Minkkommissionens opdrag var at vurdere, om der i minksagen er sket lovovertrædelser, og om der skal tages disciplinære skridt over for embedsmænd. (Derimod er den eksplicit afskåret fra at konkludere, om ministre har handlet forsætligt eller groft uagtsomt). Derfor var kommissionens fokus rettet mod den manglende lovhjemmel samt statsministerens grove vildledning. Det er vigtigt at få belyst i en retsstat.
Men det er også vigtigt at belyse de mange andre omkostninger ved den overdrevne centralisering af magten og den deraf følgende dysfunktionelle regeringsførelse, som Minkkommissionen (og før den Grønnegård-udvalgets rapport) har afdækket.
Hvis en eller to embedsmænd havde svigtet deres opgave, kunne det bortforklares med personlige fejl. Når ti topembedsmænd alle fejler fundamentalt, er det et systemsvigt. Begge rapporter peger på Mette Frederiksens regeringsførelse som en central årsag til dette systemsvigt.
Resultatet var ikke alene ordrer uden lovhjemmel og grov vildledning af Folketinget, men også beslutninger, der formentlig havde set anderledes ud, hvis man havde fulgt almindelige sunde forvaltningsprincipper.
Den skarpe kritik af statsministerens regeringsførelse kalder på også at sætte andre af regeringens mange beslutninger under coronapandemien, især dem truffet under lignende vilkår, under kritisk lup. Ikke nødvendigvis for at afdække juridiske problemer, men for at afdække, om beslutningsprocesserne levede op til god forvaltningspraksis, og om beslutningerne var sagligt velbegrundede og levede op til forvaltningsprincipper som proportionalitet.
Selve beslutningen om at lukke minkerhvervet blev truffet i et forceret forløb og i en snæver kreds uden rådslagning med eksterne eksperter fra universitetet og branchen selv. Høring af eksperter og involverede parter i udarbejdelsen af beslutninger er et grundlæggende forvaltningsprincip i Danmark.
Det princip blev imidlertid lagt mere eller mindre i graven i marts 2020, hvor et stort folketingsflertal – ligeledes i et ekstremt forceret forløb – afgav den parlamentariske kontrol over håndtering af coronapandemien.
Regeringen begrundede indledningsvis beslutningen om aflivning af alle mink med, at der var fundet en mutation, cluster-5, som dramatisk blev udlagt som en risiko for, at Danmark kunne blive til »et nyt Wuhan«. Mutationen kunne angiveligt risikere at medføre, at de kommende vacciner ville blive mindre virksomme.
Det er en selvstændig skandale, at regeringen ved pressemødet 4. november malede fanden på væggen og fremmanede et nyt Wuhan.
Beslutningen om at lukke minkerhvervet blev truffet i et forceret forløb og i en snæver kreds uden rådslagning med eksterne eksperter
Det skabte både unødvendig frygt i befolkningen og alarmerede verdenspressen og skabte risiko for, at andre lande uden anden grund end regeringens egen dommedagsretorik kunne have indført rejse- og importrestriktioner mod Danmark. Man fristes til at kalde det landsskadelig virksomhed.
I løbet af få dage blev regeringen modsagt af forskere og andre eksperter. Allerede 5. november – dagen efter pressemødet – udtalte Peter K. Embarek, fødevaresikkerhedsekspert hos WHO og en del af WHO’s covid-19-response-team, at der ikke var »grund til at gå i panik, male fanden på væggen og kalde det Wuhan«.
Kåre Mølbak afviste 9. november, at han og Seruminstituttet overhovedet havde været bekymret for cluster-5 mutationen, men pegede på regeringen: »Nej, vi har ikke oversolgt risikoen for, at cluster-5 bliver en parallel pandemi. Det er mere i det politiske landskab, der har været meget fokus på cluster-5. Og det skulle ikke undre mig, hvis cluster-5 allerede er uddød«, sagde han. Det var den som bekendt.
