De fleste ved, at de røde er glade for statslig regulering, og de blå vil have lav skat. Imidlertid er det en alt for simpel analyse, da den ikke siger noget om baggrunden for de respektive prioriteringer. Nogle forestiller sig også, at de røde dermed er sociale eller solidariske, og de blå er egoister.
Det er direkte forkert, da det nærmere forholder sig modsat. Sluttelig tror mange, at netop deres fordelingspolitiske overbevisning er den faktuelt korrekte, hvilket i sig selv er et meningsløst postulat. De store fordelingspolitiske spørgsmål kan nemlig kun besvares ”korrekt”, når man på forhånd har indsat nogle ikke-empiriske moralske markører i ligningen. Det er disse moralske markører, der er al politiks kerne, og ethvert politisk argument baserer sig grundlæggende herpå. Derfor er det afgørende, at vi får en fornyet opmærksomhed på de udsagn, der former vores fælles politiske samtale.
Socialismen baserer sig moralsk og filosofisk på den opfattelse, at mennesket er skabt lige, og at politikkens formål er at bibeholde denne naturlige lighed. Grunden til denne bestræbelse er en moralsk opfattelse af retfærdighed, altså at man undgår, at f.eks. arv, talent, kynisme eller skadelig kultur fordærver den ideale lighed. Netop begrebet retfærdighed er her den praktisk moralske nøgle. For socialismen findes der et utopisk-ideelt skema for retfærdighed, som det er menneskets opgave at realisere i politikken. Få socialister forestiller sig, at verden nogensinde bliver 100 pct. retfærdig, men moralsk er man forpligtet på at bidrage hertil. I den konkrete praksis må man periodisk gå hårdt til værks, og socialismens metodik har historisk bygget på skiftende forestillinger om ”proletariatets diktatur”, ”klassekamp”, ”tvungen omfordeling”, såkaldt ”økonomisk demokrati” og i dag også ”nordisk socialisme”. Alt sammen tiltag, hvor man i retfærdighedens navn tager noget fra nogle bestemte grupper. Formålet med disse angreb på andre menneskers besiddelser er at sikre, at livet kan leves retfærdigt.
Retfærdigheds-argumentet kan lyde moralsk smukt og er det i princippet også. Det filosofiske problem er bare, at man ikke i naturen kan beskue, hvordan en sådan retfærdighed tager sig ud. Den findes ganske enkelt ikke i den konkrete verden, og derfor må den konstrueres abstrakt.
Det behøver den ikke at blive dårligere af, men det er vigtigt at forstå, at der er tale om en absolut argumentationsform, som normalt hører religionen til: ”Dette er retfærdighed, fordi vi tror det”. Dertil hænger socialismens retfærdighed meget specifikt sammen med en økonomisk resultat-lighed, altså at alle ideelt set har lige meget, uanset individuel ageren i øvrigt.
Statens praktiske opgave er således at vide, hvad der individuelt er bedst for alle, f.eks. i forhold til fordeling af barsel, individuelle valg i forhold til sundhed osv. Og når man nu ved, hvad der er bedst for folk, hvorfor så ikke hjælpe dem med at gøre netop sådan?
Borgerlige ideologier er modsat socialismen generelt afvisende over for en resultat-defineret retfærdighed. For den borgerlige er livet grundlæggende ikke retfærdigt og vil aldrig blive det. Man kan få en tagsten i hovedet, man kan uden varsel få en blodprop, og livet kan tage alle mulige forfærdelige afveje. Din nabo kan måske modsat vinde i lotto eller ved et lykketræf få netop det job, du altid selv har drømt om. For den borgerlige er livets manglende retfærdighed selve politikkens vilkår.
