Generalsekretær Kristian Weise, Oxfam Ibis, maler i dag i Berlingske et helt skævt og misvisende billede af den globale ulighed og udsigterne for fattigdommen i verden. Og Oxfam Ibis’ fremstilling af kapitalismens virkninger er også helt skæv. Man burde forvente en mere retvisende og nuanceret fremstilling, blandt andet fordi organisationen modtager 150 mio. kroner i støtte fra danske skatteyderne. Hvis man læser Oxfams Ibis’ kronik, får man indtrykket af, at den globale ulighed og fattigdommen har været stigende.
Det er således bemærkelsesværdigt, at Oxfam Ibis gennem en hel kronik om ulighed og fattigdom undlader at fortælle, at uligheden og fattigdommen globalt er faldet markant gennem nogle årtier. Og det samme gælder formueuligheden.
Ifølge Verdensbanken er man ekstremt fattig, hvis man har mindre end 1,9 dollar om dagen at leve for. I 1990 var der 1,9 mia. ekstremt fattige, mens antallet var faldet til knap 700 millioner i 2017, dvs. et fald på 1,2 mia. ekstremt fattige. Udviklingen er sket på trods af at verdens befolkning er vokset med 2,2 mia. personer i samme periode. Andelen af verdens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, er reduceret fra 36 procent i 1990 til 9,2 procent i 2017. Det er en sand succes.
Denne markante reduktion i fattigdommen skal særligt ses i lyset af, at Kina har nedbragt andelen af fattige fra 66 procent i 1990 til kun 0,5 procent (!) i 2016. Når så mange kinesere er blevet løftet ud af fattigdom, skyldes det høj økonomisk vækst, der i høj grad er en følge af, at Kina i starten af 1980erne vendte den socialistiske planøkonomi ryggen og i stedet åbnede for kapitalismen.
Ifølge Deng Xiaoping var mantraet nu: »To get rich is glorious!« Nogle kinesere er blevet ekstremt rige samtidig med, at den ekstreme fattigdom næsten er udryddet. I Indien er den ekstreme fattigdom ligeledes nedbragt markant siden 1990erne, hvilket også er en følge af udbredelsen af markedsøkonomien.
Så bundlinjen er, at udbredelsen af kapitalismen siden 1980erne har bragt hundredvis af millioner ud af ekstrem fattigdom. Samtidig er den globale ulighed faldet ifølge IMF og Verdensbanken. Dvs. forskellen mellem de rigeste og fattigste i verden under et er blevet mindre, fordi markedsreformer har givet høj vækst i de fattigere lande. I Oxfam Ibis' rapport betegnes dette som det »dysfunktionelle økonomiske system, der har sine rødder i det, der ofte kaldes neoliberalismen«. Selvom Oxfam Ibis har meget fokus på ulighed i formuer, undlader man at fortælle at formueuligheden i verden er faldet de seneste par årtier.
Ulykkeligt
Coronakrisen giver et brud i den ellers ubrudte nedgang i den ekstreme fattigdom. Verdensbanken vurderer, at coronakrisen øger antallet af ekstremt fattige med knap 100 mio. i 2020. Dette er ulykkeligt og en de største omkostninger ved, at coronavirus og nedlukninger har smidt grus i markedsøkonomiens motor. Når det sker, så rammes de allerfattigste. I takt med at økonomierne åbnes igen og væksten vender tilbage (dvs. kapitalismen får lov til at fungere igen), forventer Verdensbanken, at antallet af ekstremt fattige reduceres til 573 mio. i 2030 (6,7 procent af verdens befolkning).
Oxfam Ibis skriver, at der er »absurd, når vi kan konstatere, at stigningen i de rigestes formuer er så stor, at pengene kunne betale for, at hele verdens befolkning bliver vaccineret mod covid-19«.
Oxfam Ibis udviser her en total mangel på forståelse for, hvordan markedsøkonomien fungerer. Når Jeff Bezos’ formue er steget, er det fordi hans firma Amazon leverer et stort, varietet og prisbilligt udbud af varer til snart alverdens borgere. Lave priser på varer er noget, der gavner dem med lavest indkomster.
Elon Musk er blandt de rigeste i verden. Hans firma Tesla leverer elbiler. Hvorfor er det et problem, når nogle leverer konkrete løsninger på klimaområdet? Og endelig, hvis Oxfam Ibis via en formueskat fik beslaglagt de »riges« formuestigning, ville innovationen blive bremset. Mange talentfulde entreprenører ville afholde sig fra at investere sig selv og deres penge, hvis de blev ramt af en høj formueskat. Dermed ville der være mindre vækst i verden. Og det ville trække i retning af flere ekstremt fattige. Se blot på udviklingen i antallet af ekstremt fattige, når corona sætter kapitalismen og væksten ud af kraft.
Nobelprismodtager William Nordhaus har opgjort, at iværksættere kun formår at indfange beskedne to procent af den samlede velstandsgevinst ved innovation – resten går til alle os andre i form af lavere priser, større udvalg, bedre kvalitet osv. I stedet for at drive hetz mod de mest succesrige erhvervsfolk burde Oxfam hylde dem.
(Bragt i Berlingske d. 25. januar 2021)
