Danmark er et gennemorganiseret land, hvor organisationer har stor magt. Det har mange fordele, at interesser har indflydelse og tager ansvar. Men alle medaljer har en bagside, som er værd at studere.
Kombinationen af stærke offentlige fagforeninger og fravær af konkurrence i den offentlige sektor er til skade for Danmark. Vejen frem er ikke at stække fagforeningerne, som Socialdemokratiet forsøgte under lærerlockouten i 2013. Den farbare vej er at øge konkurrencen og borgernes frie valg. Så kommer fagforeningernes interesser i højere grad i harmoni med samfundets.
Det er påvist både teoretisk og empirisk, at interessevaretagelse kan skade almenvellet. For eksempel har produktivitetskommissionen påvist, at investeringer i infrastruktur ofte sker, hvor det ikke er samfundsøkonomisk optimalt – på grund af politikernes imødekommelse af geografiske særinteresser.
Forestil dig, at en interessegruppe, hvis medlemmer udgør én procent af samfundet, kunne øve indflydelse, der gavner alle i samfundet lige meget. Lykkes det, vil interessegruppens medlemmer kunne forvente at få omkring én procent af de samlede samfundsgevinster. Det indebærer, at medlemmerne kun vil vinde, hvis den samlede gevinst for samfundet var 100 gange større end gruppens omkostninger ved at arbejde for den gode sag. Det reducerer sandsynligheden for, at organisationen vil påtage sig opgaven.
Men organisationer er sat i verden for at fremme medlemmernes interesse, så de vil lede efter andre måder at gøre det på. Det kunne være tiltag, som specifikt gavner interesseorganisationens medlemmer, men skader samfundet, for eksempel statsstøtte eller regulering, der hæmmer konkurrencen.
Her gælder den omvendte logik: Det vil gavne medlemmerne, medmindre omkostningerne for samfundet som helhed er 100 gange større end medlemmernes gevinst. Det øger sandsynligheden for, at organisationen vil arbejde for specifikke privilegier til egne medlemmer, selv om det skader samfundet.
For lidt konkurrence
Der vil naturligvis ikke altid være en konflikt imellem særinteresser og almenvellet, men ofte. Fagforeninger er organisationer med egne interesser, som ikke altid harmonerer med samfundets. I den private sektor holdes fagforeningers interessevaretagelse lidt i skak af den konkurrence, der er imellem arbejdsgiverne. Den offentlige sektor er mindre udsat for konkurrence.
Det er kun omkring en fjerdedel af de opgaver, der kunne konkurrenceudsættes, som rent faktisk bliver det – og ofte i en svækket form. Den politiske modvilje skyldes i høj grad, at man ikke ønsker konflikt med fagforeningerne.
De private fagforeninger må på grund af konkurrencen indrette overenskomsterne, så de fremmer produktivitet. Lønstigninger kan ikke overstige væksten i produktiviteten, uden at det giver lavere konkurrenceevne og beskæftigelse. De fyrede medarbejdere vil søge over i andre erhverv, og derved risikerer fagforeningen at miste medlemmer.
Men fagforeningen skal sikre medlemmerne lønfremgang, ellers søger de også over i andre erhverv. Altså må den arbejde for at indrette overenskomsterne, så de fremmer produktivitetsfremgang. Det indebærer velvilje over for mere fleksible faggrænser, anvendelse af ny teknologi til at indrette nye arbejdsgange og mere fleksibel aflønning, som afspejler den enkelte medarbejderes dygtighed og flid.
Løn efter præstationer
Det private overenskomstsystem er i perioden siden 1980’erne blevet grundlæggende moderniseret. Fra at lønninger og arbejdstidsregler blev fastlagt i detaljer centralt af DA og LO, er man gået over til, at en væsentlig del af løn- og arbejdsforholdene bliver forhandlet mellem ledere, tillidsrepræsentanter og medarbejdere på den enkelte virksomhed.
