Det er ønsket om fastholdelse og styrkelse af en samfundsorden med frihed under ansvar, der i de kommende år skal forene de borgerlige partier
Det er sundt, at det borgerlige Danmark er gået i tænkeboks efter valgnederlaget. Senest har Anna Libak 20. juli tiltrængt sat Jørgen Carlsen på plads. Men også Libaks indlæg fortjener en kommentar, som samtidig kan være mit bidrag til debatten.
Ifølge Libak går der en splittelse ned gennem det borgerlige Danmark. Der er dels de borgerlige, som er børn af oplysningstiden. De ser mennesket som godt, og derfor skal det have maksimal frihed til at udfolde sig. Hun skriver det ikke selv, men det er indlysende, at hun her omtaler de liberale.
Den anden gruppe af borgerlige er rundet at kristendommen, skriver Libak. Og i modsætning til de liberale, forstår disse, at mennesket ikke bare er godt, men også ondt. Mon ikke Libak her skriver om de nationalkonservative eller nationalliberale?
Libaks opsplitning er imidlertid problematisk. Den liberale hovedstrømning fra Adam Smith over John Locke og frem til Friedrich Hayek, Milton Friedman og James Buchanan var på ingen måde af den naive overbevisning, at mennesket kun er godt.
Tværtimod er argumenterne for personlig frihed netop rundet af den erkendelse, at »mennesket rummer begge muligheder i sig«, som den borgerlige overlever fra nazisternes udryddelseslejre, Viktor Frankl, udtrykte det. Libak misrepræsenterer liberal tænkning, når hun skriver, at alt det, der i kristendommen bliver anset for menneskets dårlige sider i et frit samfund, bare er et plus og nævner i den forbindelse, at en markedsøkonomi bygger på griskhed og andre synder.
Steve Jobs uden markedsøkonomi
Markedsøkonomi er ikke en hyldest til disse synder, men derimod et forsøg på at tøjle dem og kanalisere dem i en så positiv retning som muligt. Dens styrke er, at den er indrettet til at tage højde for menneskets væsen på godt og ondt. Den fri konkurrence holder producenternes grådighed i skak. Hæver de priserne, går kunderne over til konkurrenten. Markedet straffer altså synder som grådighed. Markedet belønner til gengæld dyder som indlevelse i og forståelse for andre menneskers – kundernes – behov.
Hvis Steve Jobs ikke havde levet i en markedsøkonomi, tør man knap tænke på, hvor han havde kanaliseret sin enorme energi, ærgerrighed og ambitioner hen. Selvom hans personlighed var problematisk, fik han skabt noget enestående, som milliarder af mennesker i dag har glæde af.
I kontrast til Steve Jobs står de russiske oligarker eller den mexicanske telemilliardær Carlos Slim. De forstår også at berige sig, men i Rusland og Mexico sidder statsmagten tungt på økonomien, og velstand bliver skabt via korruption og vennetjenester, hvorved monopoler og særlige rettigheder bliver tildelt.
I modsætning til Jobs beriger oligarkerne og Slim sig derfor på den almindelige borgers bekostning. Grådigheden er formentlig den samme, men resultatet af den meget forskelligt. Det er den liberale indsigt. Menneskets synder er et vilkår.
Staten skal ikke normgive
Den liberale tænkning er baseret på forståelsen af, at mennesket kan agere både godt og ondt. Liberalismen søger derfor altid at dele magten mellem stat, marked og civilsamfund, så ingen instans bliver for magtfuld, for som den liberale tænker Lord Acton observerede: Al magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut.
Det rejser ikke en borgerlig splid, men nogle dilemmaer. Når Libak skriver, »at mennesker trives bedst i fællesskaber, hvor staten optræder som normgiver«, rejser der sig hos liberalt sindede nogle advarselsflag og nogle spørgsmål.
For hvis mennesket ikke kun er godt, men også ondt, er der en risiko for, at staten – drevet, som den er, af fejlbarlige mennesker – ikke kun fremmer gode, men også onde normer. Historien er fyldt med eksempler. Lande øst for Jerntæppet er den dag i dag præget af de normer, som staten indprentede under kommunismen, herunder en lav grad af tillid til andre mennesker.
Normgivning sker ikke og bør ikke ske oppefra og ned fra staten, men i et samspil mellem stat, civilsamfund og marked. Det danske sprog blev ikke skabt af statsmagten, og det gjorde heller ikke ret mange af de normer, der præger os og gør os til danskere.
Libaks eget parti, Venstre, havde engang et slogan, der glimrende beskriver den ramme, inden for hvilken friheden kan eksistere: Frihed under ansvar. Det er efter min mening bedre begreber, end dem, Libak selv anvender: rettigheder og pligter.
Den personlige frihedserklæring
For eksempel har en virksomhed ingen pligt til ikke at gå konkurs. Tværtimod. I en fri markedsøkonomi er der frihed til at etablere sig, men er man ikke dygtig og flittig nok, må man dreje nøglen om. Man har en interesse i ikke at gå konkurs, men ingen pligt. På samme måde har ingen en pligt til at arbejde hårdt, men det har konsekvenser, hvis man ikke arbejder hårdt: ringere karriere, dårligere løn, større risiko for at blive afskediget. Man står til ansvar for sine handlinger.
Selvfølgelig er der i en hvilken som helst samfundsorden pligter: Man skal overholde lovgivningen. Men det, der adskiller et velfungerende fællesskab – det være sig en virksomhed, et fodboldhold eller et helt samfund fra et dårligt fungerende fællesskab, er ikke kun borgernes efterlevelse af pligter, men primært deres vilje til at gå skridtet længere og leve op til et ansvar, som man selv påtager sig.
Et ansvar, som er personligt og næsten altid af en art, som ingen politiker kunne have udtænkt, som ingen embedsmand kan overskue eller forstå, og som ingen lovgiver kunne formå at indramme som en pligt. Det er derfor, at frie samfund ikke blot er diktaturer, præstestyrer og autokratier moralsk overlegne, men også økonomisk overlegne.
Hvorfor skulle nogen påtage sig et sådant ansvar? I et frit, liberalt samfund er svaret, at ansvar for det første er forudsætningen for at kunne være fri. Samtidig er frihed forudsætningen for at kunne påtage sig dette ansvar. Når vi påtager os et ansvar, er det vores personlige frihedserklæring: »Kom ikke her og fortæl mig, hvad jeg skal mene og gøre. Jeg kan selv.«
For det andet er essensen i et frit samfund, at borgere, som påtager sig og lever op til et ansvar, bliver belønnet for denne indsats, og at samfundet danner en ramme, hvor borgerne har friheden til at vælge. Ikke fordi de i deres essens kun er gode, men fordi frihed under ansvar fremmer ansvarlighed og dermed det gode i mennesker.
Omfordelingen må ikke tage overhånd
Mere konkret indebærer denne borgerlige indsigt, at omfordeling ikke må tage overhånd. Konsekvensen af overdreven omfordeling er nemlig, at borgerne ikke længere i tilstrækkeligt omfang står til ansvar for deres egne handlinger. Det samme gælder kommunerne.
Det kommunale selvstyre er godt i gang med at blive afviklet, blandt andet fordi den kommunale udligning underminerer kommunernes ansvar for egne handlinger. Velfærdsstatens institutioner og medarbejdere kan kun sættes fri fra bureaukrati ved, at de ansvarliggøres. Borgerne skal have frit valg, så institutionerne i konkurrence med hinanden bejler om borgernes gunst.
Også klimapolitikken bør baseres på princippet om frihed under ansvar. En skat på CO2 (eller CO2-kvoter) gør borgere og virksomheder ansvarlige for deres egne udledninger. Herefter bør vejene til at nedbringe dem frembringes nedefra og op via konkurrence og innovation. Den nuværende planøkonomiske klimapolitik giver alt for lidt klima for pengene til, at den kan vise en realistisk vej til nul udledning – både i Danmark og i endnu højere grad globalt. Sæt borgernes klima-ambitioner fri.
Det er ønsket om fastholdelse og styrkelse af en samfundsorden med frihed under ansvar, der i de kommende år skal forene de borgerlige partier. Og der er god grund til at tro, at det ikke bliver helt så svært, som det lige nu ser ud.
