Et centralt tema i sommerens debat om borgerlighed har været det borgerlige menneskes moral. Bertel Haarder har fx flere steder fremsat den analyse, at vi borgerlige har mistet evnen til at argumentere moralsk, og at vi kan kun genvinde fodfæstet, hvis vi genfinder det borgerlige værdifællesskab, som ifølge Haarder består i en borgerlig moral og samfundssind.
Men som påpeget af lektor i økonomi Art Carden, kan den opgave vise sig at være ret umulig. For selv inden for blå blok vil mennesker med forskellige politiske overbevisninger ikke kunne blive enige om, hvad moral er. Oftest vil vi tale fuldstændigt forbi hinanden.
Konservative vil fx have en tendens til at fokusere på kampen mellem civilisation og barbari. Dette er Eva og Rune Selsings seneste indlæg et godt eksempel på. I deres optik skal en »livskraftig borgerlighed« have fokus på rigtigt og forkert, fx »hvorfor kriminelle udlændinge (ikke) skal have lov at blive i Danmark« og »hvorfor tilvandrede (…) skal tilpasse sig vores normer«.
Omvendt vil de liberale have fokus på forholdet mellem frihed og tvang. Den position er jeg selv en eksponent for. Jeg abonnerer ikke på ideen om, at borgerlige mennesker mangler moral, men i RÆSON har jeg for nylig argumenteret for, at det borgerlige begreb om retfærdighed er tæt koblet til den frihed, som trues af politisk kontrol og statslig ensretning.
Helt forudsigeligt vil venstrefløjen afbryde de borgerliges samtale og definere moralen med henvisning til kampen mellem de undertrykte og undertrykkerne. Et godt eksempel er tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen, der i et forsøg på at argumentere for, at moralen ikke er grundfæstet i de liberale, indigneret fremhæver Alex Vanopslaghs udtalelse om, at der »altid (vil) være en underklasse«.
Pointen er, at vi taler forbi hinanden, fordi vi helt grundlæggende ikke er enige om, hvilket modsætningsforhold vi taler om, når vi taler om moral.
Den samme konklusion når den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt, som – i det omfang hans grundige undersøgelser kan overføres til Danmark – viser, at konservative, liberale og socialister adskiller sig ved, at de vægter seks moralske parametre fuldstændig forskelligt. Venstrefløjen lægger i deres moralske vurderinger stor vægt på lighed og omsorg, mens de konservative vægter disse parametre lavere og nogenlunde lige så højt som loyalitet, autoritet og ukrænkelighed (fx at man ikke brænder flag). Liberale derimod lægger først og fremmest vægt på frihed. Desuden vægter de på samme måde som venstrefløjen ikke loyalitet, autoritet og ukrænkelighed særligt højt, dog vægter de på samme måde som de konservative heller ikke lighed og omsorg ligeså højt som venstrefløjen.
Ambitionen om at finde et borgerligt værdifællesskab i moralen, synes håbløs. I stedet burde de borgerlige atter samles i en kritik af et andet moralsk projekt, nemlig velfærdsstaten.
Dilemmaet i den klassiske velfærdsstat er, som påpeget af professor i socialpolitik Jørn Henrik Petersen, at der er en spænding mellem vores faktiske »privatøkonomisk(e) rationel(le) adfærd, og den adfærd velfærdsstaten kræver af os«. Derfor var velfærdsstatens moralske projekt, at opdrage og forbedre mennesket til at blive et Homo generosis, »præget af generøsitet, mådehold og arbejdsvilje«. Men projektet mislykkedes og velfærdsstaten blev et sølle surrogat for næstekærligheden. Og i processen blev både den personlige frihed, som de liberale påskønner, og loyaliteten til familien og det kulturelle fællesskab, som særligt de konservative værdsætter, sat under gevaldigt pres.
Vi borgerlige er forenet i den indsigt, at moral ikke kan kollektiviseres væk. Og her bør vi fastholde vores fokus.
