Lars Løkke Rasmussen har meldt sig ud af Venstre. I en klumme i BT skriver han, at han vil bruge sin frihed som løsgænger til at argumentere for og måske starte et ”oprør fra midten”. Jeg skriver ”måske”, fordi Løkke skriver, at det, ”bestemt ikke er sikkert”, at han selv er den rigtige til at stå i spidsen for et sådant oprør.
Udtrykket ”oprør fra midten” stammer fra bogen af samme navn udgivet i 1978 og forfattet af Villy Sørensen, Kristen Helveg Petersen og Niels I. Meyer. Bogens titel var misvisende. De tre forfattere repræsenterede ikke en midterposition, men en meget venstreorienteret vision for Danmark. Forfatternes figenblad var, at de ikke kun afviste markedsøkonomi, men også kommunisme, så havde de fordelt sol og vind ligeligt, mente de. Men faktum er, at der var tale om en politisk vision, som er beslægtet med de ideer, partier som Enhedslisten og Alternativet i dag står for og i øvrigt også i en vis grad med venstrefløjs-økonomen Thomas Piketty, især i hans seneste bog. ”Oprør fra midten” afviste for eksempel den kapitalistiske markedsøkonomi til fordel for statsligt ejede virksomheder samt indførelse af borgerløn, så ingen behøver at tage lønarbejde for at kunne klare sig selv.
Noget tyder på, at det på lignende vis – men med omvendt fortegn, kan man sige – er misvisende, når Løkke kalder sit projekt for et ”oprør fra midten”. I hvert fald i den form, han indtil nu har præsenteret det.
Løkke ser det for eksempel som en del af oprøret at finde svaret på, hvordan vi øger kvaliteten af den offentlige velfærd ”uden bare bevidstløst at øge bevillingerne”. At undlade at øge bevillingerne kaldes nulvækst i det offentlige forbrug. Løkke vandt valget i 2015 på blandt andet en nulvækst-dagsorden, men opgav den igen i 2018. At øge kvaliteten uden at øge bevillingerne kaldes øget produktivitet. Det opnås bedst gennem øget frit valg og konkurrence.
Faktisk lyder det som om Løkke selv er på vej tilbage til en (lidt mere) liberal position, end hvor han befandt sig i den sidste tid som statsminister. Altså på vej væk fra ”midten”. Under valgkampen i 2019 annoncerede Løkke intentionen om i de efterfølgende år at bruge stort set hele det økonomiske råderum (20,5 mia. kr. af 21,5 mia. kr.) på en – ”bevidstløs” forøgelse af det offentlige forbrug, for at bruge hans egne ord fra dagens BT-klumme. Nulvækst var for længst opgivet og glemt.
Nu præsenterer Løkke et comeback for en reform-dagsorden, som skal sikre mere velfærd for de samme penge. Men hvorfor flyttede han Venstre væk fra den dagsorden, da han var partiets formand og statsminister? Måske vil han hævde, at der ikke var flertal for det i blå blok. Men mener han i ramme alvor, at det vil være lettere at skaffe flertal til et sådant projekt sammen med socialdemokraterne? Det har jeg svært ved at se – især med partiets nuværende ledelse.
Selvfølgelig kan man forestille sig, at der kan opstå en ny situation i fremtiden under en ny socialdemokratisk ledelse. Men er det så ikke trods alt mere sandsynligt og perspektivrigt at satse på en fælles forståelse i blå blok?
Løkkes analyse af blå bloks tilstand og potentiale bygger i for høj grad på fortidens synder og for lidt på fremtidens muligheder. Løkkes anden regeringsperiode 2015-19 var kaotisk, og det skyldtes i høj grad Dansk Folkepartis og Liberal Alliances ageren. Men begge partier blev straffet hårdt af vælgerne for dette. Liberal Alliance ser ud til allerede at have draget læren af dette, og det har Løkke ikke tilstrækkeligt blik for, når han skriver, at Liberal Alliance vil ”topskattelettelser så intenst, at alt andet bliver ligegyldigt. Endda en borgerlig-liberal regerings overlevelse”.
Han tilføjer ganske vist i en indskudt sætning det forbehold, at ”man fornemmer en ny, lidt mere klædelig ydmyghed” hos partiet. Men det er virkelig en underdrivelse. Sandheden er jo, at partiet har skiftet hele ledelsen ud, og at den nye partileder, Alex Vanopslagh, meget klart har kommunikeret, at de ultimative krav og den overdrevne fokus på topskat var en fejl. Og i Løkkes egen statsministertid gik LA jo fra det ”ultimative” krav om topskattelettelser til en meget forpjusket regeringsdeltagelse. Det virker som om, Løkke ikke vil erkende dette, men hænger fast i fortiden fra den korte periode med V-mindretalsregeringen.
