Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Frederiksen om at holde julelukket

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Da regeringen onsdag kl. 18 annoncerede endnu en skærpelse af nedlukningen, skabte det samme aften trængsel i storcentrene, da tusindvis af danskere pludselig fik travlt med at købe julegaver, inden lukketid.

Denne adfærd har affødt rasende fordømmelser af de formastelige. Dette tweet fra radio- og podcastværten Peter Falktoft sætter tonen:

”hvis du - da du hørte storcentre landet over ville blive lukket ned for at forsøge at få pandemien under kontrol - febrilsk satte kurs mod nærmeste af slagsen, så er du fucking idiot. Glædelig jul og god aften”.

1.700 twitterbrugere har ved at like opslaget bakket op om denne sviner til deres medborgere for at tage på indkøb. Personligt mener jeg Falktoft og hans syttenhundrede medsammensvorne retter deres vrede mod de forkerte.

At landets storcentre pludselig blev fyldt med mennesker onsdag aften, var næppe hensigtsmæssigt set fra et smittebekæmpende perspektiv. Men det er regeringens skyld, ikke borgernes. Regeringen kunne have givet besked nogle dage i forvejen og dermed givet danskeren lidt tid til at få klaret deres indkøb af julegaver. Det havde ikke alene forhindret dét, der i bogstavelig forstand udviklede sig til ”panik før lukketid”. Det havde også været en hensynsfuld måde at agere på.

Men denne regering har i sin håndtering af Corona-krisen på intet tidspunkt udvist et sådant hensyn til danske befolkning. Samtlige tiltag er blevet meldt ud i sidste øjeblik. Restauranter har måtte smide madvarer ud for formentlig millioner af kroner, fordi de pludselig stod med et varelager, der ikke kunne sælges. Bryllupper og konfirmationer er blevet aflyst i sidste øjeblik eller har måttet meddele inviterede gæster på selve dagen, at det desværre ikke var blandt de 50 foretrukne og derfor alligevel ikke kunne deltage.

Regeringens opførsel minder mig om skurken Simon Kruger (spillet af Jeremy Irons) i filmen Die Hard with a Vengance. Simon truer med at detonere en bombe, hvis ikke filmens helte John McClane (spillet af Bruce Willis) og Zeus Carver (spillet af Samuel Jackson) løser en række opgaver. Dramaet - og parallellen til Mette Frederiksens Corona-håndtering - består i, at Simon informerer om opgaverne i sidste øjeblik, så McClane og Carver står med en næsten umulig deadline. De må styrte rundt i New York for at undgå, at bomben skal gå af. Ved at hundse rundt med McClane og Carver demonstrerer Simon sin magt over dem og situationen. Men dybest set tjener øvelsen et andet formål. Det kommer vi til.

Da regeringen nedlagde minkerhvervet, insisterede statsministeren på, at det skulle ske med lynets hast. Oppositionen blev informeret 1½ time før pressemødet og bad om, at flere eksperter blev inddraget, for at undersøge, om der kunne være mindre drastiske løsninger. Men det ville Mette Frederiksen ikke høre tale om. I stedt blev ordren udstukket ved det efterfølgede pressemøde, uden lovhjemmel og uden først at have haft en dialog med fx avlerne selv og med veterinær-eksperter på landets universiteter om, hvordan problemet med smittede mink burde håndteres.

Hvis alt dette hastværk var nødvendigt, kunne man forstå det. Men det er ikke nødvendigt. Det er udtryk for manglende rettighed omhu og nok også manglende forståelse for, hvad denne form for uforudsigelig magtanvendelse egentlig koster borgerne – ikke kun økonomisk.

Regeringen havde vidst siden juni, at der var smitte blandt mink og siden august eller september har det været diskuteret, om hele erhvervet skulle lukkes ned. Men ikke med erhvervet selv. Eller med eksterne eksperter. Eller for den sags skyld os alle sammen som borgere i et demokratisk land, der normalt hylder den demokratiske samtale.

