Lad os udkonkurrere offentlige institutioner, der leverer ringe service til borgerne

Af M​ay Bjerre Eiby, Hanne Jensen, Malou Deichmann og Karsten Bo Larsen.

M​ay Bjerre Eiby er sygeplejerske samt leder af plejehjemmet Dagmarsminde og Hanne Jensen er medejer af Hud- og Hyperhidroseklinikken samt sygeplejerske, og Malou Deichmann er stifter af træningskonceptet Neuromuscular Workout.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at SVM-regeringen vil styrke borgernes frie valg, og regeringen vil i den forbindelse også »styrke samarbejdet … mellem den offentlige og den private sektor, hvor der sikres større ligestilling og konkurrence mellem leverandører«.

Hvis dette for alvor skal give danskerne flere og bedre velfærdsydelser, er to forandringer helt afgørende:

For det første skal offentlige institutioner automatisk og konsekvent kunne udkonkurreres, hvis nok borgere vælger andre leverandører – præcis som private virksomheder.

For det andet skal det være muligt for private investorer at tjene penge på velfærdsydelser.

Fri markedskonkurrence er den mest effektive måde at sikre lavere priser, høj kvalitet og mere velfærd. Forskningen i konkurrenceudsættelse (udlicitering, fritvalgsordninger og offentlige-private partnerskaber) af velfærdsydelser i Sverige finder således klare indikationer på, at konkurrence er med til at øge kvaliteten hos både private og offentlige aktører.

Man behøver dog ikke tage helt til Sverige for at finde positive eksempler på, hvordan konkurrence fremmer effektivitet og innovation i produktionen af velfærdsydelser. Private velfærdsiværksættere i Danmark har nemlig allerede et kraftigt incitament til at udvikle sig for at undgå konkurs.

Bedre service, lavere fravær

Som eksempel kan nævnes, hvordan private klinikker og centre valgte at udvikle tilbud til online træning under corona som følge af nedlukningen af private genoptræningsklinikker og fitnesscentre. Mange undgik således at gå konkurs, og samtidig formåede de at imødekomme kundernes behov for træning. Et andet eksempel er private hudlægeklinikker, der kan indrette åbningstider, så patienter kan komme til læge i weekenden eller om aftenen og dermed undgå at skulle blive væk fra arbejde, studie eller skole.

Der kan nævnes utallige eksempler, men som det sidste vil vi her nævne Dagmarsminde plejehjem, hvor leder May Bjerre Eiby påpeger, at de gode resultater på ingen måde ville kunne være opnået, hvis det ikke var privat. De ældre værdsætter medarbejderkontinuitet i form af lav personaleomsætning og lavt sygefravær, og generelt set har private virksomheder lavere sygefravær end i kommunerne. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det gennemsnitlige fravær inden for omsorgsarbejde (blandt andet sosu’er i ældreplejen og på hospitaler, dagpleje, pædagogisk medhjælp) var 23 procent højere i kommuner end i virksomheder og organisationer i 2020.

Private leverandører af velfærdsydelser må hurtigere tilpasse sig brugernes ønsker, og det skyldes, at de alternativt vil blive valgt fra. Private velfærdsiværksættere, uanset om det er fysioterapeuter, jordemødre eller plejehjem, overlever kun, hvis der er kunder. De har derfor en ekstra stor tilskyndelse til at møde brugernes behov. Private leverandører kan selvfølgelig også levere dårlig kvalitet, men der er grænser for, hvor længe det kan blive ved, inden det får økonomiske konsekvenser og i sidste ende resulterer i en konkurs.

Offentlige leverandører kan imidlertid også levere dårlig kvalitet. Det så vi senest i TV 2-dokumentaren »Opråb fra plejehjemmet«, men de kan i dag ikke gå konkurs eller blive opkøbt at en mere konkurrencedygtig konkurrent. Det er netop processen, hvor nye, effektive virksomheder presser gamle ud og frigør arbejdskraft til nye områder, fordi de er smartere, bedre og mere effektive end de gamle, der er helt afgørende for, at virksomheder på markeder med konkurrence hele tiden kan levere bedre og billigere varer til forbrugerne.

Det var således også de økonomiske vismænds argument for, at coronahjælpepakkerne burde afvikles hurtigst muligt, da de holdt hånden under virksomheder, der under normale omstændigheder ville blive udkonkurreret. På præcis samme måde bruger den offentlige sektor i dag skattekroner til at understøtte institutioner, der under konkurrence ville være lukket.

Vi er helt klar over, at det kan være problematisk for brugerne, hvis et plejehjem bliver lukket fra den ene dag til den anden, og at den offentlige sektor har en forsyningsforpligtelse over for borgerne. Derfor skal der findes en mekanisme, der sikrer, at borgerne på den korte bane ikke lades i stikken samtidig med, at kommunen ikke for evigt kan få lov til at drive en ineffektiv institution med skattekroner i ryggen. Her er der også særdeles positive takter at finde i regeringsgrundlaget, da der åbnes for muligheden for, at offentlige velfærdsinstitutioner bliver selvstyrende enheder med egen driftsøkonomi. Hvis man lader disse velfærdsinstitutioner aflægge regnskab efter præcis de samme principper som en privat leverandør, vil det være relativt nemt at se, hvornår kommunen burde sættes fra bestillingen, og opgaven overlades til en privat leverandør, fordi tilpas mange borgere har valgt at anvende deres nye udvidede frie valg til at stemme med fødderne og finde en anden institution.

Spørgsmålet er så, om landspolitikerne har mod til at gennemføre regler, der sikrer, at dårlige, offentlige institutioner i denne situation kan blive overtaget af private leverandører, men det må tiden jo vise.

Omstridt overskud

Hvis de offentlige institutioner for alvor skal udsættes for konkurrence fra private velfærdsiværksættere, skal man på enhver måde opgive den tidligere S-regerings ideologiske modstand imod, at private velfærdsleverandører kan have overskud i deres virksomhed.

Modstanden kan ikke begrundes fagligt, og den skaber også nogle mærkværdige modsætninger. En alment praktiserende læge, der ejer sin egen praksis, kan både få udbetalt løn og overskud. Men ejerne af private børnehaver må ikke på samme måde få udbetalt deres overskud ifølge den nye aftale om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver fra 2021.

Stort set alle private leverandører til det offentlige må tjene penge, men private udbydere af velfærdsydelser bliver mistænkeliggjort. Heldigvis må pædagoger også godt tjene penge på at passe børn. Men deres private arbejdsgivere må ikke tjene penge på deres investeringer i børnehaven.

Et forbud mod at få udbetalt en del af overskuddet fra virksomheden er problematisk, da det er aflønning af den kapital, som ejerne har investeret i en institution. Hvis dette afkast er for lille, vil ingen investere i nye, private velfærdsinstitutioner. Hvis private velfærdsiværksættere opnår en monopollignende position, vil det naturligvis kunne føre til for høje priser, hvilket vil være problematisk. Offentlige institutioner med monopol på at levere velfærdsydelser er dog heller ikke uproblematiske, men her viser monopolprisen sig i stedet i form af ineffektivitet og bureaukrati med videre.

For både offentlige og private monopoler er det manglende konkurrence, der skaber problemerne. Derfor er den bedste vej til flere og bedre velfærdsydelser til borgerne at skabe en mere effektiv konkurrence mellem både private og offentlige leverandører. Regeringen tager i regeringsgrundlaget et bemærkelsesværdigt første vigtigt skridt i den retning. Det giver meget positive forhåbninger, men i denne sag er godt begyndt desværre langt fra at være bare halvt fuldendt.

Bragt i Berlingske den 9. januar 2023