Danskerne er generelt set meget bekymrede for, om der i fremtidens ældrepleje vil blive passet godt nok på dem selv og deres nære, når der er behov for det.
Denne bekymring kan ved først øjekast forekomme at være paradoksal.
Dansk økonomi er nemlig bomstærk langt ud i fremtiden, hvor der med uændrede skatter vil være penge nok til at opretholde det nuværende offentlige serviceniveau på trods af et stigende antal ældre.
Tilmed vil der være plads til i nogen grad at øge serviceniveauet, hvis man politisk ønsker at prioritere dette.
Desuden er der blandt de nuværende modtagere ældrepleje hele 81 procent, der er enten meget tilfredse eller tilfredse med den hjælp og støtte de får.
Paradoksal tilfredshed
Hvis man derimod spørger befolkningen generelt, er ældreplejen et af de områder i den offentlige sektor, som får den laveste bedømmelse af serviceniveauet.
De fremtidige generationer ser således på ingen måde ud til at være tilfredse med at blive tilbudt en ældrepleje på det nuværende niveau, når de selv bliver gamle, hvilket også kan forklare bekymringen for fremtiden.
Den umiddelbart paradoksale bekymring for fremtidens ældrepleje kan forklares med, at de fleste varer og tjenesteydelser, som produceres i den private sektor, hele tiden bliver bedre og/eller billigere som følge af produktivitetsstigninger.
I den private sektor stiger produktiviteten hurtigere end i den offentlige sektor. De offentlige lønninger stiger derimod i samme takt som de private, for ellers ville den offentlige sektor få endnu større rekrutteringsproblemer.
Det indebærer samlet set, at borgerne hele tiden vil opleve, at de offentlige ydelser bliver dyrere, uden at de får samme stigende kvalitet, som de oplever på andre områder.
Hvordan kan vi løse dette problem?
Brugerbetaling á la pensionsopsparing
For det første kan man øge produktiviteten i den offentlige ældrepleje.
Vi har i Cepos for nyligt udgivet en analyse, der viser, at det er muligt at opnå produktivitetsforbedringer i den offentlige ældrepleje, der kan forbedre serviceniveauet betydeligt.
Selvom der er et betydeligt potentiale for produktivitetsstigninger i ældreplejen, vil det på længere sigt formentlig ikke være muligt øge produktiviteten med samme takt, som det er tilfældet i andre brancher.
Derfor vil vi før eller siden løbe ind i problemet med, at kvaliteten i ældrepleje sakker bagud i forhold til vores øvrige forbrug.
For det andet er det naturligvis også muligt at bruge flere penge på ældrepleje ved at finde dem gennem besparelser på andre områder i den offentlige sektor.
Men denne kilde vil før eller siden også tørre ud, da der jo også skal være penge tilbage til forsvar, uddannelse, børnepasning med videre.
For det tredje kan man også øge skatterne med henblik på at finansiere et øget serviceniveau i ældreplejen. I Danmark har vi allerede et af de højeste skattetryk blandt landene i OECD.
Dette indebærer, at der er betydelige omkostninger ved at øge skatterne yderligere i form af lavere incitament til at arbejde, iværksætteri med videre.
Derfor er den eneste mulighed i længden, at vi i højere grad selv betaler for vores forbrug af ældrepleje, hvis vi vil have væsentlige serviceforbedringer, og som tidligere nævnt ser det ud til at være tilfældet for en meget stor del af de yngre generationer.
Modvirk et A- og B-hold gennem opsparing
Derfor er det afgørende, at vi kommer i gang med at drøfte, hvordan vi bedst håndterer en udvikling, hvor vi ved egen opsparing kommer til at finansiere en større og større andel af vores ældrepleje.
Præcis ligesom de fleste mennesker i dag finansierer hovedparten af deres pension gennem privat opsparing.
Ikke fordi vi ikke har råd til folkepensionen – for den findes jo stadig – men fordi mange mennesker i modsætning til tidligere generationer ikke vil være tilfreds med den pensionisttilværelse, som man kan få, hvis man udelukkende skal leve af folkepension.
I den forbindelse er det et helt centralt spørgsmål, i hvilken grad opsparingen til egen ældrepleje skal være frivillig eller obligatorisk, hvor sidstnævnte i højere grad er en garant for at undgå et for stort B-hold.
Med henblik på at få startet denne vanskelige debat har vi i CEPOS udarbejdet fem bud på, hvordan en opsparingsmodel for velfærdsydelser kan udformes, hvor overskrifterne er:
- Velfærdserklæring med arbejdsmarkedets parter
- Obligatorisk arbejdsgiverbetalt velfærdsforsikring og ældrevelfærdsopsparing
- Obligatorisk individuelt velfærdsbidrag
- Fradrag for velfærdsforsikringer
- Flere arbejdsgiverbetalte velfærdsforsikringer (udvidelse af nuværende ordning)
Bragt i Altinget den 5. april 2024
