I den seneste tid har Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt forsøgt at tiltrække sig opmærksomhed ved at påstå, at liberalisme ikke er borgerligt.
Hans argumenter afslører, at hans udgave af borgerlighed er fremmed og ikke baseret på dansk historie. Desværre.
Messerschmidts kritik handler om, at liberalisme er hedonisme, som fører til mistrivsel, og at liberale ikke føler sig forpligtet på noget udover deres lyster. Det sidste er altid et farligt argument at fremføre som menneske: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende,« som der jo står i Johannesevangeliet.
Man kan ikke i liberale hovedværker finde lighedstegn mellem hedonisme og liberalisme. Faktisk beskæftiger mange klassiske liberale fra Adam Smith til Vernon Smith sig en hel del med at vise forskellen i både teori og praksis.
Nobelpristager Hayek bruger ligeledes lang tid på at forklare, at individualisme ikke er egoisme. Måske derfor søger Messerschmidt tit argumenter i udenlandsk skønlitteratur. Eksempelvis refererer han i Weekendavisen 15. marts til en russisk anarkist. Hvorfor citater fra et langt og komplekst fiktionsværk skulle bevise at liberalisme er hedonisme, er uklart for mig. Særligt, da værket søger at udstille ægteskabet som en tvangsinstitution, der ødelægger alle, der ikke frivilligt kan og vil vælge at blive i det.
Starter med ytringsfriheden
I programmet Blåt Bælte på 24Syv 24. april fremfører Messerschmidt, at vi har debatteret, hvad dansk borgerlighed er siden 1871. Et afslørende valg af årstal. Det er nemlig det år, Socialdemokratiet og Dansk Kvindesamfund blev grundlagt. Det er næsten det, nogle ville kalde et freudian slip. Kendere af dansk idéhistorie vil derimod sige, at vi begynder at diskutere moderne borgerlighed i 1770 med ytringsfrihedsdebatten. Ligeledes er dansk borgerlighed og liberalisme næsten synonymer historisk, tænk blot på borgerrettighedsforkæmper J. J. Dampes vigtige ord: »Frihedens sag er en borgerlig sag«.
Generelt er brugen af danske kilder mangelfuld i Messerschmidt korstog. Han inddrager en halv Kierkegaard. Men Kierkegaard gav os ellers det liberale kærlighedsbudskab og var nervøs ved almuens populisme og foragtede tvang. Hvorfor han jo netop skriver til Hin Enkelte. Udover Kierkegaard benytter Messerschmidt sig meget sjældent af danske ideer. Overhoved. Vi må forstå, at den store indsigt kommer fra de føderale lande Amerika og Tyskland i form af kommunitarismen: Et fremmed begreb for størstedelen af det danske folk. Det leder næsten tankerne over på Erasmus Montanus, at Messerschmidt sådan ikke nedlader sig til at definere kommunitarisme for almuen, når han debatterer borgerlighed fra et elfenbenstårn.
For er man dansk, er man nok mere tilbøjelig til at være liberal. Der er trods alt spor af liberal tænkning fra Jellingstenen til Snorri, til Danehof, til frihedsstøtten, til Grundtvig, og ja, Kierkegaard. Danmarks rigdom blev skabt af liberale institutioner, og velfærdsstaten brugte af den rigdom. Velfærdsstaten var i øvrigt - som Messerschmidt - inspireret af ideer, der kom fra imperier og ikke nationer. Danskere er også tilhængere af det liberale demokrati og ønsker, at andre skal leve frit og eksempelvis have frihed til at elske dem, de måtte ønske. Også selvom pligten kunne byde dem noget andet. Det er også derfor, at danskerne generelt ser ikkevestlig indvandring som et problem: Fordi de ofte medbringer ideer, der ikke er liberale.
Messerschmidts teokrati
Messerschmidts borgerlighed vil omvendt gerne sætte lighedstegn mellem religion og nation. Det hedder jo teokrati og er ikke borgerligt. Det er helt rigtigt, at man også i det danske borgerlige arvegods taler om ånd, nationalisme og Gud. Men hvad når sådanne elementer kommer i konflikt? Det skylder Messerschmidt svar på. Hvor langt skal man gå for at bevare? Skal vi eksempelvis acceptere at miste levestandard for åndelighed, og er det borgerligt at kræve et sådan konkret offer af alle, for hvad der vel er en privat samvittighedssag? Er det ikke mere nationalt at ønske en rig nation? Det lod til at være en klar konsensus hos danske liberale i det 19. århundrede, men det er ikke det samme som åndløshed.
Men har liberalisme så givet psykisk mistrivsel? Det er muligvis rigtigt. Den har nemlig givet så meget materiel trivsel, at det er ufatteligt. Vores BNP per capita er fra 1820 til 2020, altså tiden med versioner af liberal kapitalisme, blevet 32 gange større. Næsten alle, der fødes i dag, lever godt og længe.
Men ja, så er der nok også flere, der oplever mistrivsel. De er i hvert fald blevet velstående nok til, at de kan overveje det. Kommunitarismens påstand er, at det overvejede man ikke før i tiden. Udover at det er jættesvært at bevise den påstand, så er sjælekvaler trods alt bedre end hungersnød. »Ingen mad, ét problem. Meget mad, mange problemer«, som man siger.
Har liberalismen så ødelagt fællesskaberne? Før i tiden var man født ind i få stærke fællesskaber - særligt familien. De fællesskaber gik forud for individet og søgte at styre det meste i livet. I dag deltager vi i mange flere løse fællesskaber; skole, arbejde, sportsklub, parti, baren og de prøver ikke at styre os særlig meget.
Føler du dig ensom, kan du starte med at søge et fællesskab, der tiltaler dig. Der er masser at vælge imellem takket være liberalismen. De mest meningsfulde fællesskaber er ofte dem, der er os givet, for eksempel familien. Men de nye frivillige fællesskaber er ikke en erstatning for dem, men et supplement som man kan vælge eller lade være. Men at sige, at fællesskab kun er noget værd, hvis man føler sig forpligtet af dem, er mærkeligt. Det kan ingen vide, andet end individet selv.
Messerschmidts udlægning af liberalisme ligner til forveksling den, som mange venstreorienterede fremfører. Når liberale taler om selvinteresse, så er det alt det, som individet finder af interesse. Herunder institutioner, fællesskaber og familier. Men det er rigtigt, at den borgerlige indsigt i design af samfundets institutioner går ud fra, at folket er befolket af individer med egeninteresser, som de har lige ret til at varetage. Det gælder alle i folket - det er jo den universelle værdighed, som liberalismens danske folkelighed bygger på.
Messerschmidt benytter sig derimod mere af referencer til tysk opera og græske tragedier. Dansk borgerlighed og folkelighed er imidlertid historisk liberal. Den danske nationalstat er en borgerlig-liberal opfindelse. Kommunitarisme er fremmed for vores folk. Det er nationalt at være liberal her til lands. Det er muligt, at det er anderledes i fremmede lande.
Bragt i Berlingske den 4. maj 2023
