Luk jobcentrene og sæt borgerne i fokus

Hos CEPOS har vi længe efterlyst en reform, der tager livtag med beskæftigelsessystemet, herunder jobcentrene, der sammenblander social- og beskæftigelsespolitik. For nuværende er systemet unødigt dyrt, ineffektivt og uværdigt.

Ammunitionen til en sådan reform kan heldigvis findes i ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats, som med deres rapport blandt andet anbefalerat nedlægge jobcentrene og åbner porten for private leverandører. Det vender jeg tilbage til.

For lad os først være helt ærlige. Jobcentrene har spillet fallit i forsøget på at få de ledige i arbejde. I velfærdsstatens navn har man styret forbi problemet med høje sociale ydelser og i stedet presset folk i job ved at »beskatte« deres fritid gennem obligatoriske samtaler, CV-kurser, aktivering og krav om joblog.

Ingen kan tillade sig at være overrasket, når Beskæftigelsesministeriet viser, at op imod halvdelen af udgifterne til jobcentrene ikke bruges på at få folk i arbejde, men på ren og skær administration.

Desto mere bemærkelsesværdigt er det derfor, at udgifterne til jobcenterdriften fra 2011 til 2022 er steget med 2,1 milliarder kroner, og i dag koster jobcentrene statskassen 12 milliarder kroner om året. Og det er til trods for, at ledigheden har været faldende i selvsamme periode.

For hver gang mediesager har kunnet karakterisere jobcentrene som en synkende skude, så har Christiansborg udvist »handlekraft« med nye krav, flere regler og naturligvis flere penge fra skatteborgerne. Vi har fået en så regeltung offentlig sektor, at den synker under vægten af alle de redningskranse.

Ekspertgruppen har med al tydelighed vist, at jobcentrene ikke i tilstrækkelig grad har set den enkelte borger bag deres skemaer. Fordi der blandt andet kan afholdes 500.000 færre samtaler, 40.000 færre møder og fordi halvdelen af reglerne og de fleste af sanktionerne kan afskaffes.

Når Claus Hjorth indførte jobcentrene tilbage i 2007, var det for at etablere et samlet, forenklet og »enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem«. Meget tidligt blev man dog gjort opmærksom på, at systemet var præget af mere administration, ikke mindre. Hvis politikerne finder modet til at se virkeligheden i øjnene, kan vi begynde at tale om de fornuftige alternativer, der vil kunne gennemføres, og skabe resultater.

Heldigvis anbefaler ekspertgruppen, at private aktører i endnu højere grad bør tænkes ind i opgaveløsningen. Det kunne der være store muligheder i.

Vi har allerede set forsøg med »Social Impact Bonds« (SIB), hvor private investorer i samarbejde med det offentlige har hjulpet grupper af borgere i beskæftigelse.

Tilbage i 2013 fuldførte Rotterdam en SIB-forsøgsordning målrettet unge i lavindkomstgruppen, mange af dem uden basale kvalifikationer. Her lykkedes det at indsluse over halvdelen af de unge ud i en karriere og væk fra sociale ydelser.

Den største SIB-forsøgsordning til dato blev igangsat af Finland i 2017, der specifikt var møntet på arbejdsløse migranter og flygtninge. Også her taler resultaterne deres klare sprog: Ud af 2.500 migranter havde over halvdelen fundet beskæftigelse i 2020.

I SIB-ordningerne får investorerne kun deres penge tilbage, hvis de lykkes. Derimod har jobcentrene fået deres bevillinger uanset, hvor dårlige resultaterne har været.

Grundlæggende har det været jobcentrenes opgave at genere folk så meget, at de finder et job. I Danmark kalder vi dette »motivationseffekten« eller »trusselseffekten«. Politikerne skal i stedet sætte borgeren i centrum og invitere den private initiativrigdom inden for murene. Vi skal væk fra et systemfokus og »trusselseffekt«, og hen mod værdighed og resultater.

Jeg er ikke i tvivl om, at medarbejderne på jobcentrene gerne vil være en succes. Og jeg er lige så overbevist om, at langt de fleste mennesker gerne vil arbejde, fordi det er en kilde til mening, selvforsørgelse og handlefrihed. Derfor skal politikerne sikre danskerne et beskæftigelsessystem, hvor medarbejderne ikke tynges af regler, bøvl og bureaukrati. Og her har modellen med jobcentrene vist sig ikke at være tidssvarende eller resultatorienteret.

Politikerne vælger i sidste ende selv, om de vil give danskerne en mere værdig model, som har borgeren i centrum frem for systemet. Og hvor politisk handlingskraft ikke låses fast i flere penge til et dyrt og ineffektivt offentligt system, der aldrig kommer til at virke.

Indlægget blev bragt i Berlingske den 2. juli 2024