Regeringens planer om mere praksisfaglighed i folkeskolen risikerer i høj grad at blive en gentagelse af fortidens fejl fra 2014-reformen af folkeskolen.
Et af de helt centrale elementer i SVM-regeringens forslag til et kvalitetsprogram for folkeskolen er krav om, at undervisningen i folkeskolen i fremtiden skal være mere praktisk. Det er bekymrende, da øget tvungen praksisfaglighed er et risikabelt og fagligt svagt funderet politisk eksperiment med en folkeskole, der i forvejen lider af nedadgående faglige resultater i både dansk og matematik.
I 2019 konstaterede en undersøgelse af begrebet praksisfaglighed fra EVA – Danmarks Evalueringsinstitut, at der ikke findes »en forskningsbaseret definition af, hvad der kan forstås ved praksisfaglighed eller praksisfaglig undervisning«. Det er ikke så underligt, for analysen blev sat i gang i forlængelse af en politisk aftalefra 2018 om øget praksisfaglighed i folkeskolen, som VLAK-regeringen samt S, R og SF stod bag.
Politikerne havde således dengang besluttet sig for, at mere praksisfaglighed var en supergod idé på et reelt set ikke-eksisterende vidensgrundlag. Et af formålene med mere praksisfaglighed var også dengang, at væsentligt flere skulle vælge en erhvervsuddannelse, hvilket vi kan konstatere ikke blev tilfældet. Det er også efterfølgende gået yderligere tilbage med elevernes trivsel i folkeskolen.
I SVM-regeringens forslag til kvalitetsprogram for folkeskolen bliver der skruet yderligere op for kravene til praksisfagligheden. Retten til erhvervspraktik bliver til et krav om, at alle elever skal have mulighed for juniormesterlære, eleverne skal have flere valgfag, øremærkede merbevillinger til faglokaler, og endelig vil nye læreplaner indeholde krav om mere praktisk undervisning. I den øvrige del af kvalitetsprogrammet ønsker regeringen i høj grad at gå i retning af en øget frisættelse af folkeskolen, hvor der bliver mere lokal selvbestemmelse til lærere og forældre om, hvordan de vil indrette deres lokale skole. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at man for praksisfaglighed går i den anden retning med flere nye centrale krav, der skal udrulles på alle landets folkeskoler.
Vidensgrundlaget vedrørende praksisfaglighed er ikke blevet væsentligt udbygget siden 2018. Regeringen baserer sine forslag på Reformkommissionens anbefalinger, og kommissionen henviser igen til to danske undersøgelser af praksisfaglighed fra henholdsvis VIAUniversity College og Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Undersøgelsen fra VIA gennemgår bl.a. den internationale forskningslitteratur, der kan være relevant for praksisfaglig undervisning. Litteraturen er meget begrænset (14 artikler) og med et meget fragmenteret fokus. Hovedkonklusionen i rapporten er da også kun, at praksisfaglighed sætter en ny dannelsesorienteret retning for folkeskolen, der understreger, at kompetencer, faglig læring, dannelse og verden ikke kan tænkes uafhængigt af hinanden. Den kan således ikke danne grundlag for en meget håndfaste empirisk baserede konklusioner om effekten af praksisfaglighed på elevernes faglige læring og trivsel.
Rapporten fra Vive er en empirisk analyse af sammenhængen mellem de danske grundskoleelevers oplevelse af undervisningen og deres faglige resultater i perioden fra 2014-2018. I de klasser, hvor over 60 pct. af eleverne vurderer, at dansk- eller matematiklæreren ofte viser, hvad faget kan bruges til i hverdagen, finder man en lille effekt på elevernes faglige resultater ved afgangsprøverne. Den positive effekt kan dog ikke genfindes for de nationale test.
Det får forskerne til at konkludere: »Betydningen af det praksisnære for elevernes faglige resultater synes igen uklar, for selvom der er en sikker statistisk sammenhæng mellem praksisnær undervisning og afgangsprøver, finder vi ikke samme resultat for mellemtrinnet og resultaterne af de nationale test, hvorved resultater skal behandles varsomt.«
Reformkommissionens anbefalinger og regeringens tilsvarende forslag om nye krav til øget praksisfaglighed i undervisningen af alle elever på alle folkeskoler i Danmark kan betegnes som det modsatte af ”varsom behandling” af et meget uklart og spinkelt vidensgrundlag. Det er på den anden side ikke så overraskende. Det er surt at være en reformkommission uden vidtgående reformforslag, som man er sat i verden for at levere. Det er om muligt endnu mere surt at være en praksisfaglighedsbegejstret politiker, der mangler faglige argumenter for sin praksisfaglighedspolitik.
Ud over de nævnte analyser har Danmarks Evalueringsinstitut også i 2023 udgivet en rapport med en kortlægning af folkeskolers arbejde med praksisfaglighed gennem interview og spørgeskemaundersøgelse blandt lærerne. Heraf fremgår det, at 26 pct. af lærerne ser det at skulle leve op til fagets kompetencemål som en udfordring, når de arbejder med at tilrettelægge praksisfaglig undervisning. Blandt lærerne for 9. klasses elever er det hele 49 pct., der ser det som en udfordring at forberede eleverne til prøverne gennem praksisfaglig undervisning. Det kan give anledning til endnu større bekymring om, hvad øget praksisfaglighed kan risikere at have af negative konsekvenser for elevernes opnåelse af de grundlæggende kompetencer i de boglige fag.
En af de helt store problemer med folkeskolereformen fra 2014 var netop et mangelfuldt evidensgrundlag for de tiltag, der blev tvangsudrullet over hele folkeskolen. Dengang kunne regeringen også henvise til både forskning og forskere, der bakkede op om reformen. Men forskningsgrundlaget blev allerede fra starten anklaget for at være tyndt, og meget tankevækkende har en af forskerne senere tilkendegivet, at fagligheden blev klemt, når der skulle indgås kompromiser med de politiske ønsker fra interesseorganisationer og ministeriet. Forskeren endte med at gå så meget på kompromis med sit faglige grundlag, at vedkommende i dag fortryder.
I stedet for at løbe en betydelig risiko for at gentage fortidens store fejl burde regeringen udbrede sine gode tanker om frisættelse til også at gælde for praksisfaglighed. Det ville give de enkelte skoler og de enkelte lærere langt bedre mulighed for frit løbende at vurdere, hvor meget praksisfaglighed der er hensigtsmæssig i undervisningen af netop deres lokale elever. Vigtigst af alt giver det lærerne mulighed for at rulle praksisfagligheden tilbage igen, hvis de kan se, at de ikke virker efter hensigten. Det vil være meget vanskeligere, hvis der er tale om centrale politiske krav.
Hvis det skal være endnu bedre, kunne regeringen også gøre det nemmere for forældrene frit at vælge en skole, der passer til deres barns behov. Dermed kan de forældre, der ønsker mere praksisfaglighed i undervisningen af deres børn, vælge en skole med den profil, og dem, der ønsker en mere boglig skolegang til deres børn, kan vælge en skole med den profil. Det er således en gåde, hvorfor regeringen har valgt ikke at frisætte skolerne, lærerne og forældrene på lige netop dette område.
Indlægget blev bragt i Jyllandsposten den 31. oktober 2023
