Det meget ambitiøse politiske mål om at begrænse udledningen af drivhusgasser med 70 pct. kan ende med ikke at få nogen global effekt. Ikke en lille effekt, men et rundt nul. Hvis vi skal undgå det, kræver det politisk omtanke.
Her er årsagen til, at vi risikerer at ende med et rundt nul: Samtidig med at Danmark er gået i gang med sine klimaplaner, har EU besluttet at øge sine ambitioner til en reduktion på 50-55 pct. i 2030. Kommissionen vil fremlægge et konkret forslag til sommer.
Problemet opstår, hvis Kommissionen – hvad ellers er naturligt nok – tager udgangspunkt i landenes planlagte udledninger og derefter beregner en manko: Så meget mangler, for at bringe EU’s udledninger ned med 50-55 pct. I den situation vil den danske reduktion blot blive en del af den samlede EU-plan. Vores mere ambitiøse reduktionsmål vil give plads til, at andre lande kan udlede tilsvarende mere.
EU’s klimapolitik foregår på følgende måde. Udledningsreduktionerne fra den såkaldte kvotesektor – industri, flytrafik og elproduktion – er reguleret af EU centralt. Reduktionskravene fra ikke-kvotesektoren (primært transport, landbrug og opvarmning) fordeles mellem landene efter forhandling.
Danmark vil som udgangspunkt have en svag forhandlingsposition, hvis vi på forhånd har valgt at reducere mere end andre lande. Vi har så at sige meldt os frivilligt til at tage en ekstra tørn. Oveni er de rigeste og grønneste lande traditionelt blevet tildelt en større del af byrden end andre lande. Tidligere danske forsøg på at få en lettere byrde har ikke været særlig succesfulde.
Sagen er imidlertid, at hvis de ekstra danske ambitioner ikke blot skal drukne i det fælles EU-mål, skal Danmark have et EU-reduktionskrav, som er mindre, end det vi gerne vil reducere med. Og det taler for, at vi venter med at lægge den danske plan til efter den europæiske. Rækkefølgen kan altså være af afgørende betydning.
Det er muligt, at regeringen har forhandlingssnilde og -styrke nok til at sikre sig, at vi ikke må påtage os en større reduktionsforpligtelse i EU. Det er muligt, at de andre lande vil give os ekstra albuerum. Men det virker som en unødvendig risiko at løbe.
Coronakrisen har givet danske politikere tid til en ekstra tænkepause i dansk klimapolitik frem for at haste en aftale på plads inden sommer. Det vil være klogt at anvende den til at sikre et både omkostningseffektivt og klimaeffektivt forslag. Desværre er der en risiko for, at en i forvejen meget dyr grøn omstilling kan ende med et rundt nul i klimaeffekt. Medmindre vi tænker os om.