10. november efterlyste professor Allan Randrup »en faglig diskussion om, hvorvidt man skal slå alle mink ned«, fordi »præmisserne for at slå minkene ned er en anden end meldt ud i sidste uge«. Og 12. november kom det frem, at SSI havde en vaccine, som var virksom imod cluster-5.
Trods appeller fra fagfolk om en bredere diskussion af, om der ikke kunne være alternativer til aflivningen af alle mink, fastholdt regeringen beslutningen med en ny begrundelse, nemlig at der hos mink var et reservoir af smitte, som kunne føre til, at flere mennesker blev smittet.
Men uden cluster-5-begrundelsen bortfaldt argumentet for hastværk. Da det mandag 9. november stod klart, at cluster-5 ikke var et problem, kunne og burde regeringen have sat den ulovlige minkaflivning helt på pause og i løbet af nogle dage have udarbejdet et ordentligt beslutningsgrundlag. Især eftersom der ikke var lovhjemmel til beslutningen.
Indtil 11. marts 2020 ville alle tidligere regeringer i en sådan situation have sat sig ned med eksperter fra universiteter, interesseorganisationer som Landbrug & Fødevarer og Kopenhagen Fur samt embedsmænd og dannet sig et overblik over den samlede viden og alle relevante hensyn og udarbejdet et beslutningsgrundlag. På veterinærområdet har dette samarbejde ligefrem et navn: den danske model, som ovenikøbet er berømmet i veterinærkredse i andre lande.
Blandt de mange spørgsmål, der den dag i dag blæser i vinden, er, om udryddelse af alle mink i Danmark overhovedet kunne have stoppet en potentielt problematisk minkvariant (hvis det scenarie overhovedet var sandsynligt).
Danmark var verdens største producent af minkskind, men stod immervæk kun for 28 procent af markedet. Altså blev langt de fleste mink produceret uden for Danmark, for eksempel i USA, Sverige og Kina.
Hvad skulle hindre, at en minkvariant opstod i andre lande med minkproduktion, også selv om vi i Danmark udryddede alle mink? Vi har set, at smitsomme varianter breder sig globalt, så tjente det noget formål kun at slå mink ned i Danmark?
Den slags spørgsmål – og der er mange andre – blev ikke adresseret. Det fortjener de at blive nu i en evaluering, der ser bredere på det faglige grundlag – ikke kun på de juridiske spørgsmål om hjemmel og vildledning.
Her på bagkant kunne det også være relevant at undersøge, hvordan det er gået i andre lande med væsentlig minkproduktion, hvor man ikke slog minkene ned.
Det er en myte, at Frederiksens magtkoncentration i Statsministeriet førte til stor handlekraft. Det illustrerer minksagen. Det havde været almindeligt kendt siden juni 2020, at der var smitteudbrud på minkfarme.
Men centraliseringen af magten kortsluttede det sædvanlige samarbejde mellem myndigheder, veterinæreksperter og erhvervet selv. Det kortsluttede også de almindelige beslutningsprocesser.
Trods appeller fra fagfolk om en bredere diskussion af, om der ikke kunne være alternativer til aflivningen af alle mink, fastholdt regeringen beslutningen.
Centraliseringen skabte ikke handlekraft, men flaskehalse, forsinkelser og afsporing af indsatsen, indtil regeringen følte sig overhalet af begivenhederne, og så blev der i stedet handlet i panik og uden et ordentligt beslutningsgrundlag.
Statsministeriet besad hverken ressourcerne, kompetencerne eller erfaringen til at udarbejde et sådant. Det spinkle beslutningsgrundlag, der forelå, blev end ikke læst af de ministre og embedsfolk, der ovenikøbet traf en helt tredje beslutning end de to indstillede.
Fraværet af overblik over, om der var lovhjemmel eller ej, var kun en af de katastrofale konsekvenser af den dårlige regeringsførelse. Blandt de andre var fejlvurderingen af cluster-5, og en vægelsindet og mangelfund håndtering af minksmitten i perioden fra juni til november 2020.
