Efter at have valgt privatskole frem for folkeskole til sin datter, kan man håbe, at SF-formanden nu udvikler større velvilje overfor det frie skolevalg og de frie grundskoler. Men jeg holder ikke vejret af spænding.
SF’s formand Pia Olsen Dyhr har valgt at flytte sin datter fra folkeskolen over i en privatskole. Det har mødt kritik, fordi Olsen Dyhr og SF har slået sig op som fortaler for folkeskolen.
Jeg vil tage Pia Olsen Dyhr delvist i forsvar. Dyhr og SF er ikke modstandere af, at man kan flytte sit barn i en fri grundskole. I modsætning til Mette Frederiksen har Pia Olsen Dyhr ikke fordømt forældre, der vælger privatskole for så efterfølgende selv at gøre netop det. Frederiksen har opført sig hyklerisk, det har Olsen Dyhr ikke. I Hvert fald ikke i samme grad.
Men der er mere at sige om sagen.
Pia Olsen Dyhr er socialist. Som andre socialister mener hun, at staten bør styre langt mere, end den allerede gør. Og hun er dybt skeptisk overfor ideen om, at borgerne selv ved bedst. På friskoleområdet ønsker hendes parti at sænke koblingsprocenten, så forældre der flytter deres barn til en fri grundskole, får færre af de skolepenge med, som folkeskolen sparer. Det vil formentlig indebære, at nogle friskoler må sætte forældrenes egenbetaling op. Det vil så igen gøre det endnu dyrere at udøve sit frie skolevalg og vælge en fri grundskole, f.eks. når en folkeskoleklasse ikke fungerer, som det var tilfældet for Pia Olsen Dyhrs datter.
Pia Olsen Dyhr ønsker ligesom andre socialister, at flere beslutninger skal træffes af politikere og bureaukrater i stedet for af borgerne. Det går socialister ind for, fordi de dels mener at vide, hvad der er bedst for borgerne. Og dels mener, at de fra centralt hold kan planlægge samfundets indretning, så tingene bliver som besluttet og planlagt.
Sandheden er, at folk er forskellige. Deres ønsker, behov, drømme, normer og værdier er formet af deres egen unikke baggrund, situation og livsvilkår. Socialister tager altså fejl, når du tror, at de ved, hvad der er bedst for borgerne.
Sandheden er også, at central planlægning ofte fører til helt andre resultater, end hvad der var intentionen. Politikerne gennemfører den ene reform efter den anden, som ikke har de ønskede resultater. Oplagte eksempler er gymnasiereformen fra 2005, heldagsskolen fra 2014 eller diverse afbureaukratiserings-reformer.
Socialismen er altså baseret på en løgn. Derfor bliver socialister altid ramt hårdt af virkeligheden, når den indfinder sig – og det gør virkeligheden som bekendt altid før eller siden.
Det er hvad der skete for Pia Olsen Dyhr på et helt personligt plan. Socialisme ser godt ud på papiret, når man tænker generelt og abstrakt: Folkeskolen er at foretrække. Men virkeligheden er lokal og konkret: Pias datters klasse i den lokale skole fungerer ikke. Det var ikke en del af den bureaukratiske plan. Planen er, at folkeskolen skal være så god, at alle vil være tilfreds med den. Så behøver man slet ikke et frit skolevalg og privatskoler.
Men virkeligheden er, at med over 1.000 folkeskoler og mange tusinde klasser, vil der være skoler og klasser, som ikke lever op til forældrenes og elevernes krav og forventninger. Eller sågar, at der er klasser, som nogle børn er glade for at gå i, mens andre ikke er det, fordi vi alle sammen er forskellige. Børn er forskellige, forældre er forskellige. Det, der er godt for den ene, er skidt for den anden. Virkeligheden er besværlig og kompliceret. Og det kan socialismen ikke håndtere, fordi den er baseret på central planlægning, og central planlægning bryder sammen, når tingene bliver komplekse.
Da Pia Olsen Dyhr mødte virkeligheden og skulle vælge imellem sine socialistiske abstrakte idealer og sin datters konkret behov, valgte hun sin datter. Det var et godt valg. Ros til Pia Olsen Dyhr for det.
Men Pia Olsen Dyhrs nye lokale og konkrete erfaring burde mane til besindighed hos hende. Hvis hun var ærlig overfor sig selv, ville hendes tyrkertro på socialismen have lidt et knæk og tvivlens nådegave have sneget sig ind. Måske har den, men det viser hendes adfærd udadtil ikke tegn på indtil nu. Hun og SF ønsker fortsat at reducere koblingsprocenten, så det frie skolevalg, som Dyhr lige har oplevet vigtigheden af, bliver dyrere og vanskeligere for især forældre med lav indkomst at udøve.
I tråden til den facebook-opdatering, hvor Dyhr annoncerede datterens skoleflytning, møder hun også den konkrete virkelighed, fx fra Jette her:
Jette har oplevet det samme som Dyhr, men i modsætning til den vellønnede Dyhr-familie har Jette ikke råd til at vælge den lokale frie grundskole. Dyhrs politiske ambition er at gøre det endnu dyrere for hende. Dyhrs svar til Jette er: ”Vi skal have en bedre folkeskole”. Altså et ikke-svar, som slet ikke forholder sig til Jettes konkrete problem men i stedet udtrykker et abstrakt ideal.
Den konkrete virkelighed er, at der altid – ligegyldigt hvor god folkeskolen bliver – vil være konkrete klasser, som ikke fungerer. Eller konkrete børn af kød og blod, som bare ikke trives i den lokale folkeskole og derfor har brug for et alternativ. Et frit valg.
Endvidere ved Dyhr jo ikke, hvad der skal til for at hendes abstrakte ideal bliver til virkelighed. Politikerne har igen og igen forsøgt at gøre folkeskolen bedre. Sidst da Pia Olsen Dyhr sag i regering med Helle Thorning og sammen gennemførte heldagsskolen, som ikke blev den succes, de havde forestillet sig. Faktisk vil Dyhr rulle den reform tilbage. Ups. Det kan Jette ikke bruge til noget. Det frie skolevalg til gengæld er en konkret mulighed for Jette og andre forældre til at vælge en bedre skole til deres børn, hvis den lokale folkeskole ikke er noget for dem.
Alt det formår Pia Olsen Dyhr at abstrahere fra, så længe det handler om andre menneskers børn. Hos socialisterne presser virkeligheden sig først for alvor på, når det er deres egne børn, det gælder. Som Pia Olsen Dyhr udtrykte det til Ekstra Bladet: ”Jeg synes ikke, at min politiske holdning skal hindre min datter i at have et godt skoleliv”. Men hun ser indtil nu ikke ud til at have et problem med, at hendes politiske holdning skal hindre andres børn i at have et godt skoleliv – heriblandt Jettes barn.
Dyhrs udtalelse er næsten identisk med Mette Frederiksens, da hun i 2012 valgte en fri grundskole til sit barn. Her sagde Frederiksen:, at hun ikke vil lade sit politiske virke stå i vejen for sine egne børns skolegang. Det skete efter, at hun i 2005 havde kritiseret andre forældre for at vælge frie grundskoler til deres børn. Dengang sagde Mette Frederiksen blandt andet: ”Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen”.
Også Mette Frederiksen abstrakte socialistiske ideal ramte den konkrete virkeligheden, da det handlede om hendes egne børn. Som hun erkendte: ”Nu står jeg i den situation, at min datter har behov for en lille skole, og så går det op for mig, at det ikke nødvendigvis er så let, når man som forældre står og skal vælge skole”.
I dag er hendes børn imidlertid ikke længere i skolealderen, og vi kan konstatere, at Mette Frederiksen intet har lært af forløbet med sine egne børn. Tværtimod vil partiet begrænse, hvor mange børn der går i friskole ved at reducere tilskuddet og dermed gøre det dyrere at vælge friskole.
Socialdemokraternes målsætning er, at 9 af 10 børn skal gå i folkeskolen. Det indebærer, at næsten hvert andet barn, der går i privatskole skal tilbage i folkeskolen. Det skal altså ske ved blandt andet at gøre det dyrere at vælge friskole. Det siger sig selv, at dette især vil gå ud over forældre med lave indkomster, som vil blive hårdest ramt af prisstigninger.
Det er et paradoks, men socialismens styrke skyldes, at socialister nægter at lære af virkeligheden. Vi kan håbe, at Pia Olsen Dyhr bliver undtagelsen, der bekræfter reglen. At hun nu udvikler en større velvilje overfor det frie skolevalg og de frie grundskoler. Det er mit håb, men jeg holder ikke vejret af spænding.
