Der er i disse dage en heftig debat om, hvorvidt vi skal åbne grænserne til vores nabolande. Regeringen er tøvende. Justitsminister Nick Hækkerup har begrundet dette med, at ”hvis vi genåbner grænserne for tidligt, så risikerer vi at sætte den positive udvikling, vi har haft i Danmark, over styr, så dele af genåbningen i værste fald skal rulles tilbage igen, eller at sundhedsvæsnet sættes under pres”.
Justitsministeren sammenligner genåbning af grænsen med situationen i februar, hvor danskere kom hjem fra skiferie i Østrig og Italien smittet med Covid-19 og satte gang i smittekæder.
Men det er ikke nogen god sammenligning eller noget godt argument for at holde grænserne lukkede – hverken til Tyskland eller til Sverige.
I februar forsikrede myndighederne os fortsat om, at vi slet ikke skulle forvente, at COVID-19 kom til Danmark. Derfor ændrede danskerne ikke adfærd, og smitten spredte sig under radaren i det danske samfund. Det var myndighedernes fejl, og den skal ikke tørres af på almindelige danskere, der tillod sig at krydse grænsen.
Nu har vi ændret adfærd, og smittespredningen er under kontrol. Vi ved, at smittetrykket vil stige med genåbningen af samfundet, men takket være den nye test-strategi, som Novo Nordisk Fonden har hjulpet myndighederne med at få udviklet, vil vi snart kunne følge smittetrykket tæt, og vi kan reagere hurtigt, hvis antallet af smittede begynder at stige til et niveau, der truer med at overvælde sundhedsvæsenet, som Nick Hækkerup udtrykker bekymring for, hvad vi dog er meget langt fra i øjeblikket – og på intet tidspunkt har været tæt på.
Det væsentlige spørgsmål er derfor ikke, om øget trafik over grænsen vil øge smittetrykket. Det vil det uden tvivl i et eller andet omfang. Men det samme er tilfældet for genåbning af skoler, daginstitutioner, butikker, storcentre osv. Alt dette øger kontakten imellem mennesker, og dermed sandsynligheden for, at flere bliver smittet. Det relevante spørgsmål er, om genåbning af grænsen kan forventes at øge smittetrykket i et omfang, som står i et rimeligt forhold til den gevinst, det giver borgerne igen frit at kunne rejse. Eller omvendt – set fra Hækkerups perspektiv – om en fortsat lukning af grænsen beskytter os mod smitte i et omfang, som står i et rimeligt forhold til det tab, det giver borgerne ikke frit at kunne rejse.
Det er dét spørgsmål, Hækkerup skal besvare for at retfærdiggøre en fortsat lukning af grænsen. Det er et spørgsmål, som vi ikke fik svar på, da grænsen i sin tid blev lukket, og som vi her mere end to måneder senere fortsat ikke har et fornuftigt svar på fra regeringen. Da grænsen blev lukket meddelte Sundhedsstyrelsen, at det ikke kunne begrundes sundhedsfagligt, og at WHO ikke anbefalede at lukke grænsen.
I diskussionen om genåbning af grænsen kunne man få det indtryk, at der i dag ikke er trafik over grænserne. Men det er der. Temmelig meget endda.
Danske statsborgere bosat i fx Sverige og Tyskland kan frit rejse frem og tilbage over grænsen. Det samme kan personer med et såkaldt ”anerkendelsesværdigt formål”.
De nuværende regler lister en lang række formål, som politikerne finder anerkendelsesværdige, heriblandt det at have arbejde eller uddannelse i Danmark, en gyldig arbejdstilladelse, at levere varer eller tjenesteydelser til Danmark eller varer ud af Danmark, at have ægtefælle, faste samlever, forældre eller børn bosiddende i Danmark. Studerende må også indrejse i det omfang uddannelsesinstitutionerne ikke er lukkede.
Danskere kan frit rejse til Sverige – her kræves ikke et statsanerkendt formål. Myndighederne fraråder det dog, men som vi har kunnet konstatere både i pressen og på sociale medier, rejser fx Københavnere flittigt til Malmø for at gå på café og restaurant eller i fitnesscenter. Alle bliver lukket ind i Danmark igen efter besøget.
