Set med røde briller er overbudsvalgkampen kommet fint fra start. Som borgerlig vælger kan man godt sidde med en lidt mærkelig smag i munden.
I valgkampens anden uge er pengene for alvor begyndt at fosse ud af statskassen. Knap nok er politikerne kravlet ned fra lygtepælene, før buddene i valgkampen har bygget sig op. Senest har Venstre med et 20,5 mia. kr. dyrt velfærdsløfte forsøgt at opsluge Socialdemokratiets velfærdsudspil. »Samme velfærd som Socialdemokratiet«, hedder det i udspillet.
Velfærdsløftet svarer til, at Venstre flytter 13.000 personer fra privat til offentlig beskæftigelse.
Som vælger får man hurtigt en lidt mærkelig smag i munden. Det er jo trods alt mine (og dine!) skattekroner, som partierne konkurrerer om at bruge flest af. Det kunne sådan set være i orden, hvis pengene manglede, og hvis jeg havde en fornemmelse af, at de penge, der allerede i dag bruges i den offentlige sektor, anvendes fornuftigt og godt. Men gør de nu også det?
Eksempelvis vil Mette Frederiksen (S) »ansætte tusind flere sygeplejersker, så der bliver mere tid til pleje og omsorg«, og Lars Løkke Rasmussen (V) vil uddanne »2.000 flere sygeplejersker« 2019-2022. Men kunne det ikke være mere interessant, hvis vores politikere forholdt sig til, hvordan man løsner for sundhedsvæsenets selvrapporterede pseudoarbejde og bureaukratiske bøvl, der rammer de godt 35.000 sygeplejersker og 16.000 læger?
I samme ombæring bør vi afklare, hvorfor lægerne i dag fortæller, at de når »langt under halvdelen af det, man kunne nå for 20 år siden« og kun bruger »25 pct. af deres tid med patienterne«, som påpeget af professor og overlæge Jes Olesen i bogen »Det syge væsen«.
Og mens de Radikale vil have 4.500 flere pædagoger, vil Pernille Skipper (EL) – foruden minimumsnormeringer – have 10.000 ekstra voksne i landets børnehaver og vuggestuer. Men kunne det ikke være mere interessant at forholde sig til, hvordan vi øger børnenes tid med landets godt 65.000 pædagoger? Hvorfor bruger personalet i daginstitutionerne i dag så meget tid på administration og forældresamtaler, at der kun er omkring 51 pct. af tiden tilbage til børnene, mens tallet for 40 år siden var 72 pct.? Kunne vi spole tiden tilbage, kunne vi snildt løfte antallet af ansatte med 10.000 voksne – faktisk kunne Enhedslistens ambition fordobles.
Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ønsker også at uddanne flere social- og sundhedsmedarbejdere, så der er mere tid til vores gamle. Men hvorfor ikke undersøge årsagen til, at de godt 62.000 nuværende SOSUer har et overnormalt sygefravær på omkring 16 sygedage pr. ansat? Hvis vi kunne reducere sygefraværet til niveauet for pædagogerne, hvis sygefravær også ligger højt, ville vi kunne hente, hvad der svarer til arbejdsindsatsen fra ca. 1.000 ekstra SOSU-assistenter. Det er da også værd at tage med.
Jeg når ofte til den konklusion, at skatteborgernes penge sidder uacceptabelt løst i politikernes lommer. Og det undrer mig, hvorfor man ikke netop – når man administrerer andre menneskers penge – føler en særlig forpligtelse til, at pengene anvendes så fornuftigt som muligt. Frem for at gå til valg på ordentlighed og effektiv ressourceanvendelse kappes partierne om at købe vælgerne med deres egne penge.
