Det bedste, politikerne kan gøre for klimaet, er at gennemføre den klimapolitik, der opnår mest mulig CO₂-reduktion for færrest mulige penge.
Hvad vi gør i Danmark, har stort set ingen betydning for klimaet. Medmindre vi påvirker andre til at kopiere, hvad vi gør. Det kræver imidlertid, at vores klimapolitik er klog og værd at kopiere.
Derfor er det vigtigt at lytte til videnskaben, herunder ikke mindst den klimaøkonomiske videnskab. Den fortæller os mangt og meget – heriblandt at løsningen ikke er at anvende central planlægning med forbud, påbud og regulering. Den bedste klimapolitik er at gøre det fri marked til klimaets ven ved at skabe et incitament hos alle, der udleder drivhusgasser, til at reducere deres udledninger. Det kan man gøre ved at indføre en ensartet CO₂-pris – enten i form af en afgift eller kvoter – og herefter overlade det til erhvervslivet, klimaiværksættere og forbrugere at ændre adfærd for at spare og tjene penge.
Hver enkelt borger, familie, forening, virksomhed og institution får et incitament til at reducere udledningen på den måde, der passer bedst til den konkrete virkelighed, de hver især befinder sig i. Dermed opnås CO₂-reduktionen langt mere effektivt, end hvis borgerne skulle følge centrale direktiver. En sådan decentral klimapolitik medfører også langt mere innovation. Millioner af aktører frembringer nye og originale løsninger, som ingen politiker eller embedsmand kunne udtænke centralt.
SVM-regeringen har en ambition om at føre en velfærdspolitik, der frisætter den offentlige sektor, institutionerne og borgerne. Den bør også få sig en ambition om en klimapolitik, der frisætter erhvervslivet, borgerne og klimaiværksættere til at skabe den grønne omstilling nedefra og decentralt.
Her er der lang vej igen. En stor del af danske klimapolitik er planøkonomisk og meget af det kunne lige så godt have været udtænkt af Sovjetunionens politbureau.
Selv hvis politikere og embedsmænd med profetisk kløgt formåede at udvælge de bedste teknologier og løsninger, ville den planøkonomiske tilgang koste det dobbelteaf en markedsbaseret klimapolitik. Der er imidlertid ingen øvre grænse for, hvor unødigt dyr den grønne omstilling kan blive, hvis politikerne træffer ukloge klimabeslutninger.
For eksempel foreslår kommunalbestyrelserne i Ringsted, Sorø og Slagelse at sænke hastighedsgrænsen på vejene for reducere CO₂-udledningen, selvom det er dyrt og ineffektivt. Det viser forslagets skyggepris, som er et udtryk for, hvad det koster samfundet at sænke udledningen på en given måde. Den såkaldte skyggepris ved at sænke fartgrænsen på motorvejene er over 11.000 kroner pr. ton CO₂. Det er 15 gange mere, end reduktionen ville koste ved at købe CO₂-kvoter i EU med den nuværende kvotepris på cirka 750 kroner pr. ton.
Et af de hidtil værste og dybt tragiske eksempler på omkostningerne ved planøkonomisk klimapolitik udspillede sig i 2000erne, hvor en række vestlige landes politikere valgte at fremme anvendelsen af første generations biobrændsler. Det førte til en dramatisk omlægning af fødevareafgrøder til brændstofafgrøder. Ifølge en analyse fra Verdensbanken i 2008 var hovedparten af den omtrentlige fordobling af fødevarepriserne, som fandt sted fra cirka 2006 og frem til foråret 2008 forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Millioner af verdens fattigste blev påført unødig lidelse, som utvivlsomt har ført til fejlernæring med døden til følge.
Et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 påviste, at de højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at kompensere for de arealer, som centralplanlæggerne omdirigerede til bioætanol. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal. Derved ville biobrændsel ikke give den forventede besparelse i CO₂, men tværtimod øge udledningerne. Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men altså samlet set efterlade en verden, hvor millioner i en periode blev trukket ned i fattigdom og fejlernæring, natur blev ødelagt og udledningen af CO₂ ikke faldt, men steg.
Det er derfor meget vigtigt, at politikere og medier holder skarpt øje med, om de mange forslag til klimatiltag, der hele tiden fremsættes af særinteresser, giver klimaøkonomisk mening. Mit råd til klimajournalister er: vær altid på vagt over for planøkonomiske klimaforslag såsom tvungen genanvendelse af tøj (et af de seneste påfund). Og ring for klimaets skyld altid til en klimaøkonom inden du skriver din historie.
Bragt i Berlingske d. 11. juli 2023.
