Der er meget kritik i disse dage af taleradio situationen efter lukningen af Radio 24Syv. Det virker på mange som om vi har fået dårligere radio for pengene. Hvis vi ser på lyttertal virker det faktisk også til, at vi har fået mindre radio for pengene. Hvis strategien fra politisk side var at forbedre livet for borgerne, lader den strategi til at have fejlet gevaldigt.
Når man skal lave en strategi, så er en af de vigtigste øvelser at spørge, hvordan succes ser ud. Ligeledes når man skal bedømme andres strategier, så er det vigtigt at vide, hvad de opfatter som succes. Eksempelvis kan man se på en virksomhed som har underskud og sige, at den er en fiasko. Men måske er det meningen, at virksomheden skal sælge produkter billigt, så den kan skaffe sig markedsandele for senere at give overskud, og så er strategien pludselig en succes.
Nogle politikere er tilhængere af en ide om, at man nogle gange skal hjælpe markedet i gang med noget, som politikerne synes, at samfundet har brug for. Det kan det offentlige f.eks. gøre ved at tilbyde subsidier eller ved at være kunde i en periode. Det er ikke uden problemer, da man jo strengt taget ikke ved, om markedet er der, når det offentlige trækker sig. Derfor ser man også tit, at det offentlige hænger fast i den slags projekter som en flue på fluepapir. Men en gang imellem lykkes det alligevel. Politikere synes f.eks. Danmark havde brug for en taleradio med en bred appel. De lavede et udbud, som Radio24Syv fik. Statens krav var, at den var den eneste kunde, der måtte ikke reklameres, og der skulle opfyldes nogle krav til bl.a. indhold. Efter lidt begyndervanskeligheder blev det faktisk til en succes for samfundet. Lytterne var glade, og selv konkurrenterne blev bedre. Det er naturligvis ikke til at vide, om Radio 24Syv kunne have kørt videre i en mere kommerciel skikkelse, men måske. Nu kom der så et efterspil, hvor Radio4 fik licensen til FM-båndet, som var et vigtigt aktiv for radioen, og man lavede et nyt udbud for DAB, som Radio Loud løb med.
En lektion fra Radio 24Syv kunne være, at man ikke skal blive for populær, hvis man samtidig er kritisk, for så går statskunden sin vej og smækker med døren. Det lader til, at Radio4 har lært det, og fortsætter de, som de gør nu, så får de lov at fortsætte i mange år. De ved nemlig, at content er king, og derfor har de sørget for, at deres content hverken er populært eller kritisk. Faktisk i så stor grad, at mange tusinde lyttere har besværet sig med at omprogrammere bilradioen, for at slippe for den. Der er jo ikke nogen rationel erhvervsperson, der vil turde kaste sig i lag med kritisk populær taleradio med statsstøtte efter Radio 24syv. Den slags lærer markedet hurtigt.
Radio Loud ligner dog en dundrende fiasko. De har fået 261.000.000 til en DAB-baseret kanal. Det svarer til 774 pædagogers årsløn eller 884 hjemmehjælpere. Vi kunne også have brugt dem på 87.000 Roskilde billetter, eller en imponerende omgang bøger, eller omkring 130.500 iPads til skoler og museer. Nu har Loud været i gang siden 1. april og til trods for, at de er født i en periode, hvor ekstra mange burde have haft tid til at høre radio på grund af nedlukning, så har de så få lyttere, at det ikke kan måles eksternt, og deres direktør vil ikke ud med, hvor mange lyttere deres interne målinger viser. Hun vil dog gerne slette en masse satire på sociale medier, så det er ikke fordi, hun ikke går op i sin organisations renommé.
Radio Loud var tænkt som en radio for unge. Men særligt mange unge er rasende på den. Det bør enhver faktisk kunne forstå. Udover at ideen om en radio for unge lyder som et levn fra et DR B&U møde i 80’erne, hvor det at se unge mennesker i fjernsynet – på den eneste kanal – var lige så mystisk, som at se Uri Geller bøje skeer. Man forstår, at mange i aldersgruppen under 30 er sure på dem. Hele deres skolegang har de fået tudet ørene fulde om, at de opgav traditionelle medier og derfor sked på samfundet og sendte demokratiet i graven. De lømler. Så finder de endelig et medie, 24Syv, som de kan lide. Det handlede meget om samfundet. Alt burde være godt. Desværre handlede det om samfundet på en forkert måde, syntes politikerne, så det blev lukket. Når man selv synes, at man lever op til en aftale, og den så bliver ændret, føler man sig med rette svigtet. Det er sket her. Så føler de sig også bestjålet. Fordi de unge rent faktisk har sat sig ind i samfundet, ved de godt, at staten ikke giver nogen noget som helst. Den tager fra en og overfører til en anden. De har mistet både den station, som de var glade for, og fået lov til at betale for det nye de ikke kan lide. Endeligt føler de sig talt ned til. De fik at vide, at de skulle gå til sport og valgte fodbold, men nu har de fået påtvungen rundbold med en kikset vikar, der er venner med rektor.
Det er egentligt også mærkeligt, at nogen vil kaste sig ud i DAB. Et format selv DR med deres mange års erfaring og nærved uendelige ressourcer aldrig rigtig har kunne få til at spille. Og så oveni købet i en tid hvor Gud og hvermand, selv jeg, har en podcast. Det virker som hårde odds for en succes. Men måske er Radio Loud faktisk en hamrende succes. Hvis vi stiller spørgsmålet, hvordan succes ser ud ikke for os som samfund, men for dem der står bag Loud i stedet. Værterne kan jo uden at lyve særligt meget sige, at de er værter på landsdækkende ”national broadcast radio”. Organisationen bag, særligt ledelsen, kan jo også hurtigt få det til at se godt ud med stor programflade og ”ambitioner”. Det gode ved ambitioner er, at så kan der være masser af undskyldninger for, at man ikke lykkedes. Og ejerkredsen? Altså de tæller vel 261.000.000 succeser. Det er det, som økonomer kalder rent seeking, altså når man bruger politik til at skaffe sig et personligt økonomisk afkast, og som rent seeking er Radio Loud, som de unge ville sige, en SYG succes.
