Privatiseringen af velfærd vil fortsætte og accelerere i de kommende årtier - især hvis politikerne ikke formår at øge produktiviteten i det offentlige.
Statsministeren identificerede fem udfordringer for velfærdsstaten i sin tale ved Kommunernes Landsforenings topmøde i marts.
Den første udfordring var demografien: Flere ældre giver øgede udgifter. Men det »demografiske træk«, som det kaldes, er der faktisk rigeligt råd til at finansiere, ifølge Finansministeriet.
Den anden udfordring er rekrutteringsproblemer i Velfærdsstaten. Det kan bedst løses ved at øge produktiviteten pr. medarbejder. Det giver en hurtig effekt i løbet af få år. Til sammenligning tager det seks år at uddanne en læge og omtrent det dobbelt, før man har en færdiguddannet kirurg. Og skal der ansættes flere i det offentlige, bliver det på bekostning af færre i det private. Danmark har i forvejen den tredjehøjeste andel af offentligt ansatte blandt OECD-landene.
Endelig er der med hensyn til produktivitet meget at komme efter. Ifølge Sundhedsministeriet var aktiviteten på sygehusene cirka fire procent lavere i 2022 end i 2019, selvom der er kommet cirka 7.500 flere ansatte på sygehusene - en stigning på omkring syv procent. Der er både flere læger, flere sosu-assistenter og mere øvrigt plejepersonale. Antallet af sygeplejersker er omtrent det samme.
Problemerne med blandt andet ventelister skyldes i høj grad faldende produktivitet og bør løses ved at vende den udvikling. Men produktivitet er end ikke er nævnt i kommissoriet til den nyligt nedsatte Sundhedsstrukturkommission.
Den tredje af de fem udfordringer er voksende bureaukrati. Her bør nævnes, at statsministeren selv udvidede staten med cirka 7.000 administrative årsværk og 1.000 ledelsesårsværk under sin S-regering. Nu peger hun på frisættelse af kommunerne fra statslige regler. Det kan være en del af løsningen, men der skal mere til. VIVEs evaluering af frikommuneforsøget viste, at de syv frikommuner kunne have gennemført næsten alle initiativerne inden for børnepasning og ældrepleje, inden de blev frikommuner. På skoleområdet var det dog mange af initiativerne, som krævede fritagelse.
Kommunerne havde altså mest sig selv at bebrejde for bureaukratiet. Frikommuneforsøget skabte et incitament til at reducere det, fordi forsøget jo skulle evalueres, og så er det pinligt, hvis intet er gjort. Men udbredes forsøget til samtlige kommuner, forsvinder den effekt. Man kan ikke rette spotlyset imod samtlige kommuner. Og når det igen bliver hverdag, vil bureaukratiet komme krybende tilbage.
Den bedste kilde til mindre bureaukrati i kommunerne er at udsætte dem for konkurrence fra selvejende og private leverandører. Så må kommunerne holde bureaukratiet i ave for at klare sig i konkurrencen.
Statsministerens fjerde udfordring er integration. Den går ifølge integrationsministeriets integrationsbarometer allerede fremad på de fleste områder. Flere ikkevestlige indvandrere er selvforsørgende, flere er i beskæftigelse, flere gennemfører en uddannelse og færre begår kriminalitet.
Den femte udfordring er, at borgernes forventninger til velfærdsstaten vil stige i takt med velstandsfremgangen. Her har statsministeren fat i noget centralt. Ifølge dét, økonomer kalder Wagners lov, vil vi med voksende velstand efterspørge, at en stadig større andel af BNP skal gå til sundhed, uddannelse med videre.
På lang sigt er konsekvenserne overvældende. Økonomen William Baumol vurderer i bogen »The Cost Disease«, at alene sundhedssektoren vil kunne fylde 62 procent af økonomien om 100 år, især hvis produktiviteten ikke stiger i sundhedsvæsenet.
Som vismændene har påpeget, er det ikke et problem, at en markant rigere befolkning, som har fået tilfredsstillet sine materielle behov, flytter fokus mod sundhed og forlængelse af livet. Den generelle velstandsfremgang vil medføre, at vi kan fastholde og endda udvide vores forbrug af andre goder, selv hvis sundhed sluger 62 procent.
Til gengæld vil det ikke være muligt fortsat at skattefinansiere sundhed. Så skulle skattetrykket jo være 62 procent - alene for at finansiere sundhed. Oveni skulle lægges alle andre offentlige udgifter. Til sammenligning har Danmark i dag et skattetryk på 46,5 procent - det højeste i OECD.
Derfor er der på lang sigt kun én måde, hvorpå statsministerens femte udfordring kan løses: ved at privatisere finansieringen af velfærd som sundhed ved en kombination af forsikring og brugerbetaling.
Udviklingen er i gang: Flere betaler for friskole, privat lektiehjælp, tegner sundhedsforsikringer, sparer op til alderdommen. Privatiseringen af velfærd vil fortsætte og accelerere i de kommende årtier, især hvis politikerne ikke formår at øge produktiviteten i det offentlige.
Bragt i Berlingske den 19. april 2023
