Det kan virke grundlæggende mærkeligt, i en velfærdsstat, der er bygget på præmissen om, at den stærke skal hjælpe den svage, at så få er organdonorer. Er man i besiddelse af organer, man ikke længere selv kan bruge, eksempelvis grundet et trafikuheld, er man principielt stærkere stillet (selv som død) end den terminale nyrepatient, som skal bruge en ny nyre for at leve videre.
I en sådan velfærdsideologisk optik giver en forudsætning om organdonation fin mening. Formodet samtykke kan også forsvares konservativt, hvad Rasmus Ulstrup redegør for i et fint indlæg, hvor han også loyalt gengiver oprigtig og reel bekymring udtrykt af nogle liberale. Dog mener jeg som økonom ikke, at tvungen organdonation er hverken den optimale, eller bedste løsning på at øge udbuddet af organer. Hvis man skal øge udbud, bør man se på prisen.
Jeg meldte mig som organdoner på min 18-års fødselsdag. Det har egentligt altid undret mig, for udover, at mine pårørende så slap for valget, så var det jo fjollet at gøre. Det var jo kun besvær og omkostning og ingen reel gevinst – andet end den moralsk overlegenhed i visse selskaber. Den er dog - indrømmet - også noget værd. Eftersom jeg senere blev økonom, har min stillingtagen til dette spørgsmål gentagende gange undret mig. Der var klart et institutionelt element – vi talte om det hjemme. Der er også en ide om gensidighed, som dog tangerer det semireligiøse, hvis vi er helt ærlige. Det er jo ikke, fordi jeg får adgang til flere organer selv, end hvis jeg ikke havde gjort det.
Nu er jeg jo økonom, og derfor er jeg kommet til en mere direkte løsning på problemet. Det handler naturligvis om priser. Priser opstår, når der er en forskel på hvad værdi forskellige mennesker tillægger et gode. Da du sidst købte en bil, skete det efter en forhandling hvor dig og sælger fælles fandt ud af hvad bilen og pengene, relativt, var værd for jer. Det er det samme med organer. For nogle er organer kun noget værd, når de selv bruger dem, for andre, af alverdens grunde, er de ubetalelige, selv efter at døden har frataget dem deres umiddelbare funktion.
En anden fordel ved prissætning er nemlig, at vi kan adskille godet fra brugen af godet. Særligt, da vi ikke sælger selve organet, men optionen på organet. Altså det behøver ikke kun være et spørgsmål om hvorvidt, jeg selv er organdonor eller ej, men om at jeg kan stipulere, under hvilke forudsætninger jeg er det. Hvornår er man hjernedød nok? Er det kun danskere, der må få? Er det kun nære familiemedlemmer som må få ens organer? Spørgsmålene er mange og mulighederne uendelige. Typisk vil de organoptioner, der har færrest brugsbegrænsninger, dog være dyrest. Markedet regulerer, på den måde, sig selv ret godt.
Mener jeg så, at vi bare burde skabe et marked med fri prisdannelse for muligheder for organdonationer? Ja, egentlig. Men jeg er godt klar over, at det er danskerne nok ikke klar til. Blandt andet vil nogen nok sige, at desperate mennesker ville sælge deres organoptioner for billigt. Det tror jeg nu ikke er en bekymring - hvis vi anerkender deres individuelle suverænitet. For nogen vil en PlayStation nu være umådeligt mere værd end deres lever, når de er døde. Det er fint – det er deres liv og død. Er man bekymret for det, så kan man lave en regulering om, at optioner altid kan tilbagekøbes af sælger til samme nutidsjusterede pris. Det kan sælger selv kræve, eller man kan lave en statslig regulering her. Når markedet er anerkendt, kan det reguleres og observeres.
Men skal vi foreslå noget, der politisk er til at sluge for danskerne, er mit forslag et andet. Hvis vi ønsker at øge mængden af mulige organer, skal vi øge antallet af donorer. Det lyder besnærende at gøre dette ved formodet samtykke, men hvad så hvis alle melder sig ud? Det ville jo være rationelt for nogen at gøre, især hvis de værdsætter ejerskab over egen krop og egne organer, højere end den tid det tager dem at melde sig ud. Så er vi lige vidt, blot påført noget bureaukrati til folket. Hvad med at vi i stedet laver et incitament til at deltage? Mit forslag er, at man ganske enkelt vedtager, at som udgangspunkt kan alle få et donororgan i fald de får brug for det, men jo længere du selv har stået som doner, jo længere foran i køen kommer du. Quid pro quo. Vi kan endog være storsindede her, og sige, at så længe du har taget stilling kommer du foran, også selvom du ikke selv har lyst til at dele din krop med andre.
Den bedste model som borgerlig ville være at give folk deres moralske ret til selv at bestemme over egen krop på et marked. Den næstbedste er den overstående, fordi den giver et incitament til at deltage i et frivilligt forpligtende fællesskab. Den er ikke bygget på tvang, og den tager højde for at folk er forskellige. Endelig vil den give et mere realistisk billede af, hvor stor donationslysten reelt er - særligt da ikke-donere opnår samme fordele som donere blot ved at deltage.
Bragt i Kontrast d. 1. juli 2022.