Trafikken over Øresundsbroen er selvfølgelig faldet betydeligt – ligesom trafikken intent i Danmark også er faldet. I ugen op til 28. februar kørte der i gennemsnit 18.000 køretøjer over Øresundsbroen. I ugen op til 8. maj kørte der fortsat 8.500 køretøjer over broen hver dag i gennemsnit. Det er lidt under halvdelen af niveauet før Corona-krisen, men stadig en betydelig trafik.
Ser vi på samme uger til sammenligning, faldt den daglige trafik over den dansk-tyske grænse fra 41.800 køretøjer til 14.100 – altså til godt en tredjedel. Et stort fald, men dog stadig en betydelig trafik over grænsen.
Der er altså allerede i dag mulighed for at bringe smitte over grænserne. Både den ene og den anden vej. Alligevel er smittetrykket lavt. Som både Seruminstituttets modeller og de seneste par måneders erfaringer viser, er det afgørende for smittespredningen i samfundet i sidste ende ikke nedlukningen, men borgernes adfærd. Hvis vi holder afstand og god hygiejne, kan vi holde smittespredningen nede. Det gælder også selvom kontakten til vores nabolande igen stiger. Det vil ikke bringe smitten ind i landet – den er her allerede. Men det vil øge smittetrykket – dog næppe i højere grad end de mange andre aktiviteter, som nu er blevet genåbnet.
Genåbningen af grænserne vil give mange en markant højere livskvalitet. Kærester, der ikke er samboende holdes i øjeblikket adskilt. Det samme gør familier og nære venner. Der er også betydelige økonomiske gevinster ved at genskabe Øresundsregionen og de tætte økonomiske forbindelser mellem Sønderjylland og det nordlige Tyskland.
Hvis smittetrykket stiger, må man forvente, at danskerne tilpasser deres adfærd tilsvarende – eftersom risikoen for selv at blive smittet dermed stiger, hvis man er uforsigtig med at holde afstand og god hygiejne. Mon ikke det samme i øvrigt gælder den anden vej: At danskerne i øjeblikket slækker på adfærden, fordi der stort set ingen smittede er i samfundet, hvorfor det er vanskeligt at bevare motivationen. Det er altså sandsynligt, at danskerne selv vil sørge for – via deres adfærd- at holde smittetrykket nede, hvis genåbning får det til at stige.
Så er der tale om at åbne mod Tyskland men ikke imod Sverige, fordi smittetrykket er større i Sverige. Men det er heller ikke noget godt argument. Smittetrykket i København er også større end smittetrykket på landet i Danmark. Alligevel kan man rejse frit rundt mellem landsdelene. Den indenlandske vejtrafik ser ud til indledningsvis at være faldet omtrent lige så meget som trafikken over Øresund. Over Storebæltsbroen faldt trafikken fx i de første uger med tæt ved 50 procent. De seneste uger er den gradvist steget igen og ligger nu på ca. 80 procent af niveauet inden Corona-krisen.
Alligevel ser københavnerne ikke ud til i nævneværdig grad at smitte jyderne. Og nok så bemærkelsesværdigt: Selv om smitten er høj i Stockholm, sker der begrænset smittespredning til andre dele af Sverige. Så vidt vides, er smittetrykket i Skåne – hvorfra de fleste tilrejsende til Danmark ville komme – ikke større end smittetrykket i hovedstadsområdet, hvortil de fleste af dem ville rejse.
Hvis Nick Hækkerup og regeringen mener noget andet – at lige præcis genåbning af grænsen udgør en særlig trussel, sammenlignet med alt det andet, de har genåbnet – så må vi bede om begrundelser og dokumentation. Ikke så elendig et argument, som den skisports-metafor, Hækkerup hidtil har præsteret. Det er mangel på respekt – både overfor de mange danskere, som ville få en bedre tilværelse med genåbnede grænser og overfor vores svenske og tyske naboer.
