Offentligheden fortjener klar dokumentation for, hvorfor vi skal sætte vores liv på pause

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Tags

Indholdsfortegnelse

Tags

Regeringen har ikke givet offentligheden indsigt i én eneste vurdering af, hvor mange patienter man forventer at redde med forskellige foranstaltninger og forskellige strategier.

På statsministerens pressemøde i mandags slog faglig direktør Kåre Mølbak fast, at Statens Serum Institut (SSI) kan modellere konsekvenserne af forskellige strategier for åbningen af samfundet. Men ikke én gang de seneste tre uger har vi set modelleringer af gevinsterne ved de enkelte foranstaltninger. Hvorfor ikke? Og hvorfor har regeringen ikke givet offentligheden indsigt i, hvilke gevinster den forventede at opnå ved – imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger – at lukke grænserne og begrænse forsamlingsfriheden?

23. marts kom en opsigtsvækkende rapport fra Sundhedsstyrelsen (SST). Rapporten viste, at der – selv uden de seneste ugers nedlukning – ville være kapacitet nok i sundhedssektoren til at håndtere covid-19-epidemien. Baseret på italienske data vurderede SST, at overkapaciteten ville være på ca. 20 pct., når flest patienter var indlagt på intensiv.

Vi var altså solidt placeret på det grønne forløb på sundhedsminister Magnus Heunickes berømte figur. Konklusionen var så klar, at Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi udtalte, at »der er ikke noget, der tyder på nogen form for nedsmeltning af sundhedsvæsenet, næsten ligegyldigt hvordan det går«. Kjellberg blev bakket op af tre andre professorer.

På trods af den klare konklusion lagde regeringen ikke op til at slække på foranstaltningerne. Først i går lysnede det endelig, da Mette Frederiksen stillede danskerne en langsom oplukning i udsigt. Timingen kan dog virke besynderlig for udeforstående, da meldingen kom samme dag som en ny prognose fra SST og SSI viste, at behovet for intensivpladser uden foranstaltninger ville blive større end man forventede for blot en uge siden – og endda overskride kapaciteten opgjort af SST.

Hvorfor regeringen melder ud om lempelser nu og ikke 23. marts, kan vi kun gisne om. For som altid under denne krise, har oplysningerne til offentligheden om, hvorfor regeringen gør A og ikke B, været utroligt sparsomme. Danskerne yder store ofre for at følge regeringens retningslinjer, men får kun meget lidt at vide om, hvilke gevinster ofrene fører til.

Regeringen har ikke givet offentligheden indsigt i én eneste vurdering af, hvor mange patienter man forventer at redde med forskellige foranstaltninger og forskellige strategier. Regeringen har ikke fremlagt vurderinger af, hvor meget foranstaltningerne koster samfundet, eller hvor mange liv vi kunne redde andre steder for de samme ressourcer.

Den manglende indsigt i beslutningsprocessen bidrager til at gøre strategien uklar for danskerne – og muligvis også for regeringen og myndighederne selv. I mandags udtalte statsministeren således, at »bliver færre smittet, vil færre dø«, mens Kåre Mølbak forleden sagde, at en stor andel af befolkningen skal smittes, for at undgå, at anden bølge af epidemien slår for hårdt. De to udtalelser er modsætninger – så hvad er strategien egentlig?

Imens Danmark er lukket ned, kan danskerne misundeligt skæve til Sverige, hvor livet går videre under mere acceptable forhold. Selvom dødstal og indlæggelser indtil videre ikke ligefrem fremstiller den danske strategi som bedre, kan det på længere sigt vise sig, at den danske nedlukningsstrategi ud fra en samlet vurdering var bedst. Men hvis vores motivation skal holdes oppe, må Mette Frederiksen lukke op for flere informationer, så offentligheden kan få klar dokumentation for, hvorfor vi skal sætte vores liv på pause. Ellers kan store dele af de nuværende ofre – med SSTs rapporter i hånden – synes nyttesløse for mange danskere.

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    +45 27 28 27 48

    herby@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    +45 27 28 27 48

    herby@cepos.dk