Så er der Dansk Folkeparti. Her er det mere usikkert, hvad fremtiden vil bringe. Men også DF blev hårdt straffet af vælgerne efter sin dødedans med VLAK i valgperioden ’15-19. Og partiet har i perioden 2001-15 gentagne gange vist sig villigt til at sikre flertal for reformer. At det skulle være helt umuligt at bygge en kommende borgerlig reformkurs på DF’s mandater, er svært at se. Og at det skulle være mere nemmere at lykkes at gøre det i et samarbejde med socialdemokraterne, forekommer ikke sandsynligt.
At DF nu har annonceret, at partiet vil ud af EU, er selvfølgelig en uenighed, som skal håndteres. Men hvis Socialdemokraterne kan danne regering med et parti som parlamentarisk grundlag, som vil afskaffe grundloven og erstatte den med en ”socialistisk” grundlov (Enhedslisten – se her og her), bør det borgerlige samarbejde også kunne rumme et parti, der ønsker at forlade EU.
Endelig peger Løkke på, at ”Nye Borgerlige vil melde os ud af internationale konventioner”. Det er korrekt, at Nye Borgerlige har formuleret og indtil videre fastholder tre ”ufravigelige” krav, som kan være på kant med internationale konventioner. Kravene skal ifølge Nye Borgerlige opfyldes af en kandidat til statsministerposten, for at partiet vil pege på vedkommende. Uafhængigt at, hvad man måtte mene om kravene, er sådanne ultimative krav kritisable og naive. Nye Borgerlige gentager Liberal Alliances fejltagelse, som jo består i, at det ikke er statsministeren, der afgør, hvilken politik, der skal gennemføres men Folketingets flertal. Medmindre statsministerpartiet sammen med Nye Borgerlige sidder med et flertal på mindst 90 mandater, er den kommende statsminister afhængig af flere partier for at få ting igennem. Hvis ét parti stiller ultimative krav, kan de andre også gøre det, og det hele bliver en gordisk knude som i 2015-19.
Nye Borgerliges ultimative krav er altså et problem. Men er problemet større end de enorme udfordringer, der ville ligge i at skabe et reformprojekt i stil med det af Løkke skitserede på tværs af blokkene? Næppe. For det første er det stadig lang tid til næste valg, så vejen frem på nuværende tidspunkt bør være en dialog med Nye Borgerliges ledelse. I den økonomiske politik vil partiet støtte reformdagsordner som dem, Løkke nævner i sin BT-klumme.
Endvidere er ultimative krav fra små partier som oftest et bluff-nummer, der skal tiltrække vælgere og opmærksomhed. Senest da De Radikale stillede ultimative krav til Mette Frederiksen om, at der inden grundlovsdag 2020 skulle foreligge en færdigforhandlet klimaplan klar med et flertal bag sig. Det blev så siden udskudt til inden sommerferien. Begge deadlines kom og gik, men regeringen bestod og forhandlede en aftale på plads i slutningen af september. (Radikales figenblad var, at der blev indgået en delaftale om energi og industri i juni). Liberal Alliance turde heller ikke vælte en borgerlig regering for at få sit ultimative krav om topskattelettelser igennem. Mon ikke Nye Borgerlige indser, at partiet må sadle om, senest når der foreligger et borgerligt flertal – før det tidspunkt har kravet jo ingen praktisk betydning ud over at profilere partiet hos dets vælgersegment?
Jeg tør ikke spå, om hvorvidt Løkkes projekt kan få vælgermæssig succes. Hvis Uffe Elbæk kunne (for en tid) med Alternativet, hvorfor skulle Lars Løkke så ikke kunne med et eventuelt nyt parti? Jeg kan også godt se en måde, hvorpå partiet (hvis han stifter et sådant) ville kunne bidrage positivt til en reformdagsorden. Men det bliver næppe på den måde, Løkke skitserer det, nemlig i et samarbejde over midten. Derimod kan Løkke tænkes at kunne trække stemmer over midten og dermed bidrage til at skabe et borgerligt reformflertal. Det har han gjort før.
(Bragt i Jyllands-Posten 3. januar 2021)
