Mette Frederiksen tager 90 pct. fejl i sin fortælling om velfærdsstatens historie

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Mette Frederiksen har kun ca. ti pct. ret, hvis hun mener, at det er vores samfundsmodel, der har givet mange mennesker de økonomiske muligheder for at leve et godt liv. De 90 pct. af forklaringen bør tilskrives væksten. Det er væksten – ikke fordelingspolitikken – der løfter mennesker ud af fattigdom.

Et af de centrale trade-offs i dansk politik siges at være mellem lighed og velstand. Venstrefløjen ønsker groft sagt at opnå lighed gennem omfordeling. Højrefløjen ønsker i højere grad at opnå velstand gennem vækst.

Det var derfor ikke overraskende, at Mette Frederiksen i sin kongrestale i Aalborg sidste weekend, betonede, at regeringen vil »udfordre uligheden«. For »uligheden er steget«, og det har medvirket til, at danskerne har mistet deres »tro på fremtiden«. På den baggrund opstillede statsministeren 18 formål som regeringen ville fordele flere ressourcer til, herunder børnene, de ældre, de udsatte og de nedslidte. Og hun lod forstå, at det at styrke velfærdssamfundet er regeringens vigtigste opgave, bl.a. fordi vores »samfundsmodel (..) har givet så mange mennesker mulighed for at leve et godt liv«.

Den sidste kommentar er interessant. For den indeholder kimen til Mette Frederiksens analyse af, hvad der er årsagen til Danmarks fremgang. Lad os derfor se lidt nærmere på, hvad der historisk set har haft størst betydning for at mennesker har fået »mulighed for at leve et godt liv«: Vækst eller omfordeling?

Min oldefar, Kristian J. Jensen, blev født i 1890. Han startede som postbud i postvæsenet, mens postdiligencerne stadig var i brug og da han sluttede 53 år senere som generaldirektør for Post- og Telegrafvæsenet, stod telekommunikation via satellitter foran virkeliggørelse. I omtrent samme periode – 1885-1930 – voksede dansk velstand sammenlignet med omverdenen kraftigst. Min oldefar må have oplevet, hvordan mange danskere fik forbedret deres livsvilkår, og hvordan mange danskere blev løftet ud af fattigdom, selvom dette var lang tid før velfærdsstaten.

Efter velfærdsstatens guldalder i slutningen af 1960erne gik den danske velstand sammenlignet med omverdenen dog tilbage. Modsat hvad mange tror, er det ikke velfærdsstaten som samfundsmodel, der gjorde Danmark velstående. Og hvis vi zoomer ind på, hvordan udviklingen har været de sidste 100 år for de 40 pct. fattigste – som er den eneste gruppe, der er mulig at følge så lang tid tilbage – så kan kun en tiendedel af deres indkomstfremgang tilskrives fordelingspolitik. Resten skyldes væksten – enten direkte eller fordi væksten har skabt mere at omfordele af.

Mette Frederiksens analyse af Danmarks fremgang er noget uklar, men hvis hun mener, at det er vores samfundsmodel, der har givet mange mennesker økonomiske muligheder for at leve et godt liv, har hun kun omkring ti pct. ret. De 90 pct. af forklaringen bør i et historisk perspektiv tilskrives væksten. Det er væksten – ikke fordelingspolitikken – der har løftet danskerne ud af fattigdom.

Hæver vi blikket til resten af verden, er historien i øvrigt den samme. Alene de sidste 20 år er 270 mio. indere, 500 mio. kinesere og 35 mio. latinamerikanere løftet ud af fattigdom. Som påpeget af blandt andre Hans Rosling, er det også globalt set væksten – ikke fordelingspolitikken – der udrydder fattigdommen.

I min optik er væksten menneskehedens største succes. Men succesen er forældreløs, for det er både ingens og alles fortjeneste. Og i dag er væksten så ringeagtet, at den end ikke fortjener en plads i en socialdemokratisk fortælling om, hvad der er hele forudsætningen for, at den danske stat kan levere velfærd til sine borgerne: at der er ressourcer at omfordele.

Vækst er ikke en selvfølge, og det er vigtigt at forstå, at mere omfordeling og offentligt forbrug hæmmer væksten. Hvis vi fortsat ønsker at øge »menneskers mulighed for at leve et godt liv«, skal vi fremme rigdommen gennem offensive vækstplaner for dansk økonomi - ikke lade os forføre af en kortsigtet omfordeling af »fattigdommen«.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS