Debatten om, hvor mange coronadødsfald der faktisk blev forhindret i Danmark, illustrerer, hvor meget vi stadig ikke ved om forløbet.
Der er brug for en coronakommission, som kan lave en egentlig cost-benefit-analyse af nedlukninger og massetest
I slutningen af sommeren udspillede der sig en debat mellem virolog Christian Kanstrup og biolog Morten Petersen på den ene side og blandt andre Lone Simonsen og Viggo Andreasen, som er epidemiologer ved PandemiX-centret på Roskilde Universitet, på den anden.
Debatten gik på, hvorvidt Danmark - målt på overdødelighed - havde klaret sig bedre gennem pandemien end Sverige. Kanstrup og Petersen mente, at Danmark og Sverige havde klaret sig fuldkommen ens, når man så på dødstallene i hele pandemiens varighed fra 2020 til 2021, mens Simonsen og Andreasen mente, at overdødeligheden frem til den 1. januar 2022 for Sverige var på cirka 10.000 dødsfald, mens den for Danmark kun var på cirka 3.000.
Jeg og to kolleger har nu publiceret et studie, der kaster lys over, hvorfor de to parter kunne nå til så forskellige konklusioner. Det viser, at overdødeligheden afhænger markant af, hvordan beregningerne laves.
Baserer man for eksempel forventningen på de seneste fem års data, ville overdødeligheden have været 4.756 personer højere i Danmark i løbet af 2020 og 2021, hvis Danmark havde haft et pandemiforløb som det svenske. Bruger man i stedet ti års data, skrumper forskellen ind til 754 døde. Og ser man yderligere bort fra 2019 - et særligt år, hvor Sverige havde ekstraordinært få døde - ville overdødeligheden i Danmark have været 1.102 døde mindre, hvis vi havde haft et pandemiforløb som i Sverige.
Vinterferiens timing
Den største forskel udgøres af de 4.756 døde baseret på de seneste fem års data. Hvis vi alene tager udgangspunkt i overdødeligheden, kan vi på denne baggrund altså i bedste fald håbe på, at de langt hårdere danske nedlukninger over to år har forhindret 4.756 dødsfald. Dette skal ses i forhold til, at der normalt dør cirka 110.000 danskere i løbet af to år. Havde Danmark haft et pandemiforløb som i Sverige, ville den samlede dødelighed i 2020 og 2021 altså i værste fald have været cirka 4,3 procent højere.
De 4,3 procent dækker over mange underliggende forskelle. For eksempel har andre forskere vist, at områder, der havde vinterferie i uge ni, blev ramt næsten dobbelt så hårdt af pandemien, fordi skiturister bragte smitten med hjem fra et stort, uopdaget udbrud i skiområderne i Alperne. Skituristerne nåede at komme hjem og sprede smitte på arbejdspladser med videre i en hel uge, inden alvoren gik op for blandt andet Sundhedsstyrelsen i slutningen af uge 10.
I Danmark undgik vi i høj grad dette, fordi danske skoler har vinterferie i uge syv og uge otte. Men i Sverige har en tredjedel af befolkningen ferie i uge ni, og her var COVID-19-dødeligheden faktisk mere end dobbelt så høj som i det øvrige Sverige under første bølge - 75 versus 32 døde pr. 100.000 indbyggere. Havde store dele af Sverige ikke ulykkeligvis haft vinterferie i uge ni, havde forskerne altså sandsynligvis fundet langt mindre forskel i overdødeligheden.
Der er naturligvis andre forhold end vinterferien, der er relevante at tage i betragtning, når man sammenligner Danmark og Sverige. Men vores resultater - som i høj grad understøttes af den videnskabelige empiriske litteratur - illustrerer, at de danske nedlukninger langt fra har haft den enorme effekt, som mange danskere forestiller sig. Vi er meget langt fra de 35.000 undgåede dødsfald, som Lone Simonsen bidrog til, at Jyllands-Posten i sin tid fik skrevet på forsiden.
Enorme omkostninger
Selv hvis nedlukningerne rent faktisk har forhindret 4.756 dødsfald, ved vi i dag ikke, om de enorme omkostninger ved nedlukningerne i form af mistet undervisning, mistrivsel og så videre står mål med gevinsterne. Det er ikke blevet undersøgt grundigt, til trods for at det på mange andre områder er fuldkommen standard, at myndighederne afvejer gevinsterne og omkostningerne ved forskellige tiltag relateret til danskernes overlevelse.
For eksempel er der nedsat et medicinråd, der har til opgave at vurdere, om medicin - der potentielt er livreddende - er billig nok pr. reddet liv til, at staten skal tilbyde den til danskerne. Det er med andre ord en del af vores hverdag, at staten afvejer gevinsten ved at redde danskernes liv i forhold til omkostningerne ved samme.
Derfor er det vigtigt, at Danmarks næste regering får nedsat en coronakommission, som kan evaluere den førte politik under coronapandemien med henblik på at lægge en strategi for den næste pandemi, som vi ved, kommer før eller siden.
Der er masser af ting at tage hul på, men én central opgave for coronakommissionen bør være en egentlig cost-benefit-analyse af forskellige politiktiltag såsom nedlukninger, massetest og så videre. Hvor stor var effekten, hvor meget kostede det, og hvad var der af utilsigtede konsekvenser?
Bragt i Information den 29. november 2022