En kompetent håndtering af spørgsmålet havde muligvis medført en løsning, der ikke havde udryddet et helt erhverv og kostet skatteyderne 16 mia. kr. i erstatning samt yderligere store beløb i bortskaffelsen af de døde mink, i sig selv et rodet og elendigt håndteret forløb.
Det var ikke kun i minksagen, at regeringen dels var ude af stand til at udvise rettidig omhu og dels traf beslutninger på et spinkelt grundlag.
Det så man i det meste af coronahåndteringen. Centraliseringen af beslutningerne forhindrede fagministerierne i at gøre det arbejde, de har specialiseret sig i, herunder sagsbehandling, der tilvejebringer et fyldestgørende beslutningsgrundlag.
Så godt som samtlige tiltag, nedlukninger og restriktioner blev meldt ud i sidste øjeblik. Restauranter måtte smide madvarer ud for mange millioner kroner, fordi de pludselig blev lukket. Bryllupper og konfirmationer er blevet aflyst i sidste øjeblik. For blot at nævne nogle få eksempler. Hastværket og det forcerede forløb kunne til dels undskyldes i marts 2020, men den kaotiske håndtering fortsatte igennem hele forløbet.
På intet tidspunkt i forløbet fremlagde regeringen en samlet langsigtet strategi for håndtering af covid-19. Så sent som 19. maj 2021 – mere end et år inde i pandemien – nedsatte den en ekspertgruppe, der skulle udarbejde en sådan strategi. Den alt for sent nedsatte ekspertgruppe måtte arbejde under et betydeligt tidspres, men kunne 9. september 2021 offentliggøre sine anbefalinger.
Men regeringen fik aldrig implementeret anbefalingerne, hvilket den radikale formand for Epidemiudvalget kritiserede 8. november: »Det er ikke mit indtryk, at man overhovedet aktivt har læst den eller anvendt de ting, der står deri«, sagde han. Og således gik Danmark ind i sin tredje coronabølge i december 2021 stadig uden en sammenhængende strategi.
Igen var der formentlig tale om, at de ministerier, der besad ressourcerne og kompetencerne til at implementere en sådan strategi som fremlagt af ekspertgruppen, var blevet kørt ud på et sidespor. Statsministeriet fungerede som flaskehals.
De få, der formastede sig til at kritisere de ofte ekstremt mangelfulde beslutningsgrundlag for endog meget vidtgående beslutninger, kunne ikke rigtig trænge igennem. Det var, som om næsten alle var hypnotiseret af fortællingen om, at pandemien nødvendiggjorde, at beslutninger måtte træffes mere eller mindre i blinde. Kritik af beslutninger blev set som et tegn på, at man var asocial og ligeglad med menneskeliv.
Det var min klare fornemmelse, at de fleste medier – især de offentlige public service medier - observerede folkestemningen og rettede ind. Der blev lavet magtkritisk journalistisk, men forbavsende lidt, især set i lyset af omfanget af magtanvendelse.
Jeg tror, denne særlige stemning bidrog til minkskandalen. Måske var årsagen til, at spørgsmålet om lovhjemmel ikke var ’top of mind’ hos topembedsmænd som departementschef Henrik Studsgaard, at man efterhånden følte i regeringen og centraladministrationen, at man kunne tillade sig hvad som helt, bare det handlede om at bekæmpe corona. En form for fartblindhed.
Da statsministeren i to talkshows torsdag 11. november 2020 – ’Aftenshowet’ på DR og ’Go’ Aften Live’ på TV 2 – blev konfronteret med, at hun havde sat aflivningen af alle danske mink i gang uden at have lovhjemmel, svarede hun begge steder overbærende, at det da var en fejl, men tilføjede, at det centrale i sagen var, at beslutningen var den rigtige.
Tonen antydede, at bare man gør det ’rigtige’, er lovhjemmel mindre væsentligt. Og den dag i dag er tonen fra regeringen langt hen ad vejen den samme.