På det private arbejdsmarked er der derfor bedre muligheder for at aflønne den enkelte medarbejder efter præstationer og kompetencer samt at fastlægge arbejdstiden i takt med, at virksomhedens konkurrencesituation og behov ændres.
I den offentlige sektor er der ikke sket en lignende modernisering af overenskomstsystemet. Det er stadig præget af centralt fastsatte regler for løn, arbejdstid og arbejdsgange, som kun i begrænset omfang bliver tilpasset lokale forhold og ny teknologi. Den lokalt forhandlede andel af lønnen er fortsat beskeden og vokser stort set ikke. Forsøg på at indføre mere fleksibel aflønning såsom Ny Løn er blevet effektivt saboteret af fagforeningerne.
Størstedelen af lønspredningen i den offentlige sektor afspejler endda ikke præstationer, men rent formelle forhold såsom anciennitet og ekstrauddannelse. En medarbejder opnår ikke nødvendigvis bedre resultater, fordi vedkommende bliver ældre eller har været på kursus.
Dermed kan lønsystemet ikke bruges til at fremme gode præstationer og høj produktivitet. Der er ellers meget stærk dokumentation for, at sådanne lønincitamenter virker.
Ifølge Produktivitetskommissionen viser erfaringerne fra det private arbejdsmarked i både ind- og udland, at præstations- og resultatløn har positive effekter som faldende sygefravær, stigende medarbejdertilfredshed og højere produktivitet.
Aftaler bør indrettes efter driften
Det offentlige overenskomstsystem er langt mere kompliceret og bureaukratisk end det private, fordi meget detailreguleres ovenfra. Eksempelvis er HK-overenskomsten i staten reguleret af knap 400 sider sammenlignet med godt 100 sider på det private arbejdsmarked.
I det private er den væsentligste begrundelse hos både ledelse og tillidsfolk for at indføre lokale aftaler at sikre produktiviteten efterfulgt af ændret efterspørgsel og ønsket om at fastholde og tiltrække kvalificerede medarbejdere – altså driftsfokus.
Når arbejdsforhold endelig fastlægges lokalt i det offentlige, angiver både ledelse og tillidsfolk, at lokale aftaler skal fremme trivsel snarere end drift. Det er en god ting også at have trivselsmål, og disse kan have positiv indflydelse på driften. Men fraværet af driftsmål er problematisk. Den offentlige velfærdssektor er til for borgernes skyld, ikke for de ansattes.
På skoleområdet forsøgte Thorning-regeringen sig med et indgreb, der skulle gøre op med nogle af disse forhold ved at afskaffe lærernes arbejdstidsaftale. Det førte til lærerlockouten i 2013. Ambitionen var sympatisk, men indsatsen slog fejl. Danmarks Lærerforening har efterfølgende formået at anvende sin magt til at få moderniseringen rullet tilbage i mere end halvdelen af kommunerne – og processen er stadig i gang.
Thorning-regeringen knækkede nakken på forsøget, og det vil næppe foreløbig blive gentaget på andre overenskomstområder. Læren bør være, at den slags top down-tiltag ikke virker og i øvrigt rimer dårligt med ideen om at sætte de offentligt ansatte fri og udvise tillid.
Vejen frem er at få mere frit valg ind i velfærdssektoren, så de enkelte institutioner kan miste kunder til andre, som gør det bedre. Når institutioner i højere grad konkurrerer indbyrdes og med private aktører, vil der opstå en dynamik i stil med den, vi har set i den private sektor.
Nedefra og op vil der komme ønsker om og ideer til modernisering af overenskomsterne baseret på lokal viden om de faktiske forhold og i en forståelse mellem parterne selv.
Modstanden imod frit valg og konkurrence er enorm. Det er uundgåeligt, at virksomheder og institutioner helst vil undslå sig at skulle konkurrere.
Men medarbejderne i velfærdssektoren bør huske en ting: konkurrence med private indebærer også, at deres arbejdsgivere får øget konkurrence om dem som medarbejdere. Det vil øge fokus på at sikre, at medarbejderne er tilfredse med løn og arbejdsvilkår.
