Mange støtter Europa-Kommissionens nylige regulering, som skal sikre, at alle telefoner, kameraer, og så videre i fremtiden skal oplades med samme stik (USB-C).
Og fordelene er da også ret nemme at få øje på. Mange har prøvet at være på besøg hos venner eller familie med en flad telefon for så at opdage, at de er til Apple, mens man selv er til Android. Og derfor bliver det rart med ens stik overalt.
De fleste overser dog, at der også er ulemper ved at indføre en tvungen ensretning af ladestikkene.
Én af disse omkostninger er, at ensretningen risikerer at fastlåse udviklingen på sit nuværende stadie.
Havde Europa-Parlamentet således haft held med at ensrette ladestikkene til micro-USB tilbage i 2014, havde der været en risiko for, at udviklingen var blevet fastlåst på micro-USB-stikket og at udbredelsen af det langt bedre USB-C-stik var blevet forsinket eller direkte forhindret.
Forklaringen på, hvorfor ensretning kan ende med at forsinke eller helt forhindre udvikling, er egentlig relativt enkel.
Hvis en virksomhed sidder med en idé til et bedre stik, gør ensretningen vejen til at få et profitabelt produkt på markedet meget længere. Uden ensretningen skal virksomheden ”kun” overbevise en lille gruppe forbrugere (eller måske snarere: producenter af telefoner) om, at det nye stik er bedre end det gamle.
Men med ensretning skal virksomheden både overbevise et flertal i EU om at stikket er bedre og at det er SÅ meget bedre, at det er besværet værd for politikerne at ændre lovgivningen.
Forskellen kan være enorm. Potentielt kan det jo være profitabelt for virksomheden at udvikle det nye stik, hvis den kan overbevise én producent om stikkets fortræffeligheder. Og viser stikket sig så at være godt, kan andre producenter følge med (og omvendt: hvis stikket ikke er godt i forhold til konkurrerende teknologier, vil det ikke være efterspurgt og forsvinde fra markedet igen).
Det var således ikke alle producenter, der skiftede til USB-C med det samme. Men efterhånden som fordelene ved USB-C har vist sig, er flere og flere kommet med. Udbredelsen af USB-C skete altså i små skridt efterhånden som flere og flere fik øjnene op for, at stikket var bedre end det micro-USB-stik, som Europa-Parlamentet ville have gjort til standard i 2014.
Men med ensretningen skal virksomheden overbevise et flertal af politikerne i EU, før de kan få et nyt stik på markedet. Hvordan gør man lige det?
Stik-reguleringen vil derfor meget let ende som en barriere.
Og konsekvensen bliver, at virksomheden måske aldrig forsøger at føre deres idé ud i livet, fordi den på forhånd kan se, at chancen for at overbevise de mange politikere er lille (særligt fordi virksomhedens argumenter risikerer at blive mødt af modargumenter fra dem, der tjener penge på netop USB-C stik – de ønsker jo ikke, at reguleringen bliver ændret).
Forstå mig ret. Jeg tror ikke, at ensretningen af ladestik kommer til at påvirke vores liv mærkbart (det er så vidt jeg ved kun i EU, at stikkene er ensrettet – og trådløs opladning overhaler jo alligevel indenom). Og det samme kan man sådan set sige om de fleste af de tusindvis af andre love, som EU og Folketinget indfører. Hver enkelt lov kan være tæt på ligegyldig for samfundet som helhed.
Problemet er mange bække små.
Bragt i Altinget d. 15. juli 2022.
