Danmark er et af de sammenlignelige lande, hvor staten fylder mest i mediebilledet. Staten ejer de to store tv-selskaber og dominerer radiomediet.
Langt størstedelen af mediestøtten går til Danmarks Radio - selv når man inkluderer den indirekte støtte til dagbladene via nulmomsen. De trykte aviser er i forvejen teknologisk udfordrede og har faldende læsertal.
Blandt netmedierne er DR og TV2 blandt de mest læste - modsat for eksempel i Tyskland hvor dagbladene har den rolle.
Vi nærmer os det punkt, hvor halvdelen af nyhedsjournalisterne er ansat i offentligt ejede medier eller direkte hos myndighederne.
I den årlige europæiske undersøgelse af pluralismen i medierne, finansieret af EU, slår Danmark mest negativt ud, når det gælder koncentrationen af ejerskabet i medierne. Forklaringen er statens rolle.
Manglende pluralisme
Desværre var pluralismen ikke i fokus i aftalen. DR fik allerede ved finanslovsaftalen 2020 aflyst den tidligere besluttede besparelse - trods de markante prisfald på teknologisk udstyr og produktion af indhold gennem flere årtier samt produktivitetsbesparelser i mange andre offentlige institutioner. Og nu løftes budgettet yderligere.
Politikerne har til gengæld lagt yderligere begrænsninger på de private aktører på mediemarkedet.
Rene platformsmedier, der ikke selv producerer nyheder, bliver jaget med blandt andet krav om at fjerne politisk uønsket materiale fra brugerne inden for absurde tidsfrister.
Med medieaftalen indføres en særligt skat på private streamingtjenester. Man kan spørge sig selv, hvor meget staten egentlig har at gøre på medieområdet.
Om vi ikke burde tage pressens rolle som modvægt til de politiske myndigheder mere alvorligt.
Men det er i det mindste nødvendigt at gøre op med en politik, hvor bevillingerne ydes til institutioner (primært statens egne) efter meget løse kriterier om ”public service” frem for til klart formulerede formål.
Hvis formålet er at levere public service, bør alle, der lever op til kriterierne, kunne modtage støtte - noget vi kun kender inden for den, i forhold til DR's budget, meget beskedne public service-pulje.
Hvis DR skal have en særstatus, bør institutionen også løse bestemte opgaver. Der er i det hele taget - som det diskuteres om BBC i Storbritannien - grund til at se på, om DR fortsat skal varetage alle de funktioner, det har i dag.
Politisering af nyhedsmedierne
I dag både planlægger og udsender DR programmerne, som de i høj grad også producerer. Det er der ingen god begrundelse for.
DR’s programmer burde være til rådighed for alle og ikke kun sendes på selskabets egen platform. På samme måde kunne langt flere programmer sendes i udbud.
Hvis der er en særlig kulturpolitisk begrundelse for et DR, burde institutionen pålægges at optage kulturbegivenheder, opbevare optagelserne og stille dem frit til rådighed.
Det Kongelige Bibliotek skriver heller ikke bøgerne selv eller udvælger, hvad lånerne må læse.
I et Cepos-notat har vi således gennemgået de redskaber, politikerne har til rådighed til at realisere de politiske målsætninger, de måtte have med mediepolitikken.
Men det første krav er naturligvis, at de formulerer, hvad formålet med den massive politisering af medierne og navnlig nyhedsmedierne skal være.
Fra Statsradiofonien til DR
Det moderne danske demokrati udspringer af en vidt forgrenet og pluralistisk trykt presse. Da Statsradiofonien blev skabt for snart 100 år siden af en socialdemokratisk regering, var det med en kraftig borgerlig opposition, som ønskede også det nye radiomedie fri af statens hænder.
Få havde formentlig forudset den dominans, den nye institution ville få - godt hjulpet af den teknologiske udvikling.
Nu er teknologien til stede til, at vi igen kan få et pluralistisk mediebillede. For eksempel blomstrer podcastmarkedet op. Men ikke uden at DR med sin enorme krigskasse har kunnet kaste sig over det – og også her er blevet dominerende.
Der er brug for en grundlæggende diskussion om, hvad vi skal med institutionen. Og den politiske debat bør handle om mere end at sende flere penge.
De partier, som ikke er med i medieaftalen, bør formulere og gennemføre en helt ny mediepolitik, når flertallet skifter.
Bragt i Altinget d. 24. maj 2022.
