Rådet for Børns Læring har netop offentliggjort en rapport om søgningen til folkeskolen og til de frie grundskoler. Rapporten er udarbejdet af analysefirmaet Epinion, og den tegner et helt forkert billede af situationen.
Det svarer ganske godt til rådets program for indeværende arbejdsår, som også er tendentiøst i svær grad.
Rådet har sat sig for at se på, hvad der kaldes 'balancen' mellem folkeskolen og de frie grundskoler. Man må forstå, at der hermed menes, at folkeskolen skal være dominerende, og at der ikke skal være for mange elever i de frie grundskoler.
Rådet sætter sig mere konkret opgaven at se på; »hvordan folkeskolen kan konkurrere med de frie grundskoler«.
Det er jo en absurd måde at stille tingene op på al den stund, at de frie grundskoler må nøjes med at kunne anvende 20 procent mindre per elev til skoledriften end folkeskolerne.
Det relevante spørgsmål er selvfølgelig, hvordan de frie grundskoler, som jo er bedre til at løfte eleverne fagligt end folkeskolerne, kan klare sig i konkurrencen med folkeskolen, og der er da også til stadighed frie grundskoler, som bukker under i denne konkurrence, fordi deres økonomiske midler er så knappe.
Misforstået lære
Rådet for Børns Lærings Epinion-rapport beregner på en lang række dimensioner, hvor mange procent af eleverne i folkeskolen og i de frie grundskoler, som er kendetegnet ved forskellige karakteristika, og disse beregninger gentages så for en årrække, så der fremkommer en ændring i procentandele, hvad enten det er forældres uddannelsesbaggrund, etnicitet eller andet.
Disse beregninger er i sagens natur i sig selv simple og korrekte som sådan. Når de alligevel tegner et skævt billede, er det fordi procentsammenligningerne over tid ikke foregår på et alt-andet-lige grundlag. Der er simpelthen kommet flere elever i de frie grundskoler, og det har langt fra været tilfældigt, hvor elevtilvæksten er forekommet.
Ændringerne i elevsammensætning i de frie grundskoler er altså i høj grad et resultat af, at det er bestemte steder, at tilvæksten er foregået, og at det ligeledes er en reaktion på bestemte problemer, at tilvæksten er foregået.
Når folkeskoler i udkanten nedlægges, og eleverne, som jo alle er etnisk danske, sendes til en fri grundskole, så er det den pågældende kommune, som reducerer procentdelen af elever med anden etnisk baggrund i de frie grundskoler. Det ser Rådet for Børns Læring aldeles bort fra. Derfor kommer analysen til at pege på en helt misforstået lære fra tallene.
Lang vej til skole og sociale problemer er afgørende
Sagen er den, som jeg også ridsede op i et indlæg i Politiken den 11. juni, at tilvæksten til de frie grundskoler er foregået, hvor kommunerne ikke har skabt tilfredsstillende skoleforhold i folkeskolen.
Her er to problemstillinger afgørende. Det drejer sig om lang skoleafstand, som kan fremkomme ved lukning af folkeskoler. Og det drejer sig om uløste sociale problemer, specielt integrationsproblemer.
Derfor er svaret på det spørgsmål, som Rådet for Børns Læring stiller sig selv, nemlig hvordan folkeskolen kan stå sig i konkurrencen, simpelt. Folkeskolen skal gøre det ordentligt.
Fjerner den sig fra folket og lever den med uløste integrationsproblemer, så sygner den hen.
