20 måneder inde i pandemien kan vi stadig ikke få svar på, hvilken covid-19-strategi regeringen følger. Om nogen. Det er uacceptabelt.
Der er nu igen indført restriktioner. At coronapas er til at leve med er ikke ensbetydende med, at det er velbegrundet. Det er et indgreb i danskernes frihedsrettigheder og en byrde for dele af erhvervslivet. Langt værre er det, at skolelukninger fortsat finder sted, selvom det er påvist, at de gør stor skade på nogle af børnene, uden at der er påvist en væsentlig effekt på smittespredningen.
Covid-19 er nu igen klassificeret som samfundskritisk, hvilket tildeler et folketingsudvalg vide og potentielt indgribende beføjelser uden den sædvanlige parlamentariske lovgivningsproces, som sikrer åbenhed om beslutningerne og mulighed for, at berørte parter bliver hørt.
Indtil marts 2020 ville hvert enkelt af disse indgreb have været betragtet som ekstremt vidtgående. Alligevel er det uklart, hvad der begrunder dem i dag. I marts 2020 begrundede regeringen nedlukningen med, at smittespredningen skulle forsinkes, så sundhedsvæsenets intensivafdelinger ikke blev overvældede af for mange patienter. Dengang blev det kommunikeret, at i spidskapacitet kunne der frigøres cirka 1.000 respiratorer til covid-patienter.
Er det fortsat denne kapacitetsgrænse, regeringen styrer efter at beskytte? Der er i skrivende stund 49 med covid indlagt på intensivafdelinger og heraf kun 22 i respirator – altså to procent af, hvad vi i foråret 2020 fik at vide, var kapacitetsgrænsen. Hvordan berettiger det coronapas og skolelukninger? Anvender man i dag en anden kapacitetsgrænse? I givet fald hvilken? Eller styrer man efter noget helt andet? I givet fald hvad?
Noget tyder på, at grænsen for, hvad regeringen (og Folketinget?) opfatter som gyldig grund til restriktioner har flyttet sig, så der ikke længere behøver at være en overhængende fare for, at sundhedsvæsenet bliver overvældet, som vi så det i Norditalien i foråret 2020. Nu begrundes krav om indgreb (tilsyneladende?) med risiko for travlhed og overarbejde på landets sygehuse.
Det går ikke. Vi kan som borgere i et liberalt demokrati ikke acceptere, at der bliver skruet ned for vores frihedsrettigheder hver gang, der er risiko for ekstra travlhed på landets sygehuse. Og vi kan heller ikke acceptere, at det sker på basis af uklare kriterier, herunder lægers og sygeplejerskes fornemmelser for graden af travlhed. Hvilken kapacitetsgrænse styrer Epidemiudvalget efter? Vi vil se nogle tal og have en regelbaseret strategi.
Mystisk fokus
Det stærke fokus på smittetal er mystisk, eftersom vaccinerne har reduceret risikoen for indlæggelse og død ved smitte markant. Ifølge Sundhedsstyrelsen er vaccineredes risiko for at blive syge en tyvendedel af ikkevaccineredes.
Der har på det seneste været en del undren over, at smitten er stigende trods vacciner. Men det er faktisk ikke så overraskende. Når vaccinen gør covid langt mindre farlig, bliver mange mindre bekymrede for at blive smittet og tilpasser deres adfærd derefter – mindre afstand, flere familiefester, flere kram osv. Så selvom vacciner isoleret set reducerer smittespredningen, trækker danskerne via deres mindre bekymrede adfærd i den anden retning. Oveni kommer så den samme sæsoneffekt, som vi så sidste år.
Ved epidemiens begyndelse kunne smittebegrænsende restriktioner principielt begrundes med, at man udsatte andre for fare ved at blive smittet. Efter vaccinerne er denne begrundelse bortfaldet, eftersom faren ved smitte er decimeret for den vaccinerede del af befolkningen, hvorved covid-19 næppe er mere farlig end for eksempel influenza for stort set alle, måske bortset de allerældste.
Selvvalgt risiko
De ikkevaccinerede har for langt hovedparten selv valgt at løbe den risiko, manglende vaccine indebærer. Den lille restgruppe må vi beskytte på anden vis end ved at udsætte hele befolkningen – inklusive børn – for rettighedsberøvende restriktioner. De sårbare burde man så til gengæld tilbyde bedre beskyttelse, end det i øjeblikket er tilfældet.
Alt tyder på, at covid-19 er en sygdom, vi skal leve med i al evighed ligesom forkølelse og influenza. Og at den vil komme tilbage hver vinter. Hvor længe forestiller regeringen sig, at vi skal leve med restriktioner som coronapas og skolelukninger – og en konstant trussel om dét, der er værre?
Hvordan kan 49 indlagte på intensivafdelingen berettige indgreb som skolelukninger og coronapas, når der i februar 2018 var 80 indlagte på intensivafdelinger med influenza?
Bragt i Berlingske d. 25. november 2021.