Ved pressemødet om minkrapporten fredag 1. juli 2022, hvor fem ministre stillede op, var den røde tråd i regeringens fortælling, at det havde været vanskelige tider dengang i 2020, vi havde meget travlt, og vi burde da have skaffet lovhjemmel, men der var vigtigere ting. Flere af ministrene beklagede ikke engang forløbet.
Regeringen vidste søndag 8. november 2020, at statsministerens instruks fra den foregående onsdag var ulovlig.
Fredag 6. november havde minkavlerne modtaget en e-mail med ordrer om, at de skulle aflive alle mink, men der skulle gå indtil tirsdag 10. november, før regeringen tog sig sammen til at korrigere denne ulovlige skriftlige ordre. Og læser man ordlyden af den nye e-mail, undres man. Her står: »Fødevarestyrelsen beklager meget, at det i brevet ikke fremgik, at der for raske minkfarme, der befinder sig længere væk end 7,8 km fra en smittet besætning, var tale om en opfordring til aflivning hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden«.
Fødevarestyrelsen formulerer sig underligt upræcist. Det burde klart have fremgået af e-mailen, at der ikke var lovhjemmel til at kræve aflivning af mink fra raske minkfarme, der befinder sig længere væk end 7,8 km fra en smittet besætning, og at avlerne derfor ikke er forpligtet til at aflive deres dyr.
Men det skrev styrelsen ikke. I stedet fortalte den, hvad avlerne kunne forvente, der ville ske i fremtiden: »Regeringen har meldt ud, at alle mink i landet skal aflives ... Det er vigtigt, at aflivningen foregår hurtigst muligt. Regeringen er derfor i fuld gang med at etablere de nødvendige hjemler til at påbyde aflivning«.
Bemærk, at styrelsen antyder, at regeringen selv kan etablere hjemler, som om Folketinget ikke havde noget at skulle have sagt i den sag.
Det fik Folketinget så faktisk heller ikke rigtig, fordi regeringen forcerede aflivningen af mink, selv i perioden uden lovhjemmel. Folketinget blev præsenteret for et fait accompli – altså for at skulle godkende en aktion, som allerede de facto var fuldført.
På det tidspunkt havde selv de mørbankede minkavlere opgivet den tanke, at erhvervet havde en fremtid i Danmark. Den manglende respekt for Folketinget og folkestyret var svimlende. Men man må også sige, at Folketinget fandt sig i meget. Det var ikke kun regeringen, men også Folketinget, der svigtede folkestyret.
Selv om minksagen er særlig spektakulær, er det sandsynligt, at også andre beslutninger i eftertiden vil fremstå tvivlsomme eller endog skandaløse.
Selvransagelsen er allerede i gang. For eksempel kom Søren Brostrøm for nylig med den bemærkelsesværdige indrømmelse, at i bagklogskabens lys var det nok ikke en god beslutning at anbefale covid-19-vaccine af børn.
Selv om der formentlig ikke er noget juridisk at komme efter i den beslutning, bør det overvejes, om man ikke bør bede et ekspertudvalg undersøge, hvordan denne beslutning blev taget med henblik på at undgå lignende fejl i fremtiden. Det er faktisk en større sundhedspolitisk skandale, hvis myndighederne har givet forkerte medicinske anbefalinger vedrørende vaccination af børn.
Sundhedsstyrelsens forsvar er, at man ikke besad den fornødne viden på det tidspunkt, men allerede da anbefalingen blev givet, var anerkendte vaccineeksperter, såsom Christine Stabell Benn og Frederik Schaltz-Buchholzer, kritiske overfor den.
Igen er spørgsmålet: Blev sædvanlige procedurer fulgt, blev der udarbejdet et udførligt beslutningsgrundlag, blev en bredere kreds af eksperter inddraget i udarbejdelsen af det, eller var der også her tale om, at regeringen havde kortsluttet beslutningsprocesserne?
Minkkommissionens rapport kalder på, at der i de kommende måneder og år foretages en bredere evaluering af hele coronaforløbet. Der er nok at tage fat på.
Bragt i Politiken d. 9. juli 2022.
