Sexdukker i børnestørrelse skal være ulovlige i Danmark, har Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, argumenteret for i ’P1 Morgen’.
Bruus primære argument var, at bl.a. animerede børnepornofilm i forvejen var forbudt, og derfor burde man også forbyde sexdukkerne.
Jeppe Bruus fremførte argumentet igen og igen, til trods for at flere eksperter i udsendelsen fortalte, at sexdukker i teorien både kan anspore til og afbøde potentielle overgreb.
Man ved altså ikke, om et forbud mod sexdukker i børnestørrelse vil øge eller reducere antallet af overgreb på børn.
Lad mig slå fast: Jeg er selv far til to, og jeg synes personligt, at tanken om sexdukker i børnestørrelse er dybt frastødende. Men det ændrer ikke ved, at vi har et principielt problem her.
For når staten ikke ved, om dens lovgivning skader eller gavner, bør den afholde sig fra at regulere borgernes liv.
Pædofile, der ikke ønsker at skade børn, og som bruger sexdukker til at tage toppen af deres lyst, bør ikke fratages muligheden for at styre deres lyster, uanset hvor forfærdelige vi synes, de er.
Hvis staten regulerer et område, hvor borgerne i dag er frie, påtager staten sig et ansvar, den ikke tidligere havde.
Hvis man om 20 år finder ud af, at et forbud mod sexdukkerne faktisk øgede antallet af overgreb, vil forældrene til de børn, der har oplevet overgreb, (med rette) kunne vende deres vrede mod staten.
Det samme gælder eventuelle pædofile, som kunne have haft gavn af sexdukkerne til at tage toppen af deres lyster.
Det er i bund og grund et sundt princip, at vi danskere som udgangspunkt er frie for statens tunge regulering, så længe der ikke er dokumentation for, at vores handlinger skader andre.
Det er derfor skræmmende at høre en retsordfører argumentere for nye regler, blot fordi vi har andre regler på samme område.
Hvis vi vil fastholde et frit samfund, bør argumentet gå den anden vej: Er der ikke dokumentation for, at gamle regler gør samfundet bedre, skal reglerne selvfølgelig fjernes.
Og så bør vi som samfund generelt holde fast i, at vi skelner mellem personens tanker og personens handlinger.
Inaktive pædofile, der ikke har eller vil forgribe sig på børn og med succes tøjler deres forkerte lyster, har faktisk ikke gjort noget forkert. Og de bør have hjælp til – og mulighed for – at forblive inaktive.