Minksagen er det mest tragiske eksempel på, at hastværk er lastværk. De mange fejl, som er blevet begået, kunne have været undgået, hvis man i god tid havde gjort sig den ulejlighed at gå i dialog med de mange involverede parter, herunder de kommuner, som pludselig blev pålagt at agere mink-kirkegårde. Nu truer minkene grundvandet og skal graves op igen. Selv embedsmændene, som vidste, at det man gjorde, var ulovligt, ser ud til ikke have været ordentligt involveret.

Mette Frederiksen har skabt en lukket kultur, hvor de fleste beslutninger træffes af hende og en lille flok betroede medarbejdere. Vi andre bliver først informeret i sidste øjeblik. Før behøver vi i regeringstoppens logik ikke vide det. Og det er korrekt, medmindre man da har planlagt, at ens indkøb af julegaver til børn eller børnebørn skal ske i et af de storcenter, som regeringen vil lukke. Så er det rart at vide. Og medmindre regeringen vil undgå panik før lukketid og fare for smittespredning. Og medmindre man kunne forestille sig, at inddragelse og bedre planlægning kunne føre til bedre beslutninger og måske også større opbakning fra befolkningen til at bekæmpe smitten.

De butikker i storcentre, der kan flytte deres indgang, så folk går ind direkte fra gaden – og dermed få lov til at holde åben - kunne da også have haft gavn af nogle dages varsel. I stedet har butiksejere måtte arbejde hele natten for at blive klar indenfor den umulige deadline, som regeringen på Simon-manér har givet dem. Ikke fordi det var nødvendigt. Så hvorfor? Måske fordi regeringstoppen lever et liv, der er meget fjernt fra det liv, almindelige mennesker lever og derfor ikke helt forstår, hvor store konsekvenser deres magtudøvelse har. Måske skulle Mette Frederiksen have besøgt en minkfarm, inden hun lukkede erhvervet, smadrede livsdrømme og gjorde tusinder arbejdsløse, i stedet for bagefter?

I Die Hard-filmen viser det sig, at Simon Krugers julelege med McClane, Carver og New Yorks politi i virkeligheden tjener et helt andet formål, nemlig at aflede opmærksomheden. Alle havde så travlt med at nå Simons næste deadline, at ingen havde tid til at tænke over, hvad der egentlig foregik, og hvad Simon egentlig var ude på. Det viste sig, at han var ude på at stjæle guldreserverne fra delstatens afdeling af nationalbanken. Og det gjorde han, mens alle var optaget andetsteds af at klare opgaverne inden de umulige deadlines.

Mette Frederiksens planer er næppe af samme karat (ha, ha). Men hastværket har gentagne gange vist sig at muliggøre beslutninger, som ellers næppe var gået glat igennem. Det står fx efterhånden klart, at mink-erhvervet næppe var blevet udryddet helt, hvis beslutningen ikke var blevet hastet igennem – ovenikøbet ulovligt. I hvert fald er det kommet frem, at Mette Frederiksen talte usandt, da hun påstod, at aflivningen af alle mink skete på myndighedernes anbefaling. Faktisk havde Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut to dage før pressemødet, hvor aflivningen blev annonceret, anbefalet en løsning, hvor avlsdyrene blev bevaret. Hastværket har sikret, at vi først opdager dette nu, hvor guldet er stjålet, så at sige. Nu hvor det er for sent.

Eller i hvert fald for sent for erhvervet. Simon Kruger efterlod sig uforsigtigt et spor, som ledte McClane og politiet til hans gemmested. I disse dage og uger afdækkes det ene spor efter det andet fra Mette Frederiksens hastværk. Mon ikke hun også ender med at få som fortjent, fx i en rigsretssag? Folketinget begik en stor fejl, da det i marts forsynede regeringen med næsten ubegrænset magt, når det kom til håndteringen af pandemien. Læren af dette bør blive, at ingen regeringen nogensinde igen bliver tildelt så stor magt.

Og midt i al den unødvendige, regeringsforårsagede stress, jag og ængstelse, må den almindelige dansker så også se sig kategoriseret som "en fucking idiot" af en twitter-elite, der aldrig i livet kunne drømme om at købe en kaffemaskine på tilbud i et forstadsstorcenter.

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Martin Ågerup

    Direktør

    +45 33 45 60 40

    martin@cepos.dk