På sidste tirsdags pressemøde i Statsministeriet åbnede Seruminstituttets Kåre Mølbak for den mulighed, at danskerne kan danse sig igennem coronaepidemien. Danskernes adfærdsændring – suppleret af regeringens nedlukning – har nemlig været så markant, at Mølbak ikke længere ser flokimmunitet gennem smittespredning til store dele af befolkningen som noget uundgåeligt. I stedet kan smitten holdes undertrykt, til der – forhåbentlig – kommer en vaccine.
Hvis Mølbak har ret i, at vi kan undgå, at mange bliver smittet og dør, så er det naturligvis et mål, der er værd at forfølge. Men gevinsterne skal stå mål med omkostningerne. Ikke blot fordi det er vigtigt i forhold til at prioritere samfundets ressourcer, men i høj grad også fordi det er nødvendigt for overhovedet at kunne få befolkningens opbakning.
Udtrykket danse stammer fra “the hammer and the dance”, hvor en epidemi først slås hårdt ned, hvorefter man løbende holder smitten lav med mere eller mindre alvorlige indgreb. Problemet med strategien er, at de indgreb, der er nødvendige for at holde covid-19 nede i potentielt flere år, kan have meget store samfundsøkonomiske konsekvenser for danskerne.
Løbende nedlukninger og åbninger af erhverv og skoler medfører enorme omkostninger for samfundet, og 200.000 danskere er allerede enten blevet arbejdsløse eller sendt hjem med kriseløn. Der er altså næppe tale om en stilfærdig vals, men om en dans på glødende kul.
Der er derfor behov for, at myndighederne fremlægger redskaber til at reducere smittetrykket, som er billigere for samfundet. Samtidig bør de fremlægge en klar strategi for, hvornår de enkelte redskaber tages i brug. Redskaberne skal rangordnes i forhold til, hvor effektivt de reducerer smittespredningen, og hvor skadelige de er for samfundet.
Her er samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser et afgørende input. Og strategien skal indeholde klare regler for, hvornår de enkelte redskaber tages i brug – f.eks. som følge af den aktuelle smittespredning i forskellige dele af landet. Samtidig bør man indsamle stikprøver for smittespredningen i hele landet og udgive estimater for den fremtidige smittespredning.
Det sidste kan effektivt opnås ved at nedsætte forskellige ekspertgrupper, som konkurrerer om at komme med de bedste fremskrivninger for smittespredningen og belønnes i forhold deres præcision.
Ovenstående plan vil reducere smittetrykket samfundsøkonomisk billigst muligt og give borgere og virksomheder mulighed for at planlægge uden uvisheden om diskretionære indgreb fra regeringen. Planen vil altså fjerne en stor del af uvisheden om den førte politik, hvilket vil være mere gennemskueligt for borgerne og nemmere – og dermed billigere – for markedet at håndtere gennem f.eks. finansielle forsikringer.
