Giver det her mening for dig? For det gør det ikke for mig.
Når man i den offentlige sektor øger produktiviteten, belønner man medarbejderne med honninghjerter. Når produktiviteten derimod falder, inviterer politikerne til lønfest.
Det må da både være forvirrende og demotiverede for medarbejderne. For hvad er så egentlig incitamentet til at give den en skalle på arbejdspladsen?
I sidste uge blev overenskomstaftalerne for de offentligt ansatte afsluttet med en betydelig lønstigning på 8,8 procent uden nogen konkrete modgående krav om øget produktivitet samlet set eller en fordeling af lønstigningerne, der tilgodeser grupper med de højeste produktivitetsstigninger. Det er paradoksalt, da Lønstrukturkomitéen netop understregede vigtigheden af at få skabt en tættere sammenhæng mellem produktivitet og løn i den offentlige sektor.
Når man zoomer ind på sygehussektoren, og husker på Mette Frederiksens lønløfte til særlige grupper af offentligt ansatte, ser man tydeligt, hvor syg løndannelsen i den offentlige sektor er, og at der i den grad er brug for en kur.
På sygehusene steg produktiviteten fra 2003 til 2018 med 2,2 procent årligt. Produktivitetsstigningen i den offentlige sektor var samlet set på cirka 0,2-0,7 procent årligt i samme periode. Det medførte dog ikke, at sygeplejerskerne og andre ansatte på hospitalerne fik ekstraordinært højere lønstigninger end andre offentligt ansatte.
I perioden fra 2019 til 2022 var der et markant fald i produktiviteten på sygehusene. De foreløbige tal for 2023 tyder på, at produktiviteten fortsat ligger markant under niveauet i 2019. Tilsvarende er det heller ikke lykkedes at få bugt med ventelisteproblemerne på hospitalsbehandling, der er opstået fra 2020 og frem.
Derfor giver det heller ikke mening, at løftet om mere i løn til sygeplejerskerne m. fl. først kom fra Mette Frederiksen i 2022, efter at produktiviteten var faldet markant, og ventelisteproblemerne efter mange års fravær for alvor var vendt tilbage.
Politisk set giver det derimod god mening, at politikerne ikke vil give ekstraordinære lønstigninger til sygeplejersker og andre i en periode med øget produktivitet og ingen ventelisteproblemer. De offentlige arbejdsgivere har i høj grad monopol på sygehusdrift. Sygeplejerskerne har således meget begrænsede muligheder for at søge over til en anden arbejdsgiver, der kan belønne deres højere produktivitet. Det illustreres ved, at antallet af sygeplejersker på trods af stor utilfredshed med løn og arbejdsvilkår har ligget på et stort set uændret niveau fra 2019 og frem til i dag.
Desuden vil det altid være mere attraktivt for politikere, der vil genvælges, at vise handlekraft ved at give flere penge til akutte problemer, end at bruge ressourcer på at løse langsigtede problemer, der først bliver akutte efter næste valg.
Den lære, sygeplejerskerne og andre offentligt ansatte umiddelbart kan drage af Mette Frederiksens lønløfte, og de netop indgående overenskomster, er, at det ikke kan betale sig at levere høj produktivitet og god service til borgerne, hvis man i fremtiden vil have mere i løn.
Det er afgørende, at vi i stedet får skabt en sund sammenhæng mellem produktivitet og løn i velfærdssektoren. Det lykkedes desværre ikke for Lønstrukturkomitéen. Vores næste håb må være, at Sundhedsstrukturkommissionen vil komme med konkrete løsninger på problemet i sundhedssektoren.
Bragt i Berlingske den 28. februar 2024
