudover tilføres der ikke ressourcer. Den offentlige nulvækst er helt central i finansieringen af skattelettelserne for i alt 40 milliarder kroner. Historien viser, at den offentlige nulvækst kan realiseres. Fra 2010 til 2016 var der gennemsnitligt nulvækst i det offentlige. Man skal også huske på, at under Mette Frederiksen er der tilført mange penge til den offentlige sektor, ligesom der er kommet 35.000 flere offentligt ansatte. De Konservative vil blot fastlåse det offentlige forbrug på det nuværende meget høje niveau. Danmark har næstflest offentligt ansatte pr. indbygger i OECD. Kun Norge har flere. Udfordringen består i at få mere service for pengene.
De Konservative foreslår et produktivitetsmål på 0,4 procent årligt. Det vil sige i gennemsnit skal den offentlige sektor blive 0,4 procent mere effektiv per år for eksempel ved at tilrettelægge arbejdet bedre, brug af ny teknologi og ved at skære ned på bureaukrati mv.
Fra 2008 til 2017 har der faktisk været realiseret en produktivitetsfremgang på 0,5 procent årligt i den offentlige sektor ifølge Danmarks Statistik og Finansministeriet. Selvom der er usikkerhed ved Danmarks Statistiks opgørelse, så viser den, at det konservative mål er muligt og faktisk ikke specielt ambitiøst. Her er jeg på linje med professor i økonomistyring Per Nikolaj Buch, der har kaldt den konservative produktivitetsplan for realiserbar og inden for skiven.
Ifølge K-planen skal produktivitetsgevinsten – krone for krone – føres tilbage til den offentlige sektor til prioriterede områder. Det kunne være sundheds- og ældresektorerne. Det fremgår eksplicit af planen. På den måde kan man også betragte de 0,4 procent som et omprioriteringsbidrag.
Den konservative plan er blevet kritiseret af visse professorer som Michael Svarer og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. En kritik som Jakob Ellemann i Politiken gentog i torsdags. Kritikken går på, at det er urealistisk at finde effektivitetsgevinsten på 0,4 procent årligt, og at det indebærer, at finansieringen af skattelettelser er skrøbelig.
Kritikken må bero på, at de ikke har læst den Konservative plan, eller at de har misforstået den. For det første er det ikke svært at finde effektiviseringer for 0,4 procent årligt. For det andet skal effektiviseringerne slet ikke finansiere lavere skat. De skal finansiere et offentligt serviceløft. Finansieringen af lavere skat er primært baseret på den offentlige nulvækst. Og den er ikke usikker. Den hviler alene på en politisk beslutning. Sanktionsmekanismen over for kommunalt budgetskred har betydet, at det i dag er muligt at styre det offentlige forbrug.
Jakob Ellemann (og flere andre) vil have de Konservative til at sige, hvor effektiviseringerne skal findes. Men det er en planøkonomisk tankegang, at man fra Christiansborg skal dirigere, hvor for eksempel kommuner skal effektivisere. Det finder de bedst ud af selv. På samme måde som Novo og DSV selv hver eneste dag finder ud af, hvordan de kan effektivisere deres virksomhed. Uden direktiver fra Christiansborg.
Bragt i Berlingske d. 5. september 2022.