Men der er mere end det. Som hos socialismen må en forestilling om retfærdighed naturligvis bygge på en moralsk påstand, og særligt liberalismen ser sig ikke stand til at påtvinge andre en specifik mening med livet, f.eks. at rigdom, sundhed eller skønhed skulle være særligt vigtigt for et andet menneske. Hvis man vil sikre andre resultatmæssig retfærdighed, må man jo på deres vegne afgøre, hvad der er vigtigt for dem. Det vil den liberale ikke.
Denne vægtning leder os til den borgerlige filosofiske kerne, som er kærlighed. At elske andre handler ifølge filosoffen Søren Kierkegaard først og fremmest om at være anledning til deres frihed. Man kan ikke elske nogen ved at få dem til at være på en bestemt måde, for så elsker man jo bare sig selv og ens egne forestillinger. Nej, oprigtig kærlighed handler om at give den anden mulighed for at blive sig selv. Kærlighed er, som alle ved, ikke retfærdig og ej heller enkel. Ligesom retfærdigheden kan den ikke måles eller vejes, og må derfor også betjene sig af en nærmest religiøs sprogbrug: Du er elskelig, fordi du er til! Det er borgerlighedens grundlag.
I praktisk politik bliver det altid ofte langt mere broget, end ovenstående fremstilling giver anledning til at tro. F.eks. sker der en del, når man blander en stat ind i billedet. Værre bliver det, når man laver politiske forlig og knudrede studehandler, hvor den oprindelige moralske førstebevægelse efterhånden bliver svær at få øje på. Helt grelt bliver det, efterhånden som årene går, og flere og flere mudrede love bygges oven på hinanden, og en del af dem efterhånden bliver opfattet som en nærmest gudgiven orden.
De færreste borgerlige er imod beskatning, for der findes områder, hvor beskatning pragmatisk betragtet er den mest enkle måde at værne om individets frihed – og dermed give det anledning til at blive den, det vil være. Forsvar, retsvæsen og politi er eksempler herpå.
For mange liberale opstår problemet, når beskatning bruges til det modsatte – altså at få individet til at blive noget andet, end det vil være. Eksempler er offentlige rygestopkampagner, tvungen barselsfordeling, kommunale kampagner, der skal få folk til at tænke på den ene eller den anden måde osv. I sådanne spørgsmål bør man nøje overveje, hvilken moralsk førstebevægelse der grundlæggende er på spil, kærlighed eller retfærdighed?
I det 20. århundrede blev det med syvtommersøm slået fast, at en liberal økonomisk politik er andre økonomiske systemer overlegen. Tilmed kan vi i den økonomiske teori nøje redegøre for, hvorfor frie menneskers ageren på et frit marked bidrager til, at flest muligt kan leve netop det liv, de drømmer om. Verden har aldrig haft så få fattige. Selv meget fattige mennesker har realistisk og lige adgang til forbrugsgoder, herunder sundhed, som de rigeste ikke kunne drømme om få årtier før.
Liberaliseringen af den globale økonomi har medvirket til, at vi lever langt ud over vores biologisk nødvendige alder, og vi lever godt. Det er sket via innovation og effektivitet drevet af konkurrence. Men effektivitet er ikke i sig selv en god moralsk begrundelse for liberal økonomisk politik, men det, at effektiviteten giver elskelige mennesker mulighed for at blive sig selv i deres egen unikke udgave, er det. Statens rolle bliver således her at sikre, at konkurrencen er fri og tilgængelig, og ingen får fordele frem for andre.
Udfordringen for borgerlige er at turde tale om kærligheden som det egentligt bærende for deres politik. Den politiske indflydelse er i dag domineret af to blokke, der ultimativt ser verden forskelligt, men som har tabt blikket for, hvorfor de gør det. En reel debat er en, hvor du altid kan svare på, hvilket argument der kan få dig til at skifte mening. Alt andet er råberi og stammedans. Det er vores håb, at man i 2022 vil tænke mindre over politik som proces og mere reelt debattere, hvad vi vil med vores samfund og hvorfor.
Bragt i Jyllands-Posten d. 20. maj 2022.
