”Alle har ret til egen krop”. Sådan skrev Pernille Skipper (EL) på Facebook d. 1. september. Og udtrykket er svært at være uenig i. Hvem skulle have ret til ens krop andre end en selv?
Desværre mener mange, at retten kun gælder i helt særlige tilfælde. Pernille Skipper skrev kommentaren i forbindelse med samtykkeloven, men når det – uden sammenligning i øvrigt – gælder elløbehjul, er Enhedslistens holdning anderledes. Elløbehjul er farligere end cykler, og bl.a. derfor ønsker et flertal i Københavns Kommune – med Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i spidsen – at forbyde elløbehjulene i størstedelen af byen, med mindre de – som kommunens egen Bycykel – står på specificerede områder.
Samtidig har Transportminister Benny Engelbrecht sendt et påbud om hjelmbrug i høring, fordi ”alt for mange kommer galt af sted på elektrisk løbehjul”. Da de færreste konstant render rundt med en cykelhjelm, og få ønsker at dele hjelm med andre, vil påbuddet fungere som et de facto forbud mod elløbehjulene.
Det er ikke for at være polemisk, men hvorfor er der denne forskel? Hvorfor må borgerne ikke selv bestemme, om vi vil udsætte vores kroppe og hoveder for den risiko, der er, ved at køre på elløbehjul? Hvem kan bedre afveje gevinsterne ved at komme hurtigt frem mod risikoen for at styrte end borgeren selv? Hvorfor mener politikere på Christiansborg, i Borgerrepræsentationen og i diverse byråd, at det er en sag, der vedrører dem, når vi alle er enige om, at alle har ret til egen krop?
Udtryk som ”Det er smart! Det er underligt det ikke er forbudt!” er ved at udvikle sig til stående ”its funny because its true”-vittigheder i Danmark, efterhånden som flere og flere nye, smarte løsninger besværliggøres på dansk jord. Tænk på Uber, elløbehjulene, Wolt, HappyHelper osv., som alle har fået Regelstatens kærlighed at føle.
Det er en skam! For omfattende økonomisk forskning viser, at regulering af denne art begrænser den økonomiske vækst, fordi reguleringen forhindrer borgerne i at løse hinandens problemer. Og det er netop, hvad de omtalte services – og mange som dem – gør. Elløbehjulene løser fx konkrete problemer, som Københavns Kommunes eget million-dyre Bycykel-projekt ikke løser, når de bringer borgerne hurtigt fra A til B i løbet af en hverdag, med masser af små uforudsete hændelser.
27% af alle ture på 1-2 km og 17% af dem på 2-3 km foregår til fods. Hver gang en af disse gåture erstattes med af et løbehjul, sparer borgeren rundt regnet 5-25 minutter. For en transportøkonom er det guld på gaden i forhold til de milliarder, staten fx skal investere i en ny bro over Vejle Fjord, for at opnå tidsbesparelser i samme størrelsesorden.
Der er stadig 2½ måneder til jul, men jeg ved allerede, hvad jeg ønsker mig: Lidt mere respekt for rette til egen krop og lidt større tiltro til at borgerne kan løse egne problemer.
Bragt i Børsen tirsdag d. 6. oktober 2020
