Mette F. vil gøre velfærdsstaten dyrere. Det bliver den næppe bedre af. Mangel på penge er ikke problemet

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Sats i stedet på mindre bureaukrati, mere innovation, konkurrence og frit valg

Mette Frederiksen har på Socialdemokraternes sommergruppemøde meddelt, at udgifterne til velfærdsstaten skal sættes i vejret. Det er imidlertid ikke mangel på penge, der er problemet. Derfor vil flere penge heller ikke gøre velfærden ret meget bedre, hvilket jeg forklarer i en ny video på facebook.

Lige for først at slå en ting fast: jeg er mindst ligeså interesseret i bedre hospitaler, skoler og plejehjem som alle andre danskere. Dét, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er den gængse måde politikerne forsøger at opnå dette på, nemlig ”send flere penge” metoden.

Problemet med den metode er, at hvis man i forvejen bruger mange penge på noget, så hjælper det ikke ret meget at tilføre endnu flere. Økonomer kalder fænomenet for faldende skalaafkast.

Forstil dig en tung hestevogn, som bliver trukket af én hest. At spænde en ekstra hest for vognen gør både, at hestene kan løbe hurtigere og længere. Det er to klare forbedringer. En tredje hest giver også forbedring, men i mindre grad. På et tidspunkt medfører endnu en hest ingen forbedring overhovedet. Der er jo en øvre grænse for, hvor hurtigt og langt heste kan bevæge sig, inden de skal hvile.

Hvis man allerede har mange heste spændt for vognen men gerne vil rejse hurtigere og længere, er løsningen altså ikke endnu flere heste – dvs. mere af det samme. Løsningen er at finde på noget nyt - innovation: I det her tilfælde kunne det være at opfinde forbrændingsmotoren og bilen.

Velfærdsstaten fungerer på samme måde. Den lægger allerede i dag beslag på rigtig mange ressourcer. Danmark ligger helt i top internationalt, når det handler om den offentlige sektors størrelse – her målt som andel af BNP.

Vi er blandt de lande, der bruger flest offentlige penge på uddannelse, ældrepleje, forskning osv. Derfor giver det ikke længere særlig meget ekstra velfærd for borgerne at øge udgifterne yderligere. Og i hvert fald ikke noget som står i et rimeligt forhold til de ekstra ressourcer, der bliver lagt beslag på – dine skattekroner og den arbejdskraft, der kunne have været anvendt andetsteds.

Bundlinjen er, at flere udgifter til velfærdsstaten ofte ikke er den rette vej til bedre velfærd. Der er i stedet brug for andre ting: mere innovation for eksempel – altså smartere måder at gøre tingene på, og en mere effektiv anvendelse af ressourcerne. Desværre går det mange steder den modsatte vej.

For eksempel skriver overlæge og professor Jes Olesen i bogen ”Det syge væsen”, at han for 20 år siden kunne nå 20 patienter på en stuegang. I dag kan han kun nå 10, det halve! Og det skyldes ifølge ham alene dårlig organisering og dårlig IT. Ifølge Olesen har de store lægevidenskabelige fremskridt holdt systemet oppe, mens dårlig ledelse og organisering har trukket den anden vej. Lægemangel har vi, siger Olesen, kun på grund af dårlig indretning af sundhedsvæsenet. Løsningen er derfor ikke at tilføre flere ressourcer men at komme den dårlige ledelse og organisering til livs.

Som jeg tidligere har påpeget her på bloggen, ser vi noget lignende indenfor pasning af børn. En analyse viser fx, at der siden 1970’erne er sket et dramatisk fald i, hvor meget tid pædagogerne bruger på at være sammen med børnene, jf. denne figur.

De konkrete tal er naturligvis usikre, men tendensen er klar. Hvis tallene passer, og pædagogerne vendte tilbage til at bruge samme andel af deres tid sammen med børnene som i år 2000, så ville det svare til en forøgelse i normeringen på ca. 5.500 pædagoger. Pædagogernes fagforening BUPL siger, at der er brug for 4.000.

Et tredje eksempel: Ifølge en analyse fra Vismændene har reduktionen i udgifterne til gymnasierne siden 2007 ikke haft negative effekter på elevernes udbytte af undervisningen. Der er ikke færre, der falder fra, karaktererne er ikke blevet værre, og ligeså mange som før læser videre efter gymnasiet.

Vismændenes konkluderer, at ”tilskudsniveauet i udgangsåret for analysen var så højt, at betydningen af den ændrede tilskudskrone har været lille”. Altså ligesom fjerne en overflødig hest fra en hestevogn, der allerede har rigeligt med heste spændt for.

Der er altså tæt ved ingen positiv effekt ved at bruge flere penge på gymnasierne. Hvis vi gerne vil have bedre gymnasier, skal vi gøre noget andet. Vi skal blandt andet gøre det muligt for gymnasierne at blive mere innovative og bedre til at lære af de bedste.

Så der er mange tegn på, at store dele af velfærdsstaten er ramt af faldende skala-afkast. Og oveni kommer et relateret fænomen, nemlig at man som forbruger får mindre nytte ud af ekstra forbrug, når man i forvejen forbruger meget af en given vare eller ydelse. Som jeg påpeger i førnævnte video, smager den første flødebolle bedre end den tiende, hvilket videnskabeligt kan illustreres på denne måde :-)

Dette begreb kaldes faldende marginalnytte. Mens faldende skalaafkast er et fænomen, der relaterer sig til produktionen, opstår faldende marginalnytte, når værdien af ekstra produktion giver borgerne mindre nytte, fordi de allerede er ret velforsynet.

Eksistensen af disse to fænomener – faldende skalaafkast og faldende marginalnytte – er almindeligt anerkendte standardantagelser blandt økonomer. En virksomhed får måske et stort afkast af at ansætte en telefonsælger og ansætter måske en til, men på et tidspunkt får virksomheden ikke noget ud af at ansætte flere telefonsælgere. En landsby uden en skole får meget stor gevinst af at ansætte den første lærer, men den ekstra gevinst ved at ansætte flere lærere aftager på et tidspunkt. Vi kender det også fra hverdagen som forbrugere: Den første øl læsker mere end den tiende. En husholdning har større glæde af at anskaffe det første tv end det femte osv.

Som forbrugere af velfærdsydelser ville vi nok få mere ud af en større variation i udbuddet end i endnu mere af den samme standardløsning, som politikerne prakker os på. Større variation kan vi få med mere konkurrence og frit valg. Det behøver ikke koste noget, men kan endda tværtimod i nogle situationer føre til lavere udgifter på grund af konkurrencen imellem producenterne.

Det er et stort samfundsproblem, at vi tror, forbedringer af velfærdsstatens kerneområder såsom uddannelse, sundhed og pleje er uløseligt forbundet med højere udgifter, ligegyldigt hvor mange penge, vi bruger i forvejen. Og ligegyldigt hvor store problemer, der kan være med fx bureaukrati eller dårlig ledelse.

Det er skidt. Hvis for få ressourcer ikke er kilden til problemerne, så forbliver de jo uløst, hvis vi blot tilfører flere penge. Ofte er det andre ting, der skal til: Bedre organisering, bedre incitamenter, mere frit valg og mere konkurrence. Og der er jo også det ved det, at det er spild af skatteborgernes penge at bruge dem på noget, der ikke giver værdi. Du og dine nærmeste kunne jo sikkert godt finde ting at bruge pengene på, hvis I fik lov til at beholde dem selv.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